- Selvfølgelig skal vi missionere!

Pengene skulle – bortset fra Danmissions bidrag - komme fra sognene i Odense Kommune, hvilket vil sige, at sognene skulle tage stilling til, om de ville bruge penge fra medlemsbidraget på en aktivitet, som ikke var rettet mod folkekirkens egne medlemmer.

Og hvad skulle man kalde aktiviteten? Mission, oplysning, information, dialog eller hvad?

Det sidste spørgsmål har jeg selv været ret ligeglad med. Hvis man fortæller folk, hvad kristendommen går ud på, er det vel både det ene og det andet. Problemet er vel kun, at ordet "mission" i vores kulturkreds bliver forbundet med en kulturimperialisme, som vi af andre grunde ikke er stolte af.

Både islam og kristendom er kulturskabende
Men det hjælper ikke noget at benægte, at vi lever i en kristen kultur. Og hvis vi vil fortælle nogle mennesker om, hvad kristendommen går ud på, så undgår vi ikke at påvirke dem i en kulturel retning. Som historisk fænomen betragtet er kristendommen kulturskabende – ligesom alle andre religioner også er det.

Islam er også kulturskabende med et krav om, at samfundet skal indrettes efter en religiøst begrundet lovgivning kaldet "sharia". Også lutherdommen er kulturskabende med et religiøst begrundet krav om, at man skal skelne mellem lov og evangelium, mellem verdsligt og åndeligt, og mellem offentligt og privat.

Uanset at denne skelnen kan fortolkes forskelligt, så har den på helt grundlæggende vis været med til at forme vores samfund.

Når vi fortæller andre om, hvad vi selv tror på, bidrager vi dermed til at introducere dem til en samfundsopfattelse.

Vi kan kun have én samfundsopfattelse
Spørgsmålet er, om man kan have flere samfundsopfattelser inden for det samme samfund. Det kan man ikke. Det er selvmodsigende! Man kan have flere fortolkninger, meninger og holdninger inden for den samme samfundsopfattelse, hvilket er et gode, som i den folkelige debat bidrager til at udvikle samfundet.

Men man kan ikke i det samme samfund have to samfundsopfattelser, som grundlæggende modsiger hinanden.

Hvis man har det sådan, at troen – det vil sige ens opfattelse af kristendommen – er en salighedssag, så er det ikke blot en privatsag, som man holder for sig selv. Man bliver nødt til at fortælle andre om den, netop fordi det er en salighedssag. Så er der tale om mission.

Folkekirken er misforstået blufærdig
Men da kristendommen er kulturskabende, bliver troen også til et samfundsanliggende. Eller sagt med andre ord: Når vi i integrationens navn bestræber os på, at bibringe indvandrere en forståelse af, hvad det er for et samfund, de er indvandret i, bliver vi nødt til, at fortælle dem, hvad det er for en tro, der har formet samfundet.

Det er vi i Danmark meget dårlige til at fortælle. I en eller anden misforstået blufærdighed er folkekirken specielt dårlig til at fortælle andre om, hvad den tror på, og det er meget svært at rejse penge til formålet. Det er ikke godt!

Hvis vi mener det alvorligt med integrationen, bliver vi nødt til at fortælle, hvad vi tror på. Hvordan skal de andre ellers få et tillidsfuldt forhold til det samfund, vi nu engang er fælles om? Denne fortælling er det folkekirkens opgave at tage vare på. Derfor skal der også være penge til formålet.

Så selvfølgelig skal vi gøre, hvad vi kan for at omvende muslimerne.

Hvad ellers?

Kresten Drejergaard er biskop i Fyns Stift.