Religion som magtfaktor i royale ægteskaber

Elizabeth I og de katolske bejlere
Et mellemværende historisk højdepunkt i den mere end hundrede år lange religionsstrid var da Henrik VIII i 1534 brød med romerkirken og etablerede Church of England, som hans datter Elizabeth I senere gjorde til en slags protestantisk statskirke.

Den engelske reformation handlede dog i første omgang mere om magt end teologi. Henrik VIII gjorde op med pavens magt over England, og da Elizabeth besteg tronen i 1559, havde hun udadtil brug for en konservativ protestantisme - den tro hun selv var opdraget i - for at sikre sig en form for legitimitet i det meget polariserede kongerige, hvor en halvdel af befolkningen var katolikker, og en anden halvdel var protestanter.

I praksis adskilte hendes religion sig altså ikke meget fra katolicismen, og det kan være en af forklaringerne på, at den pavetro Karl II blev hendes første seriøse bejler.

Fra 1559 til 1567 forsøgte habsburgerne forgæves at få den østrigske kongesøn Karl II gift med Elizabeth. Alliancen var udenrigspolitisk meget attraktiv for England - det var sikkert derfor forhandlinger stod på så længe - men Elizabeth var i sidste ende ikke i stand til at imødekomme Karl II's krav om at kunne afholde messe i England, når katolicisme formelt set var forbudt for alle andre i landet.

På trods af de mislykkede forhandlinger, var det ikke sidste gang, at Elizabeth overvejede en katolsk prinsegemal. I 1571 hed bejleren kortvarigt Henrik III, konge af Polen, storhertug af Litauen og senere konge af Frankring, og fra 1572 til 1582 var hans bror, den tidligere omtalte hertug Francis af Anjou, en mere seriøs kandidat.

Wilhelm den Tavse og Lutheraneren Anne
Fra reformationstiden og frem i historien har religiøsitet ofte været en stopklods for kongelige ægteskaber. Mange monarkier har fuldt en praksis svarende til den britiske tronfølgelov Act of Settlement fra 1701, som fastslår, at "en person (...) som bekender sig til den papistiske religion, eller gifter sig med en papist, kan ikke arve tronen; folket er sat fri fra deres loyalitet, og kronen går til den næste protestant i arverækken".

I de fleste europæiske kongehuse var den generelle holdning til blandings-religiøse ægteskaber i mange år altså meget lig holdningen til ægteskaber med ikke-kongelige. Men altoverskyggende politiske fordele kunne indimellem tilsidesætte de religiøse hensyn.

I 1561 giftede den katolske Wilhelm den Tavse af Holland sig med Anne af Saksen, der var lutheraner og søster til hertugen af Saksen. Det var Wilhelm, der indledte den hollandske uafhængighedskrig mod Spanien, og det var især i den forbindelse, at det var en fordel for ham at få indflydelse i tyske fystedømmer.

Ægteskabet med Anne blev godt nok annulleret efter 10 år, men senere nåede Wilhelm både at være gift med en calvinist og en huegonot. De giftemål var i overensstemmelse med hans begrundelse for at indlede oprøret mod den spanske kong Filip II. Han kunne ikke "acceptere, at monarker har trang til at herske over deres undersåtters samvittighed og fratage dem deres tros- og religionsfrihed".

Dronning Anne og de nidkære protestanter
1600-tallet var præget af en udpræget religiøs nidkærhed, og det var der blandt andet en dansk dronning, der fik at føle. Den protestantiske prinsesse Anne var i 1589 blevet gift med den daværende skotske konge James VI, og da James i 1603 overtog den engelske trone, blev hun briternes dronning.

I det mellemliggende årti havde Anne imidlertid fået smag for katolicismen, og ved kroningen nægtede hun til stor skændsel at modtage den anglikanske nadver.

Dronning Annes religiøse utilbøjeligheder gjorde hende upopulær, både i det prebyterianske Skotland og i det anglikanske England. Det er uklart, om hun rent faktisk havde konverteret til katolicismen, men ved hoffet og i det engelske samfund hang mistanken ved, og hendes tro er også blevet brugt som forklaring på, at hun og kongen langsomt gled fra hinanden og i de sidste år af deres liv levede hver for sig.

