64 procent af alle amerikanere mener, at dommerkendelserne i de senere år har været mere antireligiøse
De mange retssager om adskillelse af stat og kirke, som i et par årtier i voksende antal føres i amerikanske retssale, har skabt voksende mistillid til dommerne. En meningsmåling, som det anerkendte nationale bureau Rasmussen Reports gennemførte i april, viser, at 64 procent af de adspurgte mener, at dommerkendelserne i de senere år er blevet mere antireligiøse, end det var forfatningsfædrenes hensigt. Det skriver Christian Post.
Kun 21 procent mener, at dommernes afgørelser i de mange sager om religion i det offentlige rum har tolket den amerikanske forfatning korrekt. Den største modstand findes hos evangelikale kristne med 87 procent. Blandt amerikanere, der sjældent eller aldrig går i kirke, er der til gengæld 51 procent, der forsvarer dommernes afgørelser.
I den rapport, der offentliggøres om undersøgelsen, fremgår, at tolkningen af forfatningen rangerer mellem to opfattelser, dels at den kun forbyder stiftelsen af en statslig understøttet kirke, og, dels at religion er forbudt overalt, hvor det drejer sig om offentlige midler eller anden kontakt med statsmagten. Domsafgørelserne har i de senere år mest hældet mod den sidste tolkning.
Undersøgelsen er gennemført umiddelbart efter, at en dommer tidligere i år erklærede, at den nationale bededag, der indførtes for mere end 50 år siden, strider mod forfatningen. Den aktuelle undersøgelse viser, at 60 procent af amerikanerne er imod afgørelsen. Kendelsen, der er appelle-ret til højere retsinstans, har også vakt voldsom debat hos politikerne, og bl.a. har Det Hvide Hus – altså præsident Obama – erklæret, at man vil kæmpe for at fastholde dagen.
46 procent mener, at USA's højesteret er for negativ over for religion, medens kun 13 procent siger, at den har været for venlig. 61 procent vil tillade bøn i offentlige skoler, og der er også flertal for, at kristne symboler kan få plads i det offentlige rum. Hele 77 procent erklærer, at bøn stadig skal være en del af indsættelsesceremonien for en ny præsident.