Hvad er dit åndelige ståsted?

I begyndelsen troede jeg, at jeg havde fundet ham; senere opdagede jeg, at det var mit eget spejlbillede, jeg så i ham; nu har jeg forladt spejlbilledet og går videre i tillid til, at han vil åbenbare sig selv i takt med, at jeg mister mig selv (Matt. 16,25).

Sagt på en anden måde: Først troede jeg, at jeg havde sandheden; så opdagede jeg, at sandheden var betinget af min fattige evne til at opfatte den, og at Gud er ufattelig meget større end min evne til at erkende ham; nu har jeg aflagt både min erkendelse og bekendelse, og for mig er dette troens ultimative vovestykke.

Jeg håber en dag at kunne bekende af hjertet, at jeg ikke længere tror på Gud – for nu kender jeg ham. Det er den form for indsigt, som skaber virkelig forvandling.

Når vi kender Gud og er ét med Jesus i kendskab – når det “ikke længere er mig, der lever, men Kristus der lever i mig” (Gal. 2,20) – er forskelle ikke længere væsentlige. Vi begynder at se sammenhænge og medmennesker, hvor der før var adskillelser og modmennesker.

Jeg er ikke udlært i dette, men jeg begynder at se, at for Gud er der ingen kasser at putte folk i, og ingen roller for folk at gemme sig bag. Alt er åbenbart for ham, uanset hvad vi kalder os selv eller andre.

Hvad vi tror med vore hoveder – om vi bekender os som buddhister, kristne, jøder eller andet – er ikke væsentligt. Det væsentlige er den indstilling, vi har i hjertet. Hovedet (religionen) kan vi ændre forholdsvis let gennem argumenter, synspunkter og overbevisninger – men hjertet (indstillingen) kan kun ændres af Gud, når vi vover at slippe vores egen betydningsfuldhed og overgive os til Guds vej – her udtrykt gennem profeten Mika i GT:

“Gud har vist dig, hvad han kræver af dig: at du lever i retfærdighed, kærlighed og barmhjertighed – og vandrer i ydmyghed med ham.» Det er efterfølgelsens vej.

Jeg vælger dagligt at gå denne vej, uanset om den fører til et lykkeligt liv, et smertefuldt liv, eller begge dele. Jesus er min mester på vejen, og undervejs bliver jeg formet i hans billede (Rom. 8,29; 2. Kor. 3,18) indtil jeg skal se ham, som han er, og være ham lig (1. Johs. 3,2).

Denne forvandling sker her i tiden – her og nu – og dette er essensen i Jesu evangelium om gudsriget.

Jeg ønsker, at Gud må føre mig så langt som muligt, inden jeg skal over på den anden side, hvor jeg skal få lov at se alting klart og uden filtre. At Jesus er min mester betyder for mig, at han både er min forløser og mit forbillede – den førstefødte blandt mange brødre og søstre (Rom. 8,29), der har lovet at føre os ind i frihedens land.

Jeg hilser Moses, Buddha, Muhammed, Lao-Tse, Kungfutze og alle andre lærere, som kom for at pege mod frihedens land. Men jeg bøjer mig for Kristus, for han leder mig til landet. Når jeg bøjer mig for ham, kan jeg ikke undgå også at bøje mig for dig og alle andre. Han er i alt, og alt er i ham.

Kære Anna, lad os ikke begrænses af gamle tænkemåder. Det er, hvad omvendelse betyder: at skifte sind, at få et højere ståsted, at rense ud i hjertets illusioner. Dine spørgsmål er gode og velmente, men du finder ikke sandheden om Jesus og Gud ved at formulere dem ud fra gamle tænkemåder. Selve formuleringen er vildledende.

Drop svarene, de er alligevel usandheder forklædt som trossandheder. Drop spørgsmålene, de giver dig ikke sandere svar, end dine spørgsmål kan rumme. Der findes et rum hinsides spørgsmål og svar – det allerhelligste, som er tømt for alle meninger, synspunkter og religiøse udtryk.

Venter du der, vil du før eller senere møde den Gud, som bor i ingenting, og som bag om alle forestillinger, navne og læresætninger kun har det ene navn Jeg er.

Kærlig hilsen
Ben Alex
Forfatter