“Jeg var i kloster i 53 år”

Livsformen der var helt viet til fælles bøn og lovsang og manuelt arbejde, og jeg forstod, at i munkenes fælles korbøn skulle man alligevel også være alene og ensom.

Om Gud og Kristus læste jeg gerne i det Nye Testamente, især Paulus’ forkyndelse, så vanskeligt hans breve end var. Dette perspektiv alene skulle fylde mit liv.

Munkeerfaringen var anderledes
Der viste sig dog en stor forskel mellem klostergæstens syn på livet bag murene og munkenes egen erfaring. Denne livsform begyndte for mig i 1953, og jeg udtrådte efter forskellige tilløb 53 år senere.

Min erfaring er kun den af kormunk. Der var dog også altid såkaldte lægbrødre i disse klostre. De skulle med deres arbejde i klosterets værksteder muliggøre kormunkenes tjeneste i kirken. Denne typiske opdeling fra det 11. århundrede blev afskaffet midt i tresserne.

Erfaringen er ikke tabt
Jeg er taknemmelig for alle mine år i klosteret. Det er ikke et tabt liv. Meget har jeg der modtaget fra en lang og bred klosterlig og kirkelig visdomstradition. Den beriger et menneske dybt og vil præge personen med indsigt i sig selv og i gammel menneskelig, åndelig og psykisk erfaringsviden.

De første år var jeg med en håndfuld andre unge munke under uddannelse. Livets gang var i starten temmelig nyt og anderledes. Dagene var meget strukturerede. Reglen bestemte dagens forløb. Det anerkender jeg nu som en stor hjælp, når man har et mål og godt vil bruge sin tid.

Den gregorianske sang havde allerede før fængslet mig, og det har den gjort siden, - altså det, selv at synge med!

Unge munke stillede kritiske spørgsmål
Efterhånden, hjulpet af ajourført teologi- og spiritualitetsstudiet og senere af koncilets inspiration, blev vor kritiske sans skærpet, og sammen med vore lærere opdagede vi unge i vor kirkelige og klosterlige tradition både nye perspektiver og huler.

Traditionen er selvsagt altid i fare for at stivne og udtørre. Klosteret tilhørte desuden typen af det stabile klosterfællesskab, som i princippet kun ændres ved indtrædelse og dødsfald. Det talte de praktisk nonaktive ældste, så den store midtergruppe, som materielt drev klosteret, og så den lille gruppe af yngste munke endnu under uddannelse.

De sidstes iver legemliggjorde synligt fællesskabets idealer. Men deres åbne og kritiske spørgsmål kunne sætte sindene i bevægelse. Munkens egentlige og fuldværdige kald blev så f.eks. i 1950’erne genopdaget, og man løsnede derfor det historiske bånd med præsteskabet. Sammen med andre unge munke frabad jeg mig præstevielsen.

Vi tog til Danmark for at eksperimentere
Under og efter koncilet fortsatte fornyelsestrangen, og den resulterede også i klostre og hos os i eksperimenter. Med fem andre munke kom jeg til Danmark, Bornholm, og vi begyndte her på et husmandssted og i en helt ny situation at give form til det gamle munkeideal. Hver af os har naturligt oplevet denne periode forskelligt.

Nogle interesserede udefra kom også og prøvede vort liv, men næsten alle gik igen. Vi selv blev så efterhånden til tre og senere igen til fire. Jeg oplevede disse år med ups and downs, men alligevel igen og igen i grunden som positive.

Eksperimentet mislykkedes
Naturligvis var der også hos os spændinger mellem personer. Disse tilsammen med nye indsigter som i min søgning voksede frem, eller med nye spørgsmål om basale værdier og normer førte efterhånden til at jeg efter 40 år til slut forlod fællesskabet. Jeg så eksperimentet som for mig mislykket.

Disse nye indsigters fælles grund genkendte jeg dels som beslægtet med den moderne sekulariseringserfaring. Fænomenet har dog allerede været på vej siden Renæssancen og endnu mere siden Oplysningstiden, da det vestlige menneske begyndte at blive og føle sig voksen i forhold til den traditionelle religiøse tolkning af verden.

Jeg tvivlede på cølibat og kirkeautoritet
Fra tressernes teologer lærte jeg så, at der også blev stillet spørgsmålstegn ved klosterlivet på grund af sekulariseringens nye guds- og menneskebillede - og jeg oplevede også dette selv.

For mig udkrystalliserede dette sig i kritiske spørgsmål til især den klosterlige lydighed og til den kirkelige autoritet, til cølibat, kyskhed og venskab, til korbønnen og også til den traditionelle tolkning af Jesus’ frelse, forsoningen gennem korset (skønt det sidste allerede træder stærkt frem i NT, og for en del også har præget klosterlivets historie og kristen spiritualitet).

De fleste af disse spørgsmål hænger stadig i luften. De går også dybere end f.eks. problemet med magtmisbrug.

Undervurder ikke magtmisbrug
Magtmisbrug vil altid forblive muligt, så længe der er forskel blandt os mennesker i intelligens, styrke og mod.

Værst ville derfor være from-naivt at undervurdere eller ligefrem at affærdige forekomsten af alvorligt magtmisbrug i klostre. Dette misbrug kan være særligt fristende i små lukkede samfund, især ved strenge og skæve opfattelser af den kirkelige eller klosterlige autoritet.

Oldkirken anså f.eks. allerede den lokale biskop for at være vicarius Christi, Kristi stedfortræder. Klostervæsenet overtog det hurtigt for sin lokale forstander, abbeden. Men spørgsmålet er, hvori biskoppen eller abbeden er Kristi stedfortræder?

Jeg tog konsekvensen af mine overvejelser
Hvori grunder sig al kirkelig autoritet? Sker det ikke i Guds selvåbenbaring i Jesus, dvs. i hans bjergprædiken med hans død og opstandelse, altså i Jesu efterfølgelse?

Skønt den enkelte ikke altid alene kan finde det endelige svar på konkrete spørgsmål, har jeg for mit vedkommende prøvet at danne mig en mening og drage konsekvenserne. For derefter taknemmelig, nøgtern og kritisk at fortsætte besindelsen på min egen lille erfaring som katolsk kristen og medmenneske.

Bas van Vessum er tidligere munk og panelist ved religion.dk.