Richard Dawkins (billedet) er én af de mest prominente religionskritikere. Han har blandt andet skrevet "Illusionen om Gud". -
- Foto: KAI FOERSTERLING/Scanpix Denmark
Lars Sandbeck |
25. juni 2010
Man må kræve af religionskritikken, at den er på niveau med det fænomen, den ønsker at kritisere. Og det er den nye ateisme langt fra, mener Lars Sandbeck, ph.d. og cand.theol.
De nye ateister – det er folk som Richard Dawkins, Sam Harris, Christopher Hitchens, Victor Stenger osv. – bliver retorisk og filosofisk gennemristet i
en nyere artikel af den amerikanske teolog David Bentley Hart.
Efter at have læst hans artikel, der så klart og provokerende udstiller nyateismens religionskritiske banaliteter og intellektuelle hulhed, er jeg tilbøjelig til at mene, at der ikke længere er grund til at tage nyateismen seriøst – andet end som et markant udtryk for en generel forfladigelse af den offentlige religionsdebat.
Jeg har selv tidligere forsøgt mig som kritiker af nyateismen med bogen
Gudløse hjerner, men jeg skammer mig ikke over at indrømme, at Hart står som den ubestridte mester i den genre.
Nyateistisk religionskritik er underlødigHart har tidligere krydset klinger med nyateisterne, blandt andet i den anbefalelsesværdige bog Atheist Delusions fra 2009. I den bog punkterer Hart, der er en eminent historiker, en lang række ateistiske/anti-kristne myter om kristendommens indflydelse på den vestlige civilisation – f.eks. at kirken skulle have været en hindring for udviklingen af fritænkeri, socialomsorg og videnskab.
Men hvad er det så, Harts seneste kritik af nyateisterne kan? Jo, den kan gøre det klart som dagen, præcist hvorfor den nyateistiske ”religionskritik” er så pinagtig irrelevant og underlødig.
Gamle argumenter trækkes af stalden
Det seneste eksempel på nyateistisk ”religionskritik” er bogen 50 Voices of Disbelief. Why We Are Atheists, der udkom i efteråret 2009.
Skal man tro Hart, er denne bog ligeså overflødig som fakler i dagslys.
Ikke ét af bogens 50 bidrag, der primært er skrevet af filosoffer og videnskabsfolk, kommer med nogen ny, tankevækkende eller tilnærmelsesvis interessant pointe. I stedet afløser den ene floskel den anden.
Det er f.eks. en udbredt indvending imod kristendommen, at Guds almagt og godhed synes at udelukke hinanden; en af bogens erklærede ateister har reflekteret sig frem til sin ateisme, fordi hendes bønner ikke blev hørt, da hun var lille; en anden synes, evangeliernes Jesus ikke er historisk troværdig; en tredje kan dokumentere, at mirakler videnskabeligt set er usandsynlige; en fjerde synes, det er underminerende for religionernes validitet, at der findes så mange af dem; en femte var udsat for en sadistisk bibel-underviser i barndommen.
Ergo er ”religionen” (dette abstrakte monster, som nyateisterne konsekvent undlader at definere) skadelig. Og så videre, og så videre.
Nyateisterne er ynkelige ateister
Alt dette skal tilsyneladende tælle som knock-out argumenter i kampen mod kristendommen eller altså ”religionen”. Nu er det jo ikke ateisme som sådan, der er et problem. Faktisk bør vi være stolte af at leve i et samfund, der ikke marginaliserer de gudløse.
Men nyateisterne er ynkelige repræsentanter for en stolt tradition. Samtlige deres begrundelser for at være ateister er for længst blevet gennemarbejdet og gennemreflekteret inden for den religiøse tradition, de ikke vil kendes ved.
Deres kritik befinder sig på et niveau, ethvert normalt begavet menneske kan hoppe over med samlede ben, og som allerede er integreret i og overvundet af den reflekterede religiøsitet, som de konsekvent undlader at forholde sig til.
Nyateisterne går uden om den svære diskussion
Hvorfor undgår nyateisterne altid at diskutere religionen der, hvor den står stærkest, spørger Hart? Skyldes det manglende evner eller ond vilje?
Hvorfor indlader de nye ateister sig kun i kampe, de på forhånd er sikre på at vinde? Hvorfor behandler de den enfoldige fundamentalisme, som var det den eneste eller ægte form for kristendom? Er det for at dække over en afgrundsdyb teologisk, filosofisk og historisk uvidenhed?
Enhver kan jo gendrive den bogstavelige tro på skabelsesberetningen og jomfrufødsler, men nyateisterne gør det med en triumferende arrogance, som havde de dermed udrettet noget stort.
Ifølge Hart opfører de sig på samme måde som en mand: ”der ser sig selv som en stor strateg, fordi han er i stand til at besejre en landsby af ubevæbnede bønder med en gruppe kampvogne, eller som en stor elsker, fordi han har råd til at betale for forlystelserne på et bordel. Så længe man har mulighed for at vælge sine erobringer på forhånd ved altid at undgå de virkelige udfordringer, er det ingen sag at bilde sig ind, at man er en Napoleon eller en Casanova (og bedre endnu: den ene uden et Waterloo, den anden uden en klap for øjet).”
Hvad har korstog med kristendom at gøre?
Hart opregner hurtigt en lang række eklatante historiske brølere i den nyateistiske litteratur. Samtidig konstaterer han tørt, at nyateisternes kritik af kirkens mange historiske forbrydelser enten er overforsimplet eller komplet irrelevant. Ja ja, engang var korstog og kætterforfølgelser udbredte, men hvad i alverden har det med kristendommens grundlæggende budskab at gøre?
Er ateisme religionen moralsk overlegen, bare fordi det ikke var ateister, der tvang Galliei til at trække sine teser tilbage? Det er altid let i bagklogskabens lys at være indigneret over en fremmed, historisk kontekst, men at blive ateist på det grundlag er ikke kun for let, men også for tyndt
Det er ikke kristendommens Gud, de bekæmper
Gud findes ikke, siger nyateisterne, men den eneste Gud, de kender til og polemisere imod, er deismens døde Gud: den første og største ”ting” (en slags overdimensioneret supermand), der er årsag til alle andre ting.
Denne gud er et produkt af 1700-tallets rationalisme og har virkelig ikke meget med kristendommens levende, dynamiske Gud at gøre.
Ifølge nyateisterne er treenigheden pure nonsens, men eftersom nyateisterne opfatter alt, der befinder sig hinsides deres fatteevne som nonsens, bør en sådan indvending ikke føre til andet end et skuldertræk.
Den nye ateisme er blevet doven
Harts artikel er proppet med hudflettende argumenter imod den nye ateisme, langt flere end jeg her har haft plads til at gengive.
Artiklen er hverken kristen forkyndelse eller anti-ateistisk propaganda – hvad nyateisterne altid forsøger at skyde deres kritikere i skoene – men en yderst velbegrundet afvisning af en ”nyateisme”, der er blevet doven, selvtilfreds og komplet ligegyldig.
Hart kræver intellektuel redelighed og tankens anstrengelse af såvel religiøse som ateister. Og frem for alt kræver han af religionskritikken, at den er på niveau med det fænomen, den ønsker at kritisere.
Nyateistiske sympatisører vil muligvis indvende, at nyateismen udelukkende skal forstås som et angreb på religiøs fanatisme og tankeløshed, hvorfor den ikke behøver at føle sig forpligtet på at diskutere med filosofisk og teologisk trænede religiøse mennesker.
Men det er for det første usandt, for nyateisterne polemiserer imod al ”religion”, og for det andet gør ateismen sig dummere, end den behøver at være, når den bevidst ignorerer den reflekterede religiøsitet.
Diskussionen er spild af tid
Hart kan derfor stille det relevante spørgsmål: ”Hvor længe skal vi fortsætte med at spille vores tid på de nye ateisters rendyrkede banaliteter – dvs. på deres barnlige mannikæiske syn på historien, deres manglende sans for det tragiske, deres ligegyldighed over for moralske ”sandheders” kulturelle kontingens, deres letsindige fravær af nysgerrighed, deres vage tågesnak om ”religion” i al abstrakthed, og deres absurde optimisme i forhold til den fremtid, de længes efter?”
Ja, hvor længe skal vi blive ved med spilde vores tid på alt det? Enhver må naturligvis svare for sig selv. Men efter at have læst Harts artikel er jeg fristet til at svare: ikke længere!
Lars Sandbeck er ph.d., cand.theol og forfatter til Gudløse Hjerner.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
men hvorfor ikke lige få det på plads at han ikke beskæftiger sig med at vi skal underbygge vores tro(faith) med beviser!? 
HBP, publiceret d.26/06 09:32 (for 2 år siden)
