4. Oplysningstiden: Gud griber ikke ind
Med oplysningstiden i 1700-tallet kommer den menneskelige fornuft helt i centrum. Hvad fornuften erkender, er sand erkendelse, hævdede filosoffen Immanuel Kant. Naturen kunne beskrives som en mekanisme, der fulgte fysikkens love. Og ligesom naturens orden kunne kortlægges med fornuftens hjælp, sådan måtte kristendommens indhold også bedømmes. Alt det overnaturlige i Bibelen blev forkastet som overtro og tilbage blev for oplysningstiden teologer en gudsopfattelse, hvor Gud blev set som den, der nok havde sat verden i gang ved en skabelse, fastlagt naturens love og den moralske lov, men ellers ikke greb ind i verdens gang.

5. Det ondes problem
Oplysningstidens filosoffer prøvede at give en fornuftmæssig begrundelse for det ondes eksistens. Det onde var nødvendigt som mørket er det for at kunne se lyset eller at det onde ikke er noget i sig selv, men en mangel på det gode. Det "moralske" onde fører det onde tilbage til mennesket selv, idet mennesket er udstyret med fornuft og en fri vilje. Leibniz sagde (1646-1716), at Gud havde frembragt den bedste af alle verdener. Og historiefilosoffen Hegel (1770-1831) mente, at det onde var nødvendigt som modsætning til det onde. Alle oplysningstidens forsøg på at ”frikende" Gud blev en vigtig faktor i en forkastelse af Guds eksistens.

6. Socialismen: Religion er undertrykkelse
Med Marx' teori om historiens udvikling og samfundsklassernes opståen blev gudstroen set som en tilsløring af den undertrykkelse, som den private ejendomsret førte med sig. Historiens udvikling skyldes ifølge Marx, at spændingen i samfundets basis mellem de tekniske muligheder og ejendomsforholdene udløste en ny samfundsdannelse. Med nødvendighed ville man så nå frem til selve målet, det vil sige det klasseløse samfund. Men det ville vel at mærke først ske, når man fik afsløret religionens hindrende og undertrykkende funktion. Marx teori førte i 1900-tallet til enkelte kommunistiske statsdannelser, hvor religiøs udfoldelse enten blev forbudt eller stærkt reduceret.

7. Gud som projektion
Den tyske filosof Ludwig Feuerbach (1804-1872) er ophavsmand til teorien om, at Gud blot er blevet til som udtryk for menneskers ønsker og idealer. Altså hvad mennesket ikke kan realisere i det virkelige liv, henlægger de til en hinsides verden, til en Gud. Ateismen bliver herved en befrielse til at mennesket kan arbejde for sine idealer i denne verden, det vil sige i forhold til andre menensker. I 1800-tallet blev ”fremskridtet” en erstatning for gudstroen. Mennesket blev set som et væsen med uanede muligheder. Filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900) blev alligevel en ensom stemme, da han godt nok i pagt med tiden erklærede ”Guds død”, men at dette også ville føre ind i meningsløshed og moralsk opløsning (nihilisme).

8. Darwin og videnskabens sejr
Da Charles Darwin (1809-1882) fremsatte sin teori om arternes udvikling, den såkaldte evolutionsteori, mente mange, at nu var der givet en videnskabelig begrundelse for, at Gud ikke eksisterer. Særligt opsigtsvækkende var Darwins selektionsteori ifølge hvilken de arter overlever, der er resultat af kombinationer af de bedste arveanlæg fra tidligere arter. Herved var der givet en biologisk forklaring på livets udvikling. Altså en forklaring uden om Gud, som tilsidesatte den teologiske tanke om mennesket som skabt i Guds billede.

9. Eksistentialismen: Der er ingen Gud
Den første Verdenskrig betød et sammenbrud for udviklingsoptimismen og troen på menneskets muligheder. I løbet af 1820erne og 1830erne opstod eksistentialismen. Denne filosofiske retning personificeres ofte med franskmanden Jean-Paul Sartre. Begreber som identitet, valg og 'egentlig eksistens' står centralt. Mennesket er ikke noget i sig selv, men kun gennem sine valg bliver den enkelte eksisterende, det vil sige sig selv. Sartre afviser som følge heraf, at der en Gud til. Mennesket må begynde med sig selv, vælge uden støtter af normer, moral eller en gudstro. Menneskets sande frihed består, at Gud ikke er til.

10. Praktisk ateisme
Hermed menes, hvad mennesker (især i Vesten) i praksis tror på. I Danmark blev der i 1992 gennemført en undersøgelse af danskerne værdier (Gundelach og Riis) hvori 67% svarede, at livet kun har mening, såfremt Gud er til. 32% svarede nej til, at Gud er til. 22% svarede nej til, at de tror på en personlig Gud.