Den eneste forskel imellem en sjæl i en dyrekrop og en sjæl i en menneskekrop er, at i en dyrekrop er sjælens rene bevidsthed dækket over, så sjælen kun er bevidst om de umiddelbare drifter (kombineret med frygt), imens man som sjæl i en menneskekrop er i stand til at have fuld bevidsthed om sig selv, om Gud og om andre levende væsener i deres lykke og lidelse.

Sjæle, der er i dyrekroppe, stiger fra det ene liv til det næste gradvist op og tager på et tidspunkt ophold i menneskekroppe, hvor de med menneskekroppens højere bevidsthed får muligheden for at udøve deres naturlige frihed og stræbe efter åndelig udvikling.

På samme måde kan sjæle i menneskekroppe igen falde ned i dyrekroppe, hvis de misbruger den højere bevidsthed, som Gud giver sjælen i en menneskekrop. Således er kødspisning en af de sikreste måder at falde tilbage til dyrelivet på.

Kød kaldes på sanskrit mamsah, et interessant ord, der er sammensat af ordene ”mig” (mam) og ”ham” (sah). Den egentlige betydning af mamsah er altså, at ”Nu slår jeg ham ihjel og spiser ham, imens han i næste liv får lov til at slå mig ihjel og spise mig.”

Dette er en perfekt illustration af karma-loven, ifølge hvilken vi som reaktion selv modtager mindst den samme lidelse, vi er årsag til for andre.

Selv om det er en uhyggelig tanke, er det således ikke svært at gætte på, hvem de mange millioner svin, der hvert år skånselsløst myrdes på de danske slagterier, var i deres tidligere liv. Eller hvis tur det bliver i en nær fremtid at blive født som svin og blive slagtet.

Kødspisning er et levn fra en primitiv og barbarisk fortid. Med andre ord er vore dages kødspisere en form for teknologisk avancerede barbarer i en verden, hvor kødspisning er en helt unødvendig ting, da man kan leve betydeligt sundere og længere som vegetar end som kødspiser, og der er en overflod af planteprodukter overalt på jorden.

Globalt set er kødspisning en katastrofe. Jordens sultproblem skyldes ikke mangel på mad, men udelukkende, at store dele af jordens spiselige afgrøder og opdyrkede arealer spildes på kødproduktion.

De danske svin alene spiser mad for over 100 millioner mennesker. Den samlede fodermængde, der bruges på opfostring af dyr, kunne mætte jordens nuværende befolkning op til flere gange. Jordens fødevareproblem er kunstigt og skyldes primært kødproduktion og kødspisning.

Alt i alt er der ingen saglig grund til at spise kød, imens der er al grund – religiøst såvel som ernæringsmæssigt og ud af et hensyn til jordens ressourcer – at ophøre med enhver form for kødspisning.

Da religion og åndelig udvikling er menneskelivets egentlige formål og det, som gør den afgørende forskel i tiden efter dette liv, er den religiøse grund til at afstå fra kødspisning også den vigtigste.

Såkaldt religion, der tillader mord på dyr og kødspisning (eller ligefrem forlanger det), er således ikke religion, men mest en blanding af selvbedrageri og et religiøst spil for galleriet.

Leif Asmark Jensen er medlem af Hare Krishna, forfatter og debattør