Bas van Vessum |
30. april 2010
Alle klostre har en eller anden form for ensomhed og stilhed til bøn. Den tavse atmosfære skal også forhindre snakkesalighed eller dårlig sprogbrug, svarer tidligere munk Bas van Vessum
Spørgsmål:
Kære Bas van Vessum,
Det har interesseret mig at læse dine artikler. Jeg har et par spørgsmål vedrørende din orden og dit liv som munk.
For nogle år siden så jeg en film, "Der grosse Stille", og jeg mener at huske, at den omhandlede en trappistorden i Tyskland. Der talte munkene kun sammen om søndagen og i et begrænset tidsrum. Foregik det ligesådan på dit kloster Myrendal? Vi så, at da munkene endelig talte sammen, var det om helt almindelige dagligdags ting og ikke om indre dybere indsigter/oplevelser af Gud.
Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad der ligger til grund for, at der slet ikke tales i hverdagen? Har det noget at gøre med at "Ordet" er helligt? Hvordan påvirker det én, når man giver afkald på at tale og ikke må bruge sproget, hverken til at udtrykke sig med eller til at kommunikere med? Kommer man i et større nærvær med Jesus Kristus og med Gud?
Jeg har været på kortere retræter, som også er foregået i stilhed. Det var både en lise for sjælen, men også en udfordring at blive konfronteret med sig selv, det vil sige de sider af mig selv, som jeg i hverdagen var god til at fortrænge…Men det var som sagt kun i et afgrænset tidsrum.
Til hverdag underviser jeg udviklingshæmmede børn og støder på det fænomen "intet talesprog at have" og de frustrationer, det kan give.
På forhånd tak,
De venligste hilsner
Annemarie
Svar:Kære Annemarie,
Tak for dit spørgsmål. Dit egentlige spørgsmål, hvordan et menneske klarer frustrationen, ”intet talesprog at have”, fører til spørgsmålet, hvordan det så fungerer i et tilsyneladende tavst munkeliv.
Jeg prøver at svare dig med det jeg selv har modtaget.
Den smukke film
Den store stilhed, du så, viste karteusermunke i deres hovedkloster La Grande Chartreuse i Sydfrankrig. Lidt finder du derom i
Den Store Danske Encyklopædi.
Man kan roligt sige, at disse munke stærkt har begrænset deres samtalemulighed. Men deres tavshed er ikke absolut. Det nødvendige menneskelige behov for kommunikation bliver også der tilgodeset i forskellige kontakter, de har med hinanden. En ugentlig spadseretur, hvor de taler sammen om dagligdags ting, er en meget vigtig del deraf.
Om dybere indsigter og åndelige erfaringer skal en munk normalt kun tale med sin skriftefader. Selvfølgeligt kræver denne livsform et godt psykisk helbred og munkene skal være vel motiverede til dette tavse liv.
Alle klosterordener forsøger på én eller anden måde at fremme stilheden og personlig ensomhed i klosteret. Men man giver aldrig helt ”afkald på at tale, eller at bruge sproget”. Det skal man ikke og det kan man ikke. Situationen for et udviklingshandicappet barn er derfor noget helt andet.
Hvorfor tavshed og ensomhed i klostre? Meningen med denne stilhed er ret enkel. De fleste mennesker har brug for en vis stilhed og koncentration, når de vil samle sig om noget vigtigt og vil tænke derover. Dette vil man også ofte gøre i bøn.
Bøn til Gud kan være mange ting. Tanker man får, ord man siger, tekster man synger, holdningen man antager, ritualer man udfører, og det alene eller i fællesskab.
I sin kerne er bøn dog en særlig form for dialog, fordi den sker med den usynlige og tavse Gud, som dog er i og bagved og over det, vi selv er og ser omkring os. I bøn prøver man at samle sig for denne usynlige, men allesteds- og altid nærværende, men tavse Gud. Koncentreret i sit stille sind vender man sig til ham, for han er der.
I Jesus’ Fadervor drejer den første bøn sig derfor herom: Helliget vorde dit navn, at Gud, vor Far som er i himlen (det vil sige i hans helt anden, guddommelige måde at være på), at han (ligesom han gjorde det lyst, da han sagde i begyndelsen, ”det vorde lys”), må hellige, må herligt fremvise sit navn, Jeg-er-der, for os, ligesom han jo har vist det frem for Moses og i Israels historie. Jeg-er-der er Guds stille, hellige ord til os i hele Jesu liv og død og i vor bøn.
Således at gå ind i Guds nærvær kræver samling og derfor stilhed. Men når ens opmærksomhed ikke holder ret længe, kan man bruge ord for at styre tankerne.
I gudstjenester bruger de kristne kirker bønnetekster, og bibelske eller kirkelige salmer. At være sammen i en menighed kan allerede give en vis samling og indre ensomhed, og ligeså kan det at lytte til en bøn eller sammen at synge en salme alligevel give indre samling og opmærksomhed om teksten.
Men teksten, ord, er ikke det sidste i bøn. Det sidste er bagved ord og tekst selve den troendes bevidsthed om Guds nærvær.
Alle klostre har noget at gøre med denne ensomhed og stilhed til bøn. Desuden vil deres tavse atmosfære også forhindre snakkesalighed eller dårligt sprogbrug. Ordet kloster, claustrum, betyder netop et afsondret rum, et aflukke. I århundredes løb har søstre og nonner praktiseret forskellige metoder for at opretholde en sfære af stilhed i deres klostre, ofte ordnet ved regler.
Karteuseres ovennævnte skik kendte man ikke i mit kloster. Det lille fællesskab fandt sin egen stille livsrytme i sin relativt store afsondring. Ville man søge stilhed og afsondring, kunne man finde det i kapellet, på sit værelse eller i naturen omkring, - når der ikke var snestorm.
Du ser, at det er noget helt andet, at mennesker kan blive sat ind i livet med dette handicap. Vistnok lever alle mennesker til slut i hver sin egen verden, men dine udviklingshandicappede børn gør det oven i købet i en særligt høj grad. Det gør kommunikationen svær, og det må være frustrerende. At hjælpe til at overvinde denne frustration, på begge sider, må være et krævende, men meget skønt job.
Men på spørgsmålet Hvorfor dette handicap? er der lige så lidt et sidste svar at finde som på alt andet ondt, som sker. Jeg ser ikke, at vi til sidst kan komme længere end kristendommens logo, Jesu kors, med hans Hvorfor? og hans sidste salmeord I dine hænder... Derefter kommer Påsken.
God arbejdslyst!
Med venlig hilsen
Bas van Vessum
Tidligere munk
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk