Så vidt så godt.

Men vi er ikke helt færdige med henvendelsen. Hvor mange den er sendt til, ved jeg ikke, men mon ikke det lykkes at finde en og anden “vi er også kættere”-person, som er villig til at agere Judas og kaste sig over biskop Kozon på det mere end tynde grundlag, som disse udtalelser er. “Burde Kirken ikke…” – jo, det er da også for dårligt… etc.

Både selve sagen (misbrugsskandalerne i udlandet) og ovenstående henvendelse er symptomer på, at der faktisk er noget helt galt med det verdslige samfund og at noget af denne galskab er trængt helt ind i Kirken, i og med at disse misbrug og fortielserne af dem kunne finde sted.

Det der er galt med det verdslige samfund er selvfølgelig ikke, at man slår hårdt ned på børnemisbrug, men at disse samfund på stort set alle andre punkter har opgivet enhver seksualmoral: fri promiskuitet, uhindret adgang til fosterdrab, ægteskabet som blot en blandt mange “samlivsformer”, etc. etc. Så er der en ekstra sødme i at kaste sig over den katolske kirke, hvis fastholdelse af naturlige og traditionelle moralske normer man vel håber at kunne komme til livs ved at pege på (alt for mange og helt ubetvivlelige) tilfælde af svigt i Kirkens egne rækker.

På min blog er der tidligere gjort rede for at misbrugsskandalen i Kirken er uløseligt knyttet til den opløsning i Kirkens disciplin – ikke mindst for så vidt angår præstestanden – som begyndte omkring 2. Vatikankoncil og har været fuldt udfoldet fra halvfjerdserne. Det er altså ikke Kirkens afstand til “verden” men de mislykkede forsøg på at “opløse Kirken i verden” som vi nu ser resultaterne af. En præstestand, som lige fra seminariet opdrages til at “leve som andre mennesker” – med en de facto accept af homoseksualitet og andre afvigelser fra Kirkens lære – og hvor der, til dels også på grund af den accelererende præstemangel, ses igennem fingre med ting som der tidligere blev slået hårdt ned på, herunder altså også overtrædelser der stadig (og med fuld ret) betragtes som forbrydelser af de verdslige samfund.

Det er altså grundlæggende “åbningen af Kirken” der har spillet fallit. Det er ikke biskop Kozons skyld; han hører til de biskopper, der er loyal overfor Kirkens lære i moralteologiske spørgsmål. For sådanne biskopper er situationen smertelig, men løsningen er åbenlys: at genetablere den fulde moralske og læremæssige disciplin i Kirken og skille sig af med de, der ikke vil følge den.

Det vil utvivlsomt føre til en vis decimering – også i præstestanden – beslutsomt at afhugge de rådne grene på vintræet, men det er nødvendigt for at resten kan vokse sig sundt og stærkt. Så må vi sætte vor lid til Kristi eget løfte om, at Helvedes porte aldrig helt vil få magten over Hans kirke – uanset, hvor meget Hans hellige legeme martres i denne mørke tid.