8 indlæg det seneste døgnLuther opponerede både mod transubstantiationslæren, som var den katolske opfattelse, som betød, at der sket en forunderlig forvandling, hver eneste gang, man gik til alters. Messe-offeret kalder man det også.
Her blander SKL for det første transubstantionslæren og messeofferet sammen. Messeofferlæren er den romersk-katolske lære om, at der i nadveren sker en ublodig gentagelse af ofringen på Golgatha. Transubstantioneslæren er den den romersk-katolske opfattelse, at brødets og vinens substans udskiftes med Jesu legemes og blods substans i nadveren. Luther og lutheranerne kunne godt tale om en forvandling, men ikke om en transubstantion, hvor substansen udskiftedes.
SKL fortsætter:
Luther gjorde sig til talsmand for konsubstantiationslæren, som vil sige, at der skete en væsenssammensmeltning.
Mig bekendt har Luther aldrig gjort sig til talsmand for en konsubstantiationslære. Det gør den svenske ekspert i Luthers nadverlære, Tom G.A. Hardt også opmærksom på i sin doktordisputats, “Venerabilis et Adorabilis Eucharistia”. Begrebet blev brugt af nogle middelalderlige teologer desuden senere af anglikanske teologer, men ikke af Luther og lutheranerne.
SKL skriver endvidere om Luthers syn på tingene:
Derfor ER nadveren ikke DIREKTE Jesu legeme og blod.
Det passer ganske enkelt ikke. Luthers syn på brød og vin som Jesu legeme og blod er langt mere direkte end Thomas Aquinas’ og den romersk-katolske kirkes syn.
For Luther og den lutherske kirke benægter, at det kun er Jesu legemes og blods substans, der er nærværende i brød og vin. Og Luther havde ikke blot nogle diskussioner med de reformerte, der benægter, at brød og vin er Jesu legeme og blod – han nægtede dem broderhånden.
Desværre er SKL ikke den eneste, der misforstår den lutherske nadverlære. SKl henviser selv til en artikel af Kirsten Kjærulff, hvor hun i den grad sammenblander folkekirkelig liberalteologi med luthersk kristendom.
Kirsten Kjærullf (KK) skriver:
Først og fremmest er den naturligvis Kristi levende nærvær i kød og blod (realpræsens) i kraft af Helligåndens virke ved præstens salvede hænder (- og ikke som Luther mente i kraft af troens “kvalitet” hos modtageren!)
Det er ganske enkelt usandt, at Luther skulle mene, at Jesu legeme og blod er nærværende i kraft af troens kvalitet hos modtageren. Det er den calvinistiske nadverlære, KK her fremstiller som luthersk. Den lutherske kirkes lære er tværtimod, at der hverken er præstens salvede hænder eller modtagerens tro, men Kristi indstiftelse, der gør jesu legeme og blod nærværende i nadveren. Den lutherske lære er netop objektivt og ikke subjektivt funderet, som både romersk og reformert kristendom er det.
KK skriver endvidere:
Katolsk teologi er en teologi “fra oven” (”teokratisk”), mens den lutherske som princip er en teologi, som har mennesket som udgangspunkt: En teologi “fra neden” (”demokratisk”).
Det er igen usandt. Den lutherske teologi tog udgangspunkt i Guds objektive åbenbaring. det kom f.eks. også til udtryk i striden om de frie vilje, hvor Luther stod overfor renæssancehumanisten Erasmus af Rotterdam.
I det hele taget er Kirsten Kjærulffs fremstilling af luthersk kristendom dybt karikeret og ligner mere folkekirkelig liberalteologisk vulgærprotestantisme end luthersk kristendom.
Nu svarer KK også på et spørgsmål, der forudsætter den folkekirkelige ulutherske nadverpraksis, hvor hvem som helst kan gå til alters. Men den gamle lutherske nadverpraksis var ikke mindre eksklusiv end den romersk-katolske – og er det stadig ikke hos os, der vitterligt er lutheranere og netop af den grund ikke er folkekirkelige.
