Jødiske Hanna Skop spiser oftest kun kød i forbindelse med sabbat og religiøse højtider
Hvordan skal dyr behandles? Bør man skære ned på kødforbruget af hensyn til klima eller verdens sultende? Eller kan der være religiøse grunde til at fastholde kødspisning?
Disse spørgsmål har religion.dk stillet en række personer. Her er det Hanna Skop, der er jøde, som svarer
Moseloven omfatter alle levende væsener. Det er således eksplicit nedfældet i loven, at dyrene skal behandles godt, og at der i lighed med, hvad der gælder for mennesker, tilkommer dem en ugentlig arbejdsfri dag.
Der eksisterer mig bekendt ikke nogen speciel tilgang til dette spørgsmål. Da det kræver meget mere energi at fremstille kød end fisk og grønt, er det min generelle opfattelse, at hele den vestlige verden bør orientere sig mere mod vegetabilske produkter, så miljøet skånes mest muligt.
Kød er en værdifuld næringskilde, som jeg benytter til at sætte "krydderi" på måltidet. Da vort rituelt slagtede kød er dyrt, spiser vi kun kød i forbindelse med sabbatten og hvad der siden måtte være af rester om søndagen.
Kødet er med til at markere det festlige, det der falder uden for hverdagen.
Skulle jeg af en eller anden årsag give afkald på kødet, ville det ikke være en katastrofe. Ærgerligt ja, noget besværligere ja, idet det kræver lidt mere kreativitet, at fremstille et festligt måltid uden, men afholdelse af festen er ikke afhængig af kødforsyningen eller miljøpolitisk tilgang.
Hvis vi ikke kunne få det specielt fremstillede påskebrød til den jødiske påske, ville festen være fattigere uden, idet det usyrede brød har en stærk symbolværdi. Det offer, der i sin tid blev bragt i forbindelse med påsken, er allerede symboliseret og befinder sig på det dækkede påskebord.
Med venlig hilsen
Hanna Skop
Jøde, pensioneret psykolog