Jesus "dør" om Fredagen, han begraves, og man ser ham ikke før Søndagen, hvor han fortæller, at han er genopstanden fra de døde. Så vidt jeg kan se, så åbner det for 3 mulige tidspunkter for hans genopstandelse: Fredag efter begravelsen, Lørdagen og Søndagen.

Mine spørgsmål lyder:

1. Med hvilken bibelsk autoritet kan man fastslå, at om Lørdagen skete intet?
2. Med hvilken bibelsk autoritet fastslås at genopstandelsen skete om Søndagen?
3. Hvis der ikke er nogen bibelsk autoritet, som fastslår at genopstandelsen skete om Søndagen, hvorfor er påskemorgen så en særlig festdag for troende kristne?

Hej William..

"Så vidt jeg kan se, så åbner det for 3 mulige tidspunkter for hans genopstandelse: Fredag efter begravelsen, Lørdagen og Søndagen.

Mine spørgsmål lyder:

1. Med hvilken bibelsk autoritet kan man fastslå, at om Lørdagen skete intet?
2. Med hvilken bibelsk autoritet fastslås at genopstandelsen skete om Søndagen?
3. Hvis der ikke er nogen bibelsk autoritet, som fastslår at genopstandelsen skete om Søndagen, hvorfor er påskemorgen så en særlig festdag for troende kristne?..".

- Nu har biblen jo ingen historisk autoritet, hvorimod den er en historie troende kristne i forhold til sp. 3 nok bare glæder sig over er slut og derfor kommer lidt i festhumør når det endelig sker. Lidt som når du har været inde og se en dansk film, der for guderne må vide hvilken gang leverer nøjagtig de samme trivielle klicheer over nøjagtig samme tema, og du vågner for tredie gang og bare glæder dig til at komme ud og strække benene.

Måske historien om "genopstandelse" bunder i en fortælling fra én af datidens kristne stand up'er, hvor alternativ 4 kunne være, at nutidens stand up'er bare trænger til at sidde ned og slå koldt vand i blodet - en joke der med tiden mistede sin humoristisk tvist, som eftertidens troende kristne misforstod og stadig genfortæller hinanden for at finde og forstå en point der for længst er passeret? ;-)

mvh
Simon

citat:
1. Med hvilken bibelsk autoritet kan man fastslå, at om Lørdagen skete intet?


På en sabbat?

citat:
2. Med hvilken bibelsk autoritet fastslås at genopstandelsen skete om Søndagen?


Kun i en tilføjelse til Markusevangeliet står der direkte, at Jesus opstod fra de døde på den første dag i ugen.

citat:
3. Hvis der ikke er nogen bibelsk autoritet, som fastslår at genopstandelsen skete om Søndagen, hvorfor er påskemorgen så en særlig festdag for troende kristne?

Tja, det må guderne vide.:-)Men jeg er nu glad for det.
Jeg ville meget gerne se, hvad en græskkyndig kunne få ud af det stykke.

Jesus “dør” om Fredagen, han begraves, og man ser ham ikke før Søndagen, hvor han fortæller, at han er genopstanden fra de døde. Så vidt jeg kan se, så åbner det for 3 mulige tidspunkter for hans genopstandelse: Fredag efter begravelsen, Lørdagen og Søndagen.

Mine spørgsmål lyder:

Med hvilken bibelsk autoritet kan man fastslå, at om Lørdagen skete intet?
Med hvilken bibelsk autoritet fastslås at genopstandelsen skete om Søndagen?
Hvis der ikke er nogen bibelsk autoritet, som fastslår at genopstandelsen skete om Søndagen, hvorfor er påskemorgen så en særlig festdag for troende kristne?

Beklager meget, at jeg postede to gange. Det førster indlæg var ikke synligt fra forsiden, så jeg troede at det blev slugt. Hvis jeg vidste, hvordan man slettede her, så havde jeg gjort det.

Jeg beklager.

Påsken er historien om dig og mig. Det er beretningen om det lidende menneske, der liv efter liv er på vandring for at blive så fuldkommen rent, at det kan forenes med sit guddommelige ophav. Jusu korsfæstelse symboliserer den fri sjæls bundethed til en fysisk krop med de begrænsninger dette indebærer tildækket med glemslens slør. Altsammen for at vi igen -liv efter liv - (påske efter påske) kan starte "forfra på lige fod med alle andre" og tilegne os nye erfaringer, nye venskaber og nye oplevelser. Som diamanter slibes vi indtil det fuldkomne. Man siger at Jesus døde for at frelse os fra fortabelse. Det er noget værre sludder. For det første findes der ingen fortabelse og for det andet er der ingen højere retfærdighed i at afsone en straf for andre end sig selv. Jesus er ikke mere Guds søn end nogen af os andre, for vi er alle guder i udvikling - Han er bare længere fremme! Tro det eller lad være - det er sandhed!

