- Alle traditioner har snavs i krogene

Det virker eksempelvis latterligt, hvis en dansk statsminister skulle tage afstand fra eller sige undskyld for vikingernes hærgen i England eller Frankrig. På samme måde kan det godt være lidt anstrengende, som præst i den danske folkekirke i 2010 at skulle stå til ansvar for den katolske kirkes handlinger i Sydamerika i 1500-tallet.

Dels afhænger vores stillingtagen til ”sorte pletter” også af den geografiske afstand. Det kan være svært som eksempelvis lutheraner at tage ansvar for, hvad lutheranere på den anden side af Jorden mener og gør, uanset hvor ”sorte huller” det end måtte være.

Dels afhænger en stillingtagen af, i hvilken grad man er tilknyttet bevægelsen eller traditionen. Eksempelvis kræves der ikke den samme stillingtagen af et menigt medlem af Socialdemokratiet som af formanden for Socialdemokratiet.

Sognepræster kan ikke fraskrive sig Bibelen
Som sognepræst i den danske folkekirke er man i allerhøjeste grad med i en lang og bred tradition, og man er via præsteløftet forpligtiget i ekstraordinær grad.

I præsteløftet lover præster at de ”vil beflitte sig på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger”.

Det virker derfor ganske ulogisk, hvis man som præst i den danske folkekirke vil frasige dele af helligskrifterne. Bibelen er selvfølgelig en samling af skrifter, der skal fortolkes, men at afskrive dele af skrifterne, må ligge uden for mulighederne som forpligtiget på præsteløftet.

Biblen udgør fundamentet for et fællesskab med kristne ud over hele jorden. Men denne bundethed til Biblen kan dog ikke betegnes som fundamentalisme, da der i kristendommen er mange eksempler på, at kristne fornyer sig ved at gå tilbage til deres kilder. Det betyder, at man ikke bogstaveligt kan repetere de bibelske skrifter, men man tager det bibelske budskab med til sin egen tid.

Både Grundloven og Bibelen skal fortolkes
De danske evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter - de symbolske bøger – er selvfølgelig også historiske dokumenter, og dermed et resultat af menneskers overvejelser om troen i deres tid. Derfor kan forholdet til dem sammenlignes med forholdet til den danske Grundlov.

Sprogligt og sagligt er der dele af bekendelsesskrifterne og Grundloven, der åbenlyst er ude af trit med den almindelige nutidige brug, men alligevel er det forbundet med store vanskeligheder at ændre Grundloven, og det vil også være problematisk at ændre på eller nyskrive bekendelsesskrifterne. Derfor må også de fortolkes, og man må besinde sig på dem.

Tilbageblik på traditionen kan blive dømmesyg
Des bredere traditionen bliver: Bibel – bekendelsesskrifter – kirkefædre - store og anerkendte teologer, des flere ting er der at tage afstand fra i traditionen. Hvad Luther og andre af de reformatoriske teologer eksempelvis mente om jøder og muslimer er meget interessant, men deres tanker bærer jo i allerhøjeste grad præg af, at de er præget af deres tid.

En eventuel afstandstagen til deres tanker må da også altid afpasses dette forhold, og de skal bedømmes ud fra deres tid. Til tider kan afstandtagen til kirkefædre og store teologer tage form af en tilbageskuende dømmesyge.

Når man bedømmer Luthers tanker om muslimerne, sidder vi med en viden om, at tyrkerne altså ikke indtog Wien og Tyskland, men den viden havde Luther ikke, da han nedskrev sine holdninger til tyrkerne.

Frasigelse af tradition er frasigelse af fællesskab
Når man er den del en tradition, er man på en eller anden måde også en del af et fællesskab, og man kan ikke frasige sig dele af traditionen uden dermed også at frasige sig fællesskabet.

Set i dette lys er der forskel på, hvilket fællesskab man dermed afviser. Frasiger man sig dele af Biblen, udelukker man sig i en grad fra det kristne fællesskab, da Biblen er det helligskrift, der konstituerer et kristent fællesskab.

Undsiger man sig de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter, fravælger man sig i nogen grad det lutherske fællesskab. Dette har vel sagtens størst betydning internt i den danske folkekirke.

Endelig er det, set i dette lys, rimeligt uproblematisk at tage afstand fra kirkefædrenes og de store teologers tanker, da de ikke direkte konstituerer fællesskaber.

Heinrich Wichmann Pedersen er sognepræst og har i foråret været feltpræst i Libanon. Tidligere generalsekretær i Israelsmissionen.