Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Katolsk-luthersk nadverslagsmål til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Katolsk-luthersk nadverslagsmål

Kirsten Kjærulffs fremstilling af luthersk kristendom er dybt karikeret, mener Magnus Sørensen. -

- Foto: Sxc.hu

2 debatindlæg Hold mig opdateret

Du misforstår den lutherske nadverpraksis, skriver pastor Magnus Sørensen til katolske Kirsten Kjærulff. Den protestantiske frihed til selv at fortolke Bibelen er problematisk, svarer hun

Følgende artikel er en udveksling mellem Magnus Sørensen, præst i Augustanakirken og Kirsten Kjærulff, katolsk forfatter og foredragsholder.

Pastor Magnus Sørensen skriver:

På religion.dk kan man læse en forklaring af forskellen på luthersk og katolsk nadverlære skrevet af Søren Korshøj Laursen (SKL). SKL har i den grad misforstået den lutherske nadverlære.

Læseren, som spørger, undrer sig over, at både luthersk og romersk-katolsk opfattelse af nadveren er, at brød og vin er Jesu legeme og blod. Men SKL afviser det som en misforståelse, hvad læseren skriver:

Annonce
”Luther opponerede både mod transsubstantiationslæren, som var den katolske opfattelse, som betød, at der sket en forunderlig forvandling, hver eneste gang, man gik til alters. Messe-offeret kalder man det også.”

Luther talte om forvandling i nadveren
Her blander SKL for det første transsubstantionslæren og messeofferet sammen. Messeofferlæren er den romersk-katolske lære om, at der i nadveren sker en ublodig gentagelse af ofringen på Golgatha.

Transsubstantionslæren er den romersk-katolske opfattelse, at brødets og vinens substans udskiftes med Jesu legemes og blods substans i nadveren. Luther og lutheranerne kunne godt tale om en forvandling, men ikke om en transsubstantion, hvor substansen udskiftedes.

SKL fortsætter:
”Luther gjorde sig til talsmand for konsubstantiationslæren, som vil sige, at der skete en væsenssammensmeltning.”

Mig bekendt har Luther aldrig gjort sig til talsmand for en konsubstantiationslære. Det gør den svenske ekspert i Luthers nadverlære, Tom G.A. Hardt også opmærksom på i sin doktordisputats, Venerabilis et Adorabilis Eucharistia.

Begrebet blev brugt af nogle middelalderlige teologer, desuden senere af anglikanske teologer, men ikke af Luther og lutheranerne.

Laursens læsersvar er direkte forkert
SKL skriver endvidere om Luthers syn på tingene:
”Derfor ER nadveren ikke DIREKTE Jesu legeme og blod.”

Det passer ganske enkelt ikke. Luthers syn på brød og vin som Jesu legeme og blod er langt mere direkte end Thomas Aquinas’ og den romersk-katolske kirkes syn.

For Luther og den lutherske kirke benægter, at det kun er Jesu legemes og blods substans, der er nærværende i brød og vin. Og Luther havde ikke blot nogle diskussioner med de reformerte, der benægter, at brød og vin er Jesu legeme og blod – han nægtede dem broderhånden.

Kjærulff går også galt i byen
Desværre er SKL ikke den eneste, der misforstår den lutherske nadverlære. SKl henviser selv til en artikel af Kirsten Kjærulff, hvor hun i den grad sammenblander folkekirkelig liberalteologi med luthersk kristendom.

Ifølge Luther var nadveren ikke betinget af tro
Kirsten Kjærullf (KK) skriver:

”Først og fremmest er den naturligvis Kristi levende nærvær i kød og blod (realpræsens) i kraft af Helligåndens virke ved præstens salvede hænder (- og ikke som Luther mente i kraft af troens “kvalitet” hos modtageren!)”

Det er ganske enkelt usandt, at Luther skulle mene, at Jesu legeme og blod er nærværende i kraft af troens kvalitet hos modtageren. Det er den calvinistiske nadverlære, KK her fremstiller som luthersk.

Den lutherske kirkes lære er tværtimod, at det hverken er præstens salvede hænder eller modtagerens tro, men Kristi indstiftelse, der gør Jesu legeme og blod nærværende i nadveren.

Den lutherske lære er netop objektivt og ikke subjektivt funderet, som både romersk og reformert kristendom er det.