Det du gir udtryk for er en guddommeliggørelse af mennesket. Gud der mister sin skabning, mennesket sin elskede anden, eller også os der mister Gud, fordi vi ender med at gå op i Gud, opløses i Gud (det med Gud og os, det med Ånden og os, ender i noget diffust og forvirret noget). Dette er en usand monofysitisme som kristendommen har sagt nej til for mange år siden. Disse tendenser kan lige skimtes hos Johannes, hvor han enkelte steder er tæt på at forvirre sin Kristusmystik diskurs med Gudsmystik; men alt i alt, i det store hele formår han at holde fast i en udmærket Kristus eller Sønne-diskurs hele vejen igennem; så vi også hos ham fornemmer at alene den ny skabelse er det sagen drejer sig om.

Altså kristendommens essens er Kristusmystikken; og her skal mennesket ikke opløses i guddommelighed eller guddommeliggøres (da mennesket er en etisk fri skabning ifølge Paulus og Kant) eller leve som en religiøs slave der forsøger at bliver renere og renere (det du kalder fuldkomment rent), mennesket skal ikke forløses fra sig selv og sin sande menneskelige natur, men der finder en forløsning af menneskets sande natur sted, menneskelighed sted. Kristendom er en styrkelse af mennesket, det er tegn på et nyt menneske. Ikke i kraft af en guddommeliggørelse eller en åndeliggørelse eller en renhed, hvor vi asketisk kvietistisk forsøger at forløse os selv fra det konkret foreliggende menneskelige naturlige vi er udstyret med, begavet med. Kristendom siger mere menneske og mere Guds virkekraft og Guds ånd; men ønsker ikke en forvirring eller en sammenblanding af vore to naturer.

At guddommeliggøre og åndeliggøre mennesket, og gøre mennesket rent, fuldkomment rent som du skriver, hvor vi til sidst forenes med vores guddommelige ophav, er en voldsom svækkelse af mennesket, en opløsning af mennesket i Gud eller i vores guddommelige ophav. I Kristendommen skal mennesket ikke gå op i Gud eller opløses i Gud. Kristendom er eneste religion hvor mennesket får samme høje status som Gud. Kristusmennesket, mennesket i Kristus, er på højde med Gud uden at være gået op i Gud, uden at være guddommeliggjort på den måde at mennesket er forsvundet i åndelighed og renhed. Derfor taler man også i den kristologiske antropologi om Kristusmennesket, Gudmennesket, som sand Gud og sandt menneske.

Kristendommen er eneste religion hvor mennesket forsvares og hver enkelt individ og personlighed forsvares og skal bestå. Mennesket skal ikke svækkes i renhed og åndelighed og skal altså ikke guddommeliggøres på den måde i en diffus monofysitisme. Også derfor taler Paulus om at det spirituelle menneske har et legeme, et spirituelt legeme. Og det opstandne menneske har et legeme, for at markere at der ikke er taler om at mennesket forsvinder eller opløses i Gud, i åndelighed eller renhed.

Kun et nyt og utroligt stærkt menneske, en ny skabning (hvor vores natur og menneskelighed er forløst), kan magte Guds ånd og kraft og gøre Guds gerninger og vilje her på jorden. Hvis mennesket åndeliggøres eller guddommeliggøres, da opstår psykostiske træk og demente træk, blandt andet mister mennesket sin forstandighed. Mennesket bliver en latterlig størrelse fordi dets egen natur er svækket, det sandt menneskelige svækkes.

Hellighed i Kristusmystikkens tegn er ikke at mennesket forsager verden, forløser sig selv fra verden eller sin natur ved at være mere og mere ren eller specielt udsøgt åndelig eller guddommelig fraværende eller noget til en side fra andre mennesker og det der er i verden, men at mennesket er stærkere, mere forstandig og magter ved Guds hjælp at sætte en ny dagsorden i verden for sig selv og sine. Nøjagtig det Jesus Kristus stod for.

