Himmelfart og himmelrejse i forskellige religioner

Jesus stiger til himmels i en sky
Kristi himmelfartsdag er dagen, hvor de kristne fejrer, at Jesus Kristus steg op i himlen 40 dage efter opstandelsen påskedag. Jesu himmelfart adskiller sig således fra Elias’ ved at finde sted efter hans død. Fortællingen om Jesu himmelfart er central i kristendommen, men indgår kun to steder i Det Nye Testamente.

Lukasevangeliet fortæller således:

Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud (Lukasevangeliet 24,50-53).

I Apostlenes Gerninger giver Jesus disciplene et løfte om Helligånden (Apostlenes Gerninger 1,6-8) inden selve himmelfarten. Løftet har et element af kraftoverførsel ligesom i fortællingen om Elias og Elisa i Det Gamle Testamente. Himmelfarten skildres efterfølgende mere konkret end i Lukasevangeliet:

Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen (Apostlenes Gerninger 1,9-11).

Til fortællingerne om himmelfart er der ligeledes knyttet en forestilling om, at den hellige person vil vende tilbage til jorden. I den kristne tradition forventer man Jesu tilbagekomst ved tidernes ende, der samtidig er knyttet til en ide om en fælles himmelfart for alle de frelste (Apostlenes Gerninger 1,11 og 1, Thessalonikerbrev 4,13-18).

Forventningen om tilbagekomst er dog ikke kun knyttet til Jesus. I jødernes eskatologi er Elias eksempelvis fremtrædende, og både Elias og Moses vender tilbage til jorden ved Jesu forklarelse på bjerget (Matthæusevangeliet 17).

Muhammed møder Jesus på sin himmelrejse
En vigtig del af den muslimske tradition er Muhammeds himmelrejse, som bliver betegnet Isra eller Mi'raj. Ifølge overleveringen er himmelrejsen der, hvor Muhammed møder de tidligere profeter og modtager påbuddet om de fem daglige bønner. Himmelrejsen er dog kun ganske kort nævnt i Koranen i sura 17, som indledes på følgende måde:

Højlovet være Han, der lod sin tjener rejse om natten fra det fredhellige bedehus til det fjerneste bedehus, hvis område Vi har velsignet, for at vise ham nogle af Vore tegn. Han er Den Hørende og Den Seende. (Sura 17, vers 1).

Ifølge den mere omfattende islamiske overlevering fandt himmelrejsen sted i år 622, hvor ærkeenglen Gabriel beder profeten om at følge ham på Buraq, den bevingede ganger. Buraq bringer profeten Muhammed til templet i Jerusalem, hvor han stiger op gennem de syv himle. I himlen møder Muhammed de tidligere profeter, blandt andet Isa (som er Jesus), Musa (Moses) og Ibrahim (Abraham). Muhammed er dog den eneste, der får lov til at komme ind i Allahs nærhed.

Der er meget få mirakuløse fortællinger om profeten Muhammed i modsætning til Det Nye Testamentes fortællinger om Jesus. Muhammeds himmelrejse har således fået en stor betydning, da dette er en af de eneste fortællinger, der ophøjer profeten til en himmelsk position. Fortællingen vidner desuden om en kreativ videreførelse af profet-litteratur fra både jødedom og kristendom.