Kjærulff karikerer luthersk kristendom
KK skriver endvidere:

”Katolsk teologi er en teologi “fra oven” (”teokratisk”), mens den lutherske som princip er en teologi, som har mennesket som udgangspunkt: En teologi “fra neden” (”demokratisk”).”

Det er igen usandt. Den lutherske teologi tog udgangspunkt i Guds objektive åbenbaring. Det kom f.eks. også til udtryk i striden om de frie viljer, hvor Luther stod over for renæssancehumanisten Erasmus af Rotterdam.

I det hele taget er Kirsten Kjærulffs fremstilling af luthersk kristendom dybt karikeret og ligner mere folkekirkelig liberalteologisk vulgærprotestantisme end luthersk kristendom.

Ikke hvem som helst kan gå til alters
Nu svarer KK også på et spørgsmål, der forudsætter den folkekirkelige ulutherske nadverpraksis, hvor hvem som helst kan gå til alters.

Men den gamle lutherske nadverpraksis var ikke mindre eksklusiv end den romersk-katolske – og er det stadig ikke hos os, der vitterligt er lutheranere og netop af den grund ikke er folkekirkelige.

Magnus Sørensen, præst i Augustanakirken.

Kære Pastor Sørensen,

For at begynde med din slutreplik til mit indlæg om den katolske nadverlære, så var min redegørelse netop et svar på spørgsmålet om katolsk nadverlære og Folkekirkens nadverlære - Folkekirken, som netop kalder sig ”Den evangelisk lutherske Folkekirke”.

De lutherske kirker er selv splittede
Nu er det ikke altid så nemt at holde rede på Luthers synspunkter om det ene og det andet. Det bekræftes jo også af din egen frikirkes eksistens: ”Augustanakirken blev grundlagt af læremæsssige grunde efter en splittelse af Den evangelisk-lutherske Frikirke.”

Altså først Luther, der i 1500-tallet skiller sig ud fra den katolske Kirke, så Den evangelisk-lutherske Frikirke, som 1855 skiller sig ud fra Folkekirken, og nu i 2007 den nye Augustanakirke, som er uenig i fortolkningen af Luthers skrifter.

Stort problem, at alle kan fortolke Bibelen
Derfor undrer det mig, at du kan sige, at Luthers lære er objektivt funderet. Var det ikke netop hans argument for at oversætte Biblen, at den skal kunne læses og fortolkes at ”Maren i Kæret” uden præstens og Pavens indblanding?

Netop denne frihed til selv at fortolke Bibelen, synes jeg, er alle protestantiske kirkers store problem. Et vidnesbyrd herom er det mylder af frikirker o.l. som dukker op.

Men som et lille eksempel på problemerne med den subjektive fortolkning af Bibelen, vil jeg nøjes med at pege på et par eksempler inden for Folkekirken: Thorkil Grosbøll, som afskaffer Gud som Skaber af himmel og jord, eller Professor P.G. Lindhardt, som ville afskaffe Himlen, og nu hans søn, forhenværende biskop Jan Lindhardt, som vil afskaffe helvede.

Luthers oprør skabte kaos
Det er det, jeg mener med at skrive, at lutherdommen er en teologi ”fra neden”. I hvert fald som den fungerer i Folkekirken. Det er måske det, du kalder ”folkekirkelig liberalteologisk vulgærprotestantisme”?

Under alle omstændigheder er det jo et faktum, at de protestantiske kirker er ret så uenige om diverse teologiske læresætninger; en uenighed, som afslører det kaos, der opstod, da man (bl.a. Luther) afskaffede den hierarkiske teokratiske struktur, som er Den katolske Kirkes forankring i Bibelen og apostlenes lære.

Jesus gav Peter sin fuldmagt med åbne øjne
Jesus vidste, hvad Han gjorde, da Han forankrede sin Kirke i en klippe: Et skrøbeligt, men fysisk menneske, et menneske som bekendte: ”Du er Kristus, den levende Guds Søn.”

Og Jesus fortsatte: ”Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min Kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.”

Denne fuldmagt går i arv i den apostoliske succession, som derfor er garantien for Den katolske Kirkes historiske og objektive forankring i Jesu og apostlenes lære.

Venlig hilsen Kirsten Kjærulff, katolsk forfatter og foredragsholder.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

Kære Kirsten Kjærullff

Magnus Sørensen, publiceret d.23/06 09:50 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Katolsk-luthersk nadverslagsmål
Tak for dit svar.

