Det er simpelthen slående, at folk, der ynder at placere sig selv på piedestaler og påbyder andre dette eller hint i overbevisningen om deres egen sande forståelse af alting, ofte anskuer ting i så smalt et perspektiv, at den blinde plet i synsfeltet i realiteten er den dominerende og formørkende.

Mohammad Al-Jizani tillader at lege religiøs rådgiver, samtidig med at han politiserer i en grad, der nærmer sig det uhyrlige. Fort det ærlig svar på ovennævnte spørgsmål ville for Al-Jizani (i hans religionsforståelse) have været, at han ikke kunne tilråde spørgeren om at søge ind i militæret. For det ansættelsesforhold, som spørgeren ønsker råd om, kan indebære en forpligtelse til at drage til også Afghanistan og kæmpe mod muslimer - vel at mærke dem, der har en religionsforståelse som Al-Jizani.

At svare anderledes end det, er ganske enkelt uærligt.

Tillige benytter Al-Jizani lige anledningen til prædike et syn på danske soldater, som normalt kun høres af militante islamister. Og lige præcis dette viser, at Al-Jizani er fløjtende lige glad med spørgeren og i stedet bare bruger dette som en anledning til at missionere. Så med hvilket motiv Al-Jizani selv overvejede at gå ind i det danske militær, kunne da være interessant at få oplyst. Men igen glimrer Al-Jizani altså igen med fravær af de svar, der er de mest bydende nødvendige; og også dette minder vel mest om uærlighed.

Opfattelsen af sine egne meningers ufejlbarlighed får således også Al-Jizani til at gøre sig klog på de uddannelsesmæssige muligheder inden for forsvaret, hvor han mener, der ikke vil være em mulighed for at blive sendt udenlands. Men dette er faktuelt forkert. Spørgeren her overvejer jo også en egentlig karriere inden for forsvaret!

Spørgsmålet er derfor: hvorfor udtaler Al-Jizani sig om noget, som han ikke har indblik i? Og er dette et billede på, at Al-Jizani selv - i en forvrænget religionsforståelse - ønsker at tjene som stum og lydig slavesoldat for en undertrykkende islam? Og opfordrer Al-Jizani i realiteten spørgeren til at praktisere begrebet "Taqija" - også kaldet den lovlige løgn? (Et begreb, der i haditherne forresten eksisterer både for shiiter og for sunnier - m.h.t. sidstnævnte dog kaldet "ikraah").

Læs selv Al-Jizani's bevidst halve orientering om begrebet jihad i islam her på avisen, og læg især mærke til, hvad dette menneske ikke fortæller. Konklusionen er, at han optræder præcist så falsk, som man almindeligvis kun ser folk fra Hizb ut-Tahrir præstere.

Uanset det forhold, at Kristeligt Dagblad forsøger at fraskrive sig et ansvar for de råd, der gives på denne site, så pådrager avisen sig under alle omstændigheder et moralsk ansvar, når man lader åbenlyst ukyndige personer og personer med slet skjulte dagsordener råde unge mennesker i forbindelse med nogle af de mest væsentlige valg i livet.

Jeg er i øvrigt ganske enig i dine betragtninger, Bo Grünberger. Og jo, Al-Jizani mener utvivlsomt hamrende seriøst, hvad han prædiker om. Er han seriøs: nej. Skal han tages seriøst: nej. Skal det, som han ikke fortæller tages seriøst: ja.

Mohammad Al-Jizani ses at have en tilknytning til webforummet under www.ungemuslimer.dk, der iflg. egne oplysninger også står bag følgende webside:

http://ashura.dk/portal/index.php

Symbolik, banners, layout og retorik er som taget ud af de mest rabiate militant islamistiske fora overhovedet.

Alene overskriften burde have reulteret i en syndflod af indvendinger og indignerede protester. Indrømmet, overskriften er ikke en ordret anvendelse af Mohammads ord, men selv den mest pedantiske ordkløver må medgive, at overskriften er en kort og klar beskrivelse af spørgerens dilemma:

"Må jeg som muslim kæmpe for et kristent land?"

Mohammad kender tilsyneladende lidt til de regler og retningslinier, som gælder for enhver rettroende muslim. Både Koranen og ahadith (beretningerne om profetens sædvaner) forbyder muslimer at bekrige andre muslimer, medmindre disse "andre muslimer" kæmper for en sag eller på en måde, som Allah eller profeten har forbudt. Hvad nøjagtigt ordene "... en sag eller på en måde, som Allah eller profeten har forbudt", dækker over, er så vagt defineret, at enhver med en smule kendskab til skrifterne kan formulere sin egen tolkning.

Den åbenlyse forskel mellem Islams og Vestens samfundssyn og idealer gennem de seneste 30 år er blevet mere og mere tydelig, og Mohammads spørgsmål og Mohammad Al-Jizanis og Safia Aoudes reaktioner på det åbenbarer denne forskel med al tydelighed.

Hvorfor siger de ikke begge til Mohammad: "Lad din egen samvittighed og erfaringer afgøre, om du vil kæmpe med danske soldater, også i Afghanistan eller andre lande, hvor du måske skal i krig mod andre muslimer".

Det svar er ikke en mulighed i Mohammad Al-Jizanis eller Safia Aoudes overvejelser, fordi de trods alle tegn på det modsatte har valgt at følge mantraet: "Muslimer kæmper ikke mod muslimer".


Forestil jer et spørgsmål af denne art på religion.dk: "Må jeg som kristen kæmpe for et muslimsk land?".

Forestil jer så de mulige svar fra panelet.

Helt enig!!!!

"må jeg som muslim kæmpe for et kristent land", er ikke
et seriøst indlæg. At den unge mand første og fremmest
er muslim, handler og tænker som en sådan, er ikke til
at tage fejl af.

Jeg ved udmærket, at mange tager det som en strømpil
for, hvor integrationen er på vej hen, at unge musli-
mer går ind i hæren, men jeg har svært ved at tro på
indvandrer-unges gode vilje.

Ikke det hele, men det meste af, hvad der siges og
gøres fra muhammedansk side i Danmark har til for-
mål at få os til at tro, at man vil noget positvt
med det danske samfund. At lyve mod bedre vidende
er fuldt acceptabelt i islam, det må vi altid have
in mente.

Og hvad med den amerikansk-muslimske soldat, der
gik amok på sin forlægning for nogen tid siden?
Mon ikke det var en lettelse for ham at bekende
kulør? Jeg tror det......

Desuden er det tankevækkende, at en imam vil
optræde som fredsmægler angående sagen om
Netto-butikken på Nørrebro. Fredsmægler? En
sådan er da kun nødvendig, hvis der er krig?
Men mange muslimer mener jo osse, at et kristent
land er "krigens hus".
For slet ikke at nævne den brændende skole i
Stockholm, hvor naboer blev mødt med sten, da de
ville slukke ilden...

Jo, det går sandelig godt.
mvh amadea