Mennesket har altid været fascineret af solens enorme kraft, og både gallere, keltere, kinesere og kristne har fejret midsommerens komme på forskellige måder. 

Festerne er knyttet til solhverv, et ord der kommer af det oldnordiske 'sólhvarf' og betyder solvending. Det finder sted den 21. eller 22. juni, hvor solen på den nordlige halvkugle når sin nordligste position på himlen. 

I England kalder man det "solstice", som er afledt af de latinske ord "sol" (sol) og "sistere" (stå stille). Den populære opfattelse har altså været, at solen på denne dag stod stille på himlens bane - hvorefter den begyndte at vende. 

Galleres, kineseres og kelteres lysfejring 
Gallerne, som i antikken boede i det nordvestlige Europa, hyldede Epona, en gudinde for frugtbarhed, suverænitet og landbrug, hvorimod kineserne holdt en fest til ære for Li, lysets gudinde.

I oldtidens Kina forbandt man solhverv med yin og yang. Vintersolhverv var knyttet til himlen, til maskuliniteten og til yangs kræfter, hvorimod sommersolhvervet blev tilegnet jorden, det kvindelige og yins kræfter. 

Kelterne tændte bål for at hylde solens energi og kraft. Det var en fejring af solens højdepunkt og kulmination. Til festen, som går under navnet Alban Heruin eller Litha, fejrede de, at alt var grønt og frodigt.

Enkelte religiøse grupper forsøger stadig at holde de keltisk inspirerede ritualer i hævd, blandt andet wicca'er, neo-druider, indianere og new age-folk. Det gør de blandt andet ved at fejre midsommer ved Stonehenge, et 4000 år gammelt stenmonument, der altid har haft en særlig spirituel betydning. 

Se videoklip med midsommerfejring ved Stonehenge:

For vikinger var midsommeren hellig
Midsommerdagene, hvor natten har sin korteste varighed, har man siden vikingetiden troet var særligt hellige. I middelalderen begyndte man at indsamle urter, fordi man mente, at de omkring midsommer var ladet med en særlig kraft. Det var især sankthansurten (sedum telephium) man opfattede som hellig.