Ateisterne Richard Dawkins og Christopher Hitchens mener, at Pave Benedikt XVI bør arresteres. Det rejser spørgsmålet, om paven kan retsforfølges, eller om han har diplomatisk immunitet
Forfatterne Richard Dawkins og Christopher Hitchens mener, at paven har overtrådt loven i sin håndtering af sagerne om børnemisbrug i Den Katolske Kirke. Det skriver avisen
Christian Today.
Hitchens og Dawkins har rådført sig med menneskerettighedsadvokater om, hvorvidt paven kan blive arresteret for at have dækket over katolske præsters børnemisbrug.
Ifølge Dawkins og Hitchens bør paven arresteres for ”forbrydelser mod menneskeheden”, og de mener, at han kan anholdes, hvis man bruger samme retsprincip, som førte til anholdelsen af den nu afdøde chilenske diktator Augusto Pinochet under hans besøg i England i 1998.
Det er planen, at paven skal besøge London, Glasgow og Coventry i forbindelse med sit besøg i England den 16. til den 19. september. Men Dawkins mener, at paven skal modtages med håndjern.
- Det første, den mand gør, idet hans præster er taget med bukserne nede, er at dække over skandalen og true de unge ofre til tavshed, lyder Dawkins’ kritik.
Ifølge Dawkins er der ikke noget til hinder for at anholde paven, for han er ikke hævet over loven.
- Den institutionaliserede fortielse af børnevoldtægt er en forbrydelse i
henhold til enhver lov, og der er ikke brug for private anger-ceremonier eller, at kirken betaler sig ud af det, men der er brug for retfærdighed og straf, mener Dawkins.
I de sidste par uger er Pave Benedikt XVI’s handlinger blevet gransket. Det er kommet frem, at han i 1985 som kardinal har skrevet under på et brev, hvor der stod, at man skulle handle i forhold til, hvad der var ”bedst for den universelle kirke” i sagen om den californiske præst Stephen Kiesle, der havde misbrugt flere drenge.
Med denne afsløring samt andre alvorlige nyheder hævder Dawkins og Hitchens’ advokater, at der er grundlag for en anholdelse.
Ifølge Giuseppe Dalla Torre, leder af Vatikanets domstol, kan man ikke retsforfølge paven for at have undladt at give oplysninger om børnemisbrug i den katolske kirke.
- Der findes hverken et forbud mod at komme med oplysninger til myndighederne eller mod at afvise, oplyser Dalla Torre til den italienske avis
Corriere Della Sera.
Ifølge den ene af advokaterne, Mark Stephens, er alle muligheder for retsforfølgelse til stede. Paven kan ikke kræve diplomatisk immunitet, for Vatikanet er ikke en stat i henhold til international lov.
Men Vatikanet afviser kritikken.
- Selvfølgelig er paven et statsoverhoved, der har samme juridiske status som alle andre statsoverhoveder, udtaler Giuseppe Dalla Torre.
BBC’s religionskorrespondent Robert Pigott mener, at der er tale om en indædt kamp mod den katolske kirke. Kampagnen imod paven er et forsøg på at fremstille ham som forbryderisk.
- Skandalen om pavens formodede indblanding i fortielsen af børnemisbrug giver ateisterne et våben de kan slå religionen oven i hovedet med, udtaler Pigott.