Hele verden venter på VM, og i Sydafrika er de klar til at invitere verden indenfor. Det gælder også landets katolske kirke, der har lanceret initiativet "Church on the ball"
Når der i dagene 11. juni til 11. juli afholdes VM i fodbold, er Sydafrikas katolske kirke med på sidelinjen. Landets biskopper har lanceret hjemmesiden
Churchontheball.com, der skal kaste lys på de forskellige kirkelige aktiviteter, som finder sted i forbindelse med slutrunden.
"Church on the ball" kan løst oversættes til "den opmærksomme kirke", og den katolske kirke i Sydafrika vil blandt andet forsøge at skabe opmærksomhed omkring to af de mest alvorlige problemer på det afrikanske kontinent, nemlig Aids og trafficking (kvindehandel). Flere undersøgelser har vist, at prostitutionen stiger under store sportsbegivenheder som OL og VM, og når prostitutionen stiger, gør kvindehandlen det også.
Men det er ikke kun den store sportsbegivenheds skyggesider, som skal frem i lyset. Den katolske kirke vil også forsøge at markere sig som en levende del af det sydafrikanske samfund og som et fællesskab med de samme dyder og værdier, der kendetegner fodbold. Det er ifølge Durbans ærkebiskop Wilfrid Napier blandt andet tålmodighed, udholdenhed og respekt.
Katolicismen er nok den religion, der står fodbolden nærmest. En overvægt af verdens troende fodboldspillere og fodboldfans er katolikker, og England er den eneste ikke-katolske nation, der nogensinde har vundet mesterskabet. Det var på hjemmebane i 1966.
Den forrige pave Johannes Paul II var angiveligt en habil målmand, og selvom fodboldkampene i hans polske fødeby typisk var katolikkerne mod jøderne, stod paven gerne på mål for jøderne, hvis der manglede spillere.
På Churchontheball.com kan man finde oplysninger om kirker og sogne i omegnen af de stadions, hvor slutrundens kampe spilles. Tæt på det imponerende Soweto stadion i Johannesborg, hvor Danmark den 14. juni spiller sin første kamp mod Holland, finder man fx den mere uanselige, men ikke mindre imponerende Regina Mundi kirke (Verdens Dronning). Kirken spillede en afgørende rolle i kampen mod apartheid og er i dag valfartssted for turister fra hele verden.
De kirkelige initiativtagere har også forfattet en VM-bøn, og på hjemmesiden har fader Bertrand Cherrier sat ord på, hvordan den katolske kirke opfatter sammenhængen mellem fodbold og tro. Og det er ikke gudsdyrkelse, der er et afgørende fællestræk.
"Hverken spillet eller troen er en nødvendighed. Det er en frivillig forpligtelse og en trang til at deltage med åbent sind i øjeblikke af sammenkomst og samvær. I spillet kan det handle om et øjeblik. I troen er det for hele livet."