Hellighed forstået i Kristusmystikkens optik, gør at Churchill, Palme, J. F. Kennedy, Tillich, Barth, Mandela og Erik Clausen og mange flere i den dur uanset deres eventuelle fejltrin, scorer meget højere end munke og katolske ugifte præster eller de nyreligiøse/nyåndelige. Hellighed har at gøre med 2 naturlæren og det karismatiske (det er tilbage til sand dualisme som vi finder dette hos Kant og Paulus (og til dels hos Platon (selv om han skal vendes på hovedet ifølge Paulus). Vigtig er det nemlig at huske at mennesket er en etisk fri skabning ifølge Paulus og Kant og at Jesus Kristus agerede i verden som en etisk fri skabning (Jesus var altså ikke som de konservative bibelfundamentalister siger; determineret af Gud, som om han skulle ofres og at dette styrede Gud, dette er det rene vrøvl, og hvis denne determinisme var på spil, ville der ingen frelsegerning eller forligelse være sket, ingen frihed eller kærlighed være tale om, determinisme er usandt, kristendommen forlanger en fri akt mellem Gud og mennesket Jesus Kristus).

Hellighed (1)* har ikke at gøre med at mennesket bliver mere og mere til en side, mere og mere specielt, udsøgt åndelige, og noget for sig selv, ved at det bliver mere og mere rent, guddommeligt og går mere og mere op i Gud og det åndelige i og for sig selv (som Rubæk og Esther og Serotonin fx repræsenterer det her på debatten). Det er monofysitismen der er det store kætteri indenfor kristendommen. Derfor er sand kristendom også fyldt med heroiske menneskelige bedrifter, som renæssancen, reformationen og store menneskelige indsatser indenfor menneskerettigheder. Den kristne tro har en voldsom tro på mennesket, Gudmennesket, Kristusmennesket. Hvilket er på den ene side en styrkelse af mennesket og det sandt menneskelige og på den anden side en styrkelse af Gud og Guds apokalyptiske virkekraft på en og samme tid uden at disse to naturer forvirres i en sygelig monofysistisme eller monisme.


Det er Paulus der har sikret at kristendommen aldrig beskæftiger sig med det åndelige og spirituelle i og for sig selv, altså isoleret set fra den nye skabning, det nye menneske vi er, som Rubæk her på siden fx gør det og som du også lægger op til. Tillich har sagt det så groft at vi ikke kan tale om Selvet (Gud og Ånden) isoleret set fra Verden.

I og for sig selv giver det ingen mening at tale om Gud og det guddommelige har Paulus lært os det. I og for sig selv giver det overhovedet ingen mening at tale om Gud uden at mennesket, Kristus er taget med i betragtning, dette er netop kristendommens særkende, hvorved den overstråler alle andre religioner.

I og for sig selv, giver det ej heller nogen mening at tale om Sandeheden, som fx at nogle ord er sandheden, eventuelt Bibelen, nogle Jesu ord (eller Koranen), for man kan ikke tale om Sandheden i for sig selv og uafhængig af personen, mennesket Jesus Kristus; eller os i Kristus.

Ej heller giver det nogen mening at tale om det åndelige og spirituelle i og for sig selv (som Rubæk's den guddommelige åndelige virkeligheds verden der intet har at gøre med virkeligheden den fysiske overhovedet), for til det åndelige og spirituelle findes der også tilsvarende legemer. At der findes et opstandelseslegeme betyder at mennesket selv i sin udødelighed, ikke går op i Gud, forsvinder og svækkes i Gud. Den spirituelle sandhed i forbindelse med opstandelseslegemet Kristus og opstandelseslivet Kristus her og nu, er nok det der forhindrer demens og psykotiske tilstande mest. Derfor har jeg også advaret Esther, Rubæk og Serotonin at de leger med deres helbred i deres monofysitistiske kætterier, leger med demens og menneskets anlæg for smertefrie og psykotiske illusioner. Vi må aldrig give slip på Kristus der virker mægtig og stærk i os, vi må aldrig svække det sandt menneskelige, mennesket i os, for derved svækker vi også Gud. Kun for det stærke menneske kan Gud være en virkelig størrelse og kraft. For den demente, åndeliggjorte og det psykotiske menneske, flyder det hele sammen, naturerne, de 2, forvirres og disse mennesker er ej heller til gavn, men meget mere til grin. Også derfor de østlige religioner ikke har kunnet forandre, reformere og revolutionere samfundene og mennesket, som alene ses i det kristne vesten, hvor antropologien er så stærk at vi får samfundsforandringerne og forandringerne af mennesket, emanciperede moderne menneske (renæssancen, reformationen, amerikanske uafh. og franske revolution, Kant (eller Paulus) og fra Kant til Hegel/Marx). De østlige religioner har slet ikke denne stærke antropologi, den kristologiske antropologi, derfor er vesten den civilisation der forandrer samfund og mennesket.



de bedste hilsner HansKrist.