Jeg er med på, at dit svar var et svar angående folkekirkens nadverlære, men du kom med en del replikker omkring den lutherske nadverlære.

Hvis du vil afgøre, hvad luthersk nadverlære er, må det første sted at begynde være de lutherske bekendelsesskrifter. Det kræver ikke, at man har sat sig ind i alle Luthers skrifter at kende den lutherske kirkes lære.

Her vil du finde en klar bekendelse af Jesu legemes og blods sande nærvær i brød og vin.

Luthers baggrund for, at alle skulle kunne lære Biblen var netop, at Skriften er klar, så enhver kan læse den. Dette benægtede den Romersk-katolske kirke og de fleste protestantiske kirker i dag.

Når det gælder skriftsynet er der derfor større lighed mellem den romersk-katolske kirke og vulgærprotestantiske kirker som den Danske Folkekirke.

At man kan mene alle mulige ting indenfor den danske folkekirke skyldes pietisme og rationalismen, som reelt nærmede sig den romersk-katolske kirke i både skriftsyn og frelsessyn. De banede vejen for den historisk-kritiske metode og moderne liberalteologi.

Du skriver, at uenigheden mellem "de protestantiske kirker" opstod, da Luther afskaffede den hierarkiske struktur i den romersk-katolske kirker. Man kunne vel med samme ret hævde, at den romersk-katolske kirker splittede kirken, da den fandt på paveembedet.

I øvrigt er jeg uenig i, at Luther forlod den romersk-katolske kirke. Luther var medlem af og præst i kirken i Wittenberg og forlod den på intet tidspunkt. Som præst for denne menighed brød han det kirkelige fællesskab med menigheden i Rom og dens medløbere, da han brændte den kanoniske lov.

Man kan på den også undre sig over, hvorfor den romersk-katolske kirke f.eks. har accepteret darwinismen og i det hele taget den historisk-kritiske metode i sin tilgang til Biblen. Er det ikke netop at fundere sin teologi i menneskers subjektive vurdering i stedet for at sætte sin lid til Guds objektive ord.

Under alle omstændigheder førte den lutherske reformation ikke til splittelser de første mange år. Tværtimod.

Men jeg kan nu ikke se, at det er et argument for manglende objektiv fundering, at der opstod splittelser. Det faktum, at der er flere, der er uenige, siger i sig selv intet om, hvem der har ret. Det er en typisk post-moderne argumentationsform, at fordi der er uenigheder, kan man ikke afgøre, hvem der har ret. Men det er en banal fejlslutning.

Den romersk-katolske kirke er muligvis ikke så individualistisk som folkekirken er, men den er lige så subjektivt funderet. At fundere noget i et menneskeligt hierarki er en subjektiv fundering.

Her funderer den lutherske kirke sin lære i Guds objektive ord givet ved apostle og profeter og ikke i dem, der tilfældigvis måtte hævde at være apostlenes efterfølgere.

Den apostolske succesion er desuden noget rent hypotetisk, som i den grad gør din vished afhængig af en subjektiv antagelse.

Jeg må altså fastholde, at du vender op og ned på det hele, når du hævder romerkirkens objektivitet og den lutherske kirkes subjektivitet. Og hvis vi skal diskutere luthersk kristendom, vil jeg foreslå, at vi gør det som minimum på grundlag af de lutherske bekendelsesskrifter og ikke på baggrund af folkekirkelige liberalteologer.

mvh. pastor cand.theol. Magnus Sørensen
Del Link

Supplerende kommentar

Magnus Sørensen, publiceret d.23/06 10:54 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Katolsk-luthersk nadverslagsmål
I øvrigt var kristenheden splittet lang tid før den lutherske reformation, og så vidt jeg ved, er der ikke dannet nye konfessioner ud fra den lutherske kirke, men kun splittelser om, hvem der er sande lutheranere, hvilket kan sammenlignes med gammelkatolikker, fsppx, sedevacandister m.fl. som også vil hævde at være ægte romersk-katolske.
Del Link

flexblock
flexblock
splitblock
flexblock

Stil et spørgsmål

Kategori*

*

*

*

NB: Alle felter med * skal udfyldes
flexblock
flexblock
flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis