Sand teologi opliver kærligheden til Gud

Få ting gør mig så trist som vores uformåen i forhold til at tilbyde unge mennesker, som føler sig kaldede til tjeneste i kirken, den uddannelse, som deres kaldelse og længsel fortjener.

Gang på gang sidder de foran mig og siger: "Nu må jeg tage en pause fra mine teologiske studier, hvis ikke bønnen i mit hjerte helt skal slukkes."

I den pinsevækkelse, som jeg selv er vokset op i, fandtes der længe en dyb skepsis mod præsteuddannelsen. Der var grund til skepsissen, selv om den havde en bagside. Nogle fik det indtryk, at teologisk fordybelse ikke var specielt vigtigt -- hvilket det i høj grad er!

I pinsevækkelsens to første generationer levede prædikanterne i en bedende omgang med Bibelen, som skolede mange af dem til teologer i oldkirkelig stil. "Teolog er den, som beder i ånd og sandhed, og den, som beder i ånd og sandhed, er teolog," sagde man på den tid.

I dag ser det anderledes ud. Både med pastorers og præsters åndelige læsning og med hjemhørigheden i Bibelen hos dem, som betræder vejen til menighedstjeneste. At vokse op i en pinsekirke er ikke længere det samme som at blive imprægneret af Guds Ord.

Da er det nødvendigt, at den som oplever en indre dragning mod præstetjenesten får hjælp med sin teologiske og åndelige fordybelse. Og rimeligvis burde det være det et og samme: teologisk og åndelig fordybelse.

Netop her ligger dilemmaet. Når teologiske studier ikke med selvklarhed opliver bønnen og kærligheden til Gud, føder selvopofrelse og frihed fra egne ambitioner, er noget gået galt.

Endnu engang er det nødvendigt at vende blikket mod den udelte kirkes tid. Da vidste alle, at kundskab om Gud kun kan opnås gennem skuen. Derfor er al virkelig teologi i grunden teoskopi -- gudsskuen -- som Martin Lönnebo har udtrykt det.

Teologen er en, som har fået sit slør taget bort, er blevet slået og forandret. "Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer."

I ortodoks tradition har man holdt fastere på dette. Der har man i historiens løb foræret tre personer -- ikke flere -- hæderstitlen "teolog." Den første er Johannes Teologen, det vil sige evangelisten, som lænede sig mod Jesu bryst under måltidet, og som taler om Jesus, så hjertet begynder at banke.

Den anden er Gregorius Teologen i 300-tallet, også kendt som Gregorius af Nazianz, en teologisk lovsanger, som får tanken til at gribes af svimmelhed. Den tredje er Symeon den Nye Teolog, Konstantinopels farverige pinseven fra 900-tallet.

Alle disse har til fælles, at de har været banebrydende, når det gælder åndelige indsigter, som de har omsat i praksis. Og hvilken er deres "praksis?"

De udmærker sig som bedende og gudselskende, deres sprog retter sig mod det uudsigelige. Talen om Gud i deres munde, er en doxologi, en lovprisning. Det er at tale til Gud mere end om Gud. Fortættet, autentisk, mangetydigt. Henførende mere end beskrivende. Ikke i et øjeblik forsøger de at forklare Gud, men de taler om den Treenige, så at de, som lytter, får forklaringen.

I Oldkirken indser man, at så snart teologien bliver beskrivende fjernes tilførslen af næring til troen. Når den, som prædiker, tror, at hans opgave er umiddelbart at gøre bibelteksten forstået, svigter han sine tilhørere. Men når prædikanten vækker forbløffelse og lovsang hos sin menighed, er han lykkedes. De er blevet åndsdøbt, mens de lyttede til prædikenen.

En af de 1900-talsteologer i denne tradition, som jeg ofte opbygger mig med er Fader Alexander Schmemann, født i Rusland, men under en stor del af sit liv virksom i USA. Han inkarnerede som få den bedende teologi.

"Der fandtes en tid," skriver Schmermann, "da teologien var Guds ord, ikke bare ord om Gud uden gudgivne ord, åbenbarelse." I den dagbog han førte, som man fandt efter hans død og senere publicerede, plages han af den måde, hvorpå teologien for tiden bedrives: "Jeg føler mig overbevist om den akademiske teologis upålidelighed. Men min er en råbendes røst i ørkenen..."

I en selvransagende refleksion udbryder han: "Voksende utilfredshed med mine forelæsninger og kurser, mit livs academia. Jeg tror ikke på den teologiske videnskab; det er på tide for mig at erkende det."

Hvorfor denne afvisende indstilling? Fader Alexander mener, at "alt rationelt og rent logisk tænkende er forførende; det bærer ingen frugt, giver intet liv. Et rationelt og logisk menneske har yderst svært ved at omvende sig."

Hvad er da nødvendigt for at blive en god teolog og præst? For Alexander Schmemann står det aldeles klart: liturgien, den livgivende gudstjeneste, er den kilde, som rummer alt det, vi behøver, til ånd, sjæl og krop.

Under påskeugen 1973 skriver han i dagbogen: "Hvis mennesker virkelig fejrede påsken, opstandelsen, Pinsen... så ville der ikke være noget behov for teologi. Al teologi rummes her... Den ikke bare åbenbares, den flyder ind i hjertet og sindet."

Derfor møder man ofte udtryk som disse i dagbogen: "De seneste to dage har jeg frydet mig over tanken om, at jeg i morgen skal fejre liturgien!" En pinseven ville måske ikke udtrykke sig præcist sådan -- "fejre liturgien" -- men hun kan, om hun er ven af pinsen, føle dyb forbundethed med, hvad denne præst skriver.

For hvad Alexander Schmemann mener med at "fejre liturgien" er ingenting andet end at, med hans egne ord, "kristendom handler om en eneste sag: kærligheden til Kristus."

Peter Halldorf er svensker, præst i Pinsekirken og forfatter. Han er redaktør af tidsskriftet Pilgrim og leder konferencer og retræter, bl.a. om kristen mystik. Kommentaren har været bragt som kronik i Pilgrim.

Lørdag den 24. marts besøger Peter Halldorf København, hvor han kl. 9.30-15.00 medvirker ved et arrangement i Nazaret kirke, Ryesgade 105. Dagens tema er "Med Ånden som vejleder." Tilmelding er ikke nødvendig.