(1)*:

det helt nye i teologien i dag, er at man nu forsøger at forstå Paulus ud fra Barth. Barth ville ikke vedkende sig den Lutherske 2 regimentelære. Så hos Barth tages Helliggørelsen seriøst, vores Kristusparticipation. Tidehverv i danmark (Barthianerne som de troede at være) der igennem rigtig mange år har domineret med en falsk 2 regimentelære hvor enhver form for helliggørelse umuliggøres, den sagde Barth fra overfor, hvorfor en avis engang skrev at Barth ikke var barthianer.

De helt moderne evangeliske i nordamerika i dag, beskæftiger sig med at studere Paulus ud fra Barth især. En Barth de brugte mange år om at tage til sig, men nu endelig er interessen eksploderet og man studerer altså Paulus ud fra Barth. Det forunderlige er at vi finder en Helliggørelse hos Barth. Guds apokalyptiske handling med mennesket i Kristus. Man har opdaget 3 springende afgørende punkter i den kristne vestlige filosofi eller metafysik, nemlig Paulus; Kant og Barth.

Hovedtanken kan formuleres på mange måder, her er en af de bedste formuleringer:

Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle, bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein og hovedmanden bag Barmenerklæringen).


Går man dybt ind i den kristologiske teologi her, finder vi at Jesu Kristi liv og skæbne, korsfæstelsen ikke skete med nødvendighed. Men det sker i frihed, ellers ej heller nogen kærlighed mellem Gud og mennesket. Det er vigtig at forstå at Jesus Kristus er fri af Gud og Gud i Jesus Kristus er fri af sig selv, sig selv løs og fri. Hvis dette ikke er tilfældet ville der intet kunne være mellem mennesket og Gud, ingen kærlighed og ej heller nogen spiritualitet. Al tale om de nye skabninger mennesket er i Kristus ville forsvinde.

Derfor har bibelfundamentalisterne og de konservative kristne der siger at Jesus måtte lide korsdøden for vores skyld på den måde at det er et nødvendigt offer bestemt og styret af Gud, misforstået alt. Det er en monisme og Gudsdeterminisme der udsletter mennesket og gør alting til en farce mellem Gud og mennesket. Og Jesus Kristus bliver en marionetdukke og der er reelt ingen kærlighed eller offer i Jesu liv og gerning, hvorfor der intet er vundet eller er sket af nyt på vores banehalvdel.

Jesus Kristus er det frie etiske ansvarlige menneske, og i Jesus Kristus er Gud fri af sig selv, løs af sig selv, hvorfor opstandelseslivet og den ny skabelse kan blive en realitet. Hvis Gud ikke kan blive løs af sig selv og fri af sig selv (også Gud konstitueres som befriet), da er det hele en farce. Derfor bevidner ikke bare Helligånden Kristus, men befrier også Gud Fader/Skaber. Derfor er kristendommen et sandt drama i meontisk frihed, friheds og kærlighedsdrama mellem Gud og mennesket og er ikke nyplatonisme med Gud stående på lerfødder som en lære om Gud den enerådige almægtige Gud der skaber verden som en emanation uafhængig af mennesket, mennesket i Gud, den anden i Gud.

Hej anonym,

En måde, hvorpå Jesus siger, at der er tale om en proces (om det foregår i det enkelte liv eller over flere skal jeg ikke komme ind på), er også i ordet om vintræet. Netop hvor han siger, at enhver gren, der bærer frugt, bliver renset, så den kan bære endnu mere frugt.

Også et andet ord om frøet, der spirer, sætter aks og så fuld kerne i akset.

Og så naturligvis også om sædemanden, hvor vi netop skal holde fast i Jesu ord i udholdenhed og gennem prøvelser.

Alle disse frydefulde ord bliver desværre trængt i baggrunden af de kristne floskler, hvor frelsen hævdes at være "gratis" (man behøver intet andet end at klø sig i røven). Det religiøse vanvid fremstiller kærligheden mellem mennesker som noget overflødigt.

Deres floskler (de religiøses) er et eksklusivt fokus på den kærlighed, som Gud måtte elske mennesket med, men sjældent eller aldrig er de et fokus på den uselviske kærlighed, som mennesker bør øve mod hinanden.

Tak for dit input!