Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Fantasy-religion hitter hos unge til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fantasy-religion hitter hos unge

1 / 9

Premiere på The Twilight Saga - Eclipse i Imperial Bio.

- scanpix

3 debatindlæg Hold mig opdateret

Twilight-filmene har dannet religion, ligesom Star Wars og Avatar. Fans tilbeder filmenes vampyr-univers

Millioner af teenagepiger strømmede ind i biograferne, da Stephanie Meyers tredje Twilight-film, "Eclipse", fik premiere for to uger siden. Twilight-universet er en god cocktail af vampyrer, varulve og kærlighedsdramaer, og de fleste fans vil vende tilbage til virkelighedens verden, når de forlader biografen. Men andre er overbeviste om, at Twilight giver dem svar på livets helt store spørgsmål og bliver derfor i fantasy-universet.

Denne gruppe fans kalder sig selv for "cullenister", opkaldt efter personer i Twilight-universet. En ægte cullenist opfatter Twilight-bøgerne som Bibelen, som man skal læse lidt i hver dag, og man skal mindst én gang i livet tage på pilgrimsrejse til Forks i Washington, hvor Twilight-serien finder sted. Derudover mener cullenisterne, at vampyrerne i Twilight findes i virkeligheden, og hvis man opfører sig ordentligt, vil man blive belønnet med et liv i evigheden sammen med vampyrfamilien.

LÆS OGSÅ:
Reglerne for cullenisterne

"Lad os finde på nogle Twi-synder"
På de forskellige hjemmesider, hvor cullenisterne mødes, reagerer folk meget forskelligt på det nye religiøse Twilight-fænomen. På twifans.com skriver Ashley fra New York:

“Jeg synes, det er sejt at være en cullenist, og jeg studerer twiology. Tænk hvis det blev en etableret religion”

Annonce
Lora fra Clearwater, USA, skriver:

”Vi har endnu ikke en liste over Twi-synder. Det kommer vi snart i gang med. Hvis alle vil komme med deres idéer til Twi-synder, kan vi løbende kigge dem igennem og udvælge de bedste til vores ”religion””.

Andre er mere skeptiske overfor Twilight-religionen, blandt andet Joanne, også fra USA:

”Jeg synes det her går for vidt. Det er fint nok at nærlæse bøgerne og blive inspireret af dem, men en religion? Twilight er til underholdning, det er ikke bøger med religiøse budskaber. Jeg synes, at folk overlæser bøgerne, hvis de danner en religion. Det er lidt underligt.”

Læs mere om cullenisme her

.

Gammelt fænomen

Ældre fantasy- og science fiction-film har også religiøse tilhængere. De populære Star Wars-kultfilm har for eksempel dannet grundlag for den såkaldte "jediisme".

Særligt i Australien, England og USA er jediismen udbredt.
Den har fået sit gennembrud via de mange hjemmesider på nettet, hvor de troende kan udveksle tanker omkring jediismen. De troende mødes blandt andet på hjemmesiderne The Temple of The Jediorder, