Sandhed behøver ligesom kærlighed ingen anden begrundelse end sig selv. At vi som kristne vesterlændinge kan hævde, at vi altid er på vej mod mere sandhed, mod en større og større udfoldelse af åbenbaringen i Kristus, og hvad vores fornuft har adgang til, er en anden side af den samme sag. Den sag, som vi holder for sand.

Forholdet til tegningerne, mellem Vesten og Mellemøsten, kristendom og islam, dialog og respekt skal sies gennem det nærgående spørgsmål om, hvad der er sandt.

Først derefter skal man overveje, hvordan man vil præsentere sandhed overfor andre, og først derefter igen kan det være på sin plads at overveje, hvad man får ud af det. Om man vinder noget ved at stå fast på og om nødvendigt kæmpe for en sandhed.

Brugen af vold er central i islam
Spørgsmålet om sandhed bliver så meget mere påtrængende, når man i interviewet kan læse, at Najdat Anzour formidler et budskab om, at ægte muslimer ikke bruger vold. Mig bekendt var Muhammed både den første, største og mest ægte muslim nogensinde, og han brugte ifølge alle officielle islamiske kilder vold. Ikke kun i nødværge eller aktivt selvforsvar, men på erobringstogter og røverier af karavaner, ja end ikke massakrer veg han tilbage for.

Brugen af vold står central i islam, fordi magten er fuldstændig afgørende i islam. Magt og vold hører sammen.

En del af sandheden om Muhammed og grundlæggelsen af islam som religion og magtfaktor er, at volden er en integreret del af islams hus. Hvornår får vi denne sandhed at høre fra en troende muslim, som må formodes at kende kilderne endnu bedre, end hvad man lige selv kan læse sig til?

Hvorfor skal vi blive ved med at høre så meget ævl om islam som fredens religion, når både Muhammeds historie, Koranen og Hadith med stolthed beretter det modsatte? Muslimerne var stolte af deres sejre, og kilderne har derfor ingen problemerne med at berette, hvordan de vandt dem.

Må vi bede om lidt sandhed?
Dette gør naturligvis ikke alle, end ikke de fleste, muslimer til potentielle voldsmænd. Men vi mangler åbenhjertige indrømmelser af, hvem Muhammed var, og hvad han bedrev i sin Guds navn. Muslimske indrømmelser forstås, i stedet for ideologisk snask, der er pakket ind i intetsigende plusord som ”dialog” og ”respekt”.

Må vi bede om lidt sandhed, historiske sandheder om Muhammed, aktuelle sandheder om, hvordan muslimer og muslimske apologeter kan tage afstand fra praksis, legitimeret af selveste profeten. Og om de kan! Det gælder altså religionskritik og selvkritik, hvad enten man er teolog, filminstruktør eller en kulturmuslim, der blot ønsker at leve i fred med sine naboer.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og medlem af Etisk Råd.