Kristus er ikke bundet af kultur

Jeg har også brug for at vide noget om buddhismens omgivelser og kontekst, hvordan den ser ud inden for forskellige kulturer. Buddhisme i Kina er meget forskellig fra buddhisme i Thailand. Her kan der selvfølgelig være ægte teologiske forskelle, men selv disse har ofte en sammenhæng med andre faktorer i liv og samfund, dvs med kultur.

Oldkirkelig kristologi handlede om kulturforskelle
Som ung teolog måtte jeg kunne på fingrene Oldkirkens kristologiske stridigheder med alle deres græske og filosofiske spidsfindigheder.

Det var ganske håbløst at få orden på, indtil en ven en dag oplyste mig om, at spidsfindighedenne og forskellene var betydeligt mindre, hvad angik teologi, end hvad angik det kulturelle og kontekstuelle. Den koptiske kirke i Ægypten var f.eks. mindreværdig i forhold til Rom og Konstantinopel. Derfor valgte den da også en anden kristologi end magthaverne. Og den kristologi har den holdt fast i siden.

Kristus i eller mod kulturen?
En amerikaner, Richard Niebuhr, har foreslået at tænke sig forskellige typologier for forholdet mellem Kristus og kultur. Man kan lade Kristus/evangeliet drukne helt i kulturen (Christ in culture). Når vi i teologien taler om Kristi inkarnation (at han blev menneske og dermed en del af vor kontekst), peger det i retning af ’Christ in culture’.

Det modsatte, ’Christ against culture’, ville indebære, at vi som kristne måtte anse alle andre kulturer for mere eller mindre på tværs af Guds vilje. Og der kan nævnes lidt for mange eksempler på dette syn fra missionens historie og i synet på diaolog og religionsmøde. Med en sådan holdning vil jeg måtte anse enhver anden trosforestilling for enten afgudsdyrkelse, kætteri eller oprør mod den levende Gud.

Nu findes der faktisk i religion et oprør mod Gud; der findes det destruktive, det som kan lægge livet og verden øde. Men det findes i alle religioner, også i kristentroen. Eller rettere: Det findes i alle mennesker, som lader det destruktive i den menndskelige natur fovandle tro til fanatisme og en farlig fundamentalisme.

Kristus er både i og over kulturen
Jeg kan også, siger Niebuhr, vælge at tænke ’Kristus over kulturen’ (above culture). Da er der ingen forbindelse i det hele taget. Gud er i sin høje himmel, mens vi lever i vor jammerdal. Eller, siger Niebuhr, vi kan tænke Kristus som én, der både er ’supra culture’ og ’in culture’; ikke adskilt, men dog sådan, at han både er menneske i min verden og hævet over min verden.

Her er der tale om en kreativ spænding mellem Kristus i verden, men ikke af verden. Dette svarer til mit ’livssyn’, og det farver dermed mit møde med mennesker af anden tro. Jeg går ikke ind i dialogen med et negativt syn på andres kultur eller tro. Den Gud, jeg tror på, har skabt den store og den lille verden med alle dens forskelligheder og al dens skønhed.

Jeg kan derfor beundre en koran-recitation for dens form og sproglige skønhed; jeg kan glæde mig over den fantastiske symbolik og forfinede kommunikation i hinduistisk dans; jeg kan deltage i en zen-buddhistsik meditation; jeg kan le og more mig i en farvestrålende afrikansk dans.

Kulturforståelsen er afgørende
Samtidig ved jeg, at der er åbenbare eller mere skjulte forbindelseslinjer mellem alt dette og verdensbilledet. Og i mødet mellem verdensbilleder er der dybe forskelle, som ikke kan eller skal bortforklares. Gør vi det, mangler vi respekt for andres tro og vi mangler kendskab til vor egen tro.

På den anden side: Hvis jeg ikke forstår den andens kultur, vil jeg næppe heller kunne forstå, hvor vejene skilles. Da kan jeg ende med at mene, at alle veje fører til Rom, og at enhver bliver salig i sin tro. Hvad man så faktisk tror, bliver uinteressant. Det er kun rationalistiske vesterlændinge som forfægter den slags overfladiskheder.

Kristnes egen kultur er ikke normsættende
I fælleskirkelig (økumenisk) sammenhæng arbejder man for tiden med at sætte op en såkaldt ’code of conduct’ (regler for, hvordan man bør te sig) for kristne i mødet med en multireligiøs verden.

Et vigtigt punkt i forslaget fra World Church Council er ’respekt for kulturer’:

”Kristne er kaldet til at respektere traditioner og kulturelle udtryk hos mennesker og grupper af forskellig religion. Kristne er videre kaldet til at afvise det syn, at deres egne særlige kulturer og udtryk for tro kan gøres til en universel norm for alle”.

Derfor er man optaget af dette med respekt og tillid, og man formaner kristne til ikke at ’misrepræsentere’ eller fordreje andres tro og religiøse traditioner: ”In order not to do this they must strengthen their own religious identity and faith and develop a good understanding and knowledge of other religions”.

Hvor den slags regler tages med ind i religionsmødet, kan dialogen spille en helt central rolle i forsøg på at skabe nye muligheder for at løse konflikter, helbrede smertefulde minder og føre mennesker og grupper til forsoning og fred.

Det er på et sådant grundlag, vi bør engagere os i dialog og mødet med hverandres livssyn.

Knud Jørgensen er teolog og ph.d. i missionsvidenskab. Asiensekretær for stiftelsen Areopagos.