Hele vores fælles forståelsesramme hviler på kristendommen. Hvis vi mister en fælles kirke, vil vores fælles forståelsesramme langsomt smuldre. Og med den vil de værdier, vi normalt kalder danske, forsvinde. Det vil få betydning for den måde, vi omgås på, og for den måde, vi indretter vores samfundsstruktur på.

Vi tænker ikke over det i hverdagen, men langt de fleste af vores danske værdier og hele vores samfundsstruktur hviler på kristendommen. Noget af det er åbenlyst – f.eks. jul og andre helligdage – mens andet er mere skjult.

F.eks. har vi overtaget tankegangen om velfærdssamfundet fra kirken, at man tager vare på og viser omsorg for de svageste. Og ud fra en næstekærlighedstankegang tænker vi i menneskers ligeværd og tager et personligt ansvar.

I forhold til selve forkyndelsen vil ændringen let kunne medføre en mere populistisk og politiserende kirke. Vi vil opleve en kirke, der vil mene noget om både miljø og trafik og alt muligt andet, for at tiltrække publikum. Risikoen er en dæmoniserende kirke, der vil tage evangeliet til indtægt for en politisk holdning. Det kan kirken ikke gøre i dag, men skiller man stat og kirke, så vil der være frit slaw.

Samtidig vil en politisering af kirken gå ud over rummeligheden. Og det vil være rigtig trist, for jeg mener, at vi skal have et sted, hvor Margrethe Auken, Jesper Langballe og jeg kan sidde ved siden af hinanden og lytte til den samme præst. Hvor det er evangeliet, der er afgørende, ikke præstens personlige mening om alt muligt andet. Og samtidig skal denne rummelighed, som kirken skaber, helst også i fremtiden påvirke vores samfund, så også selve samfundet kan forblive rummeligt.

Fordi vi som konservative værner ikke bare om vore traditioner, men også om de institutioner, der har skabt vores samfunds fundament og værdier, så er det ualmindelig langt fra god konservativ politik at ville adskille kirke og stat. Og jeg vil vove den påstand, at de KU’ere , der i dag arbejder for dette synspunkt slet ikke har forstået konservatismens grundsubstans.

Med risiko for at få alt muligt skudt i skoene, så tror jeg, at det handler om, at yngre politikere endnu ikke har fået traditionen og historien ind under huden. Men at være politiker og meningsdanner forpligter – uanset alder.

Derfor må også unge politikere vågne op og forstå, at kirken er det væsentligste selvstændige fundament i vores samfund. Fjerner man den brik, så begynder det hele gradvist at skride. Netop fordi dette fundament er så indgroet en del af vores samfund og vores værdisæt, så ser man det måske ikke umiddelbart. Men når man modnes, får man en fornemmelse for sit fundament. Og man begynder mere og mere at se, hvordan de enkelte brikker passer sammen.

Alle de politikere, der taler for at adskille stat og kirke, skylder en forklaring på, hvorfor de synes, at islam, kristendom og asa-tro er ét fedt og lige lidt værd. Og de skylder en forklaring på, hvorfor de mener, at alle religioner skal ligestilles, uanset hvilken samfundsopbyggelig- eller nedbrydelig retning, de hviler på.

Alle religioner er ikke lige gode, og det skal vi turde sige højt. Vi har religionsfrihed i Danmark, men ikke religionslighed og sådan mener jeg, at det fortsat skal være. Så må i godt kalde mig gammeldags.

Charlotte Dyremose er cand.scient.pol. og folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti