Babyen sidder med opmærksomme øjne rettet mod dukketeatret. Tæppet går op, og den hjælpsomme røde klods skubber den gule klods op ad bakken. I næste scene kommer den blå klods derimod busende og skubber sin røde kollega ned ad bakken. Hvem vil man helst lege med efter denne opførsel? Oftest den hjælpsomme klods viser talrige studier af babyers evne til at opfange nuancer i god og dårlig opførsel.

Psykologiprofessor Paul Bloom fra Yale University vover derfor den påstand, at mennesket allerede fra et meget tidligt livsstadie har en elementær sans for godt og ondt. Han modsiger dermed århundreders opfattelse af det lille menneske som en skabning, som er forbavsende længe om at tillære sig disse aspekter af menneskelivet.

Paul Bloom har på instituttet Infant Cognition Center på Yale University i USA lavet talrige studier over babyers reaktionsmønstre og psyke. En af de ting, han har baseret sine forsøg på, er børnenes øjenbevægelser. Da babyer ikke har mange andre muligheder for at udtrykke interesse uden et sprog, kan deres reaktioner iagttages i deres øjne.

Forsøgene er enkle dukkespil som det ovenfor beskrevne. Her smiler og klapper babyerne for eksempel, når de ser de ”gode” klodser, men rynker panden, ryster på hovedet og ser kede ud af det, når de ”uartige” kommer på banen. Med andre ord er babyernes reaktioner instinktive ifølge Bloom.

“Ved hjælp af velplanlagte eksperimenter kan man se glimt af moralske tanker, moralsk dømmekraft og moralske følelser selv i det første livsår. En vis sans for godt og ondt synes at være medfødt,” siger Paul Bloom til The New York Times.