Det dansk-engelske ægteskab var dog som udgangspunkt - både religiøst og politisk - lige efter bogen. Da Frederik II i 1589 bortgiftede sin kun 15-årige datter skabte han en protestantisk alliance mellem den fremtidige konge af England og Østersøens danske stormagt.

30 år senere var Danmark og England - i hvert fald i begyndelsen - de bærende elementer i 30-års Krigens koalition af nordeuropæiske protestantiske lande - selvom Danmark måtte trække det militære læs og led store nederlag, som i sidste ende var med til at ændre magtforholdet mellem Danmark og Sverige.

Kejser Karl VI og konvertitten Elisabeth Christine
1700-tallet blev indledt med en højt profileret ægteskabelig alliance mellem en katolsk og en protestantisk familie. I 1708 blev den hellige romerske kejser Karl VI gift med Elisabeth Christine af Brunswick. Ægteskabet var arrangeret af Elisabeth Christines ambitiøse farfar og var for ham afkast på en politisk-militær investering. For Elisabeth Christine indebar det, at hun som 16-årig modvilligt måtte konvertere til katolicismen.

Den umiddelbare baggrund var Den Spanske Arvefølgekrig. Der var i 1701 udsigt til, at Frankrigs kommende konge skulle arve alle spanske besiddelser, og da habsburgernes tysk-romerske kejser gik ind i krigen for selv at gøre krav på kongedømmet, fik han følgeskab af en række protestantiske regenter, der for alt i verden ønskede at begrænse Frankrigs stigende magt. Blandt disse var Elisabeth Christines farfar Anthony Ulrich, hertugen af Brunswick-Lüneburg.

Året efter at han havde tvangsomvendt sit barnebarn, konverterede Anthony Ulrich selv til katolicismen. Det var en kontroversiel beslutning i det tyske hertugdømme, selvom Anthony Ulrich forsikrede sine undersåtter om, at beslutningen ikke ville få indflydelse på hans regering.

Dronning Josefine og de katolske kirker
I nyere tid er der blevet løsnet for de religiøse restriktioner. I Danmark er det i dag principielt kun regenten, der skal være medlem af folkekirken, selvom de tilgifte i praksis altid har konverteret til den lutherske kristendom. I takt med at monarkierne har mistet politisk indflydelse, har religion også mistet betydning som en faktor i de ægteskabelige overvejelser. Det er Josefine af Leuchtenberg et godt eksempel på.

I 1823 blev den 14-årige italienske prinsesse og hertuginde gift med den svensk-norske konge Oscar I. Den unge Josefine måtte i forbindelse med ægteskabet skille sig af med sit mellemnavn Napoleon, som var anstødeligt for svenskerne, der nogle år forinden havde været i krig med Frankrig.

Til gengæld fik hun lov til at beholde sin katolske tro. Hun opdragede sine børn som lutheranere, men var selv en stærkt troende og praktiserende katolik, og hun var blandt andet med til at opføre de første katolske kirker i Sverige siden reformationen.

På trods af sin fremmedartede tro opnåede Josefine stor folkelig popularitet i Sverige og fik også sat nogle lovgivningsmæssige fingeraftryk på det svenske samfund. Blandt andet menes hun at stå bag Sveriges lov om religionsfrihed fra 1860.

Kongerøgelse og hjertets regent
Der er et stort spring fra Elizabeth I's katolske bejlere, som ikke kunne få lov til at tænde røgelse i deres private gemakker, og til den svenske dronning Josefine, der byggede katolske kirker i Göteborg, Stockholm og Oslo. Eller fra Josefine fra 1800-tallet til 1600-tallets dronning Christina af Sverige, der blev tvunget til at abdicere, efter at have konverteret til katolicismen.

I et historisk perspektiv har royale ægteskaber, både på den ene og den anden måde, været vigtige faktorer i den politiske arena, og når politik har været domineret af religiøse hensyn, har ægteskaberne det i mange tilfælde også. Selvom man selvfølgelig heller ikke skal glemme, at af alt i verden er hjertet trods alt det sværeste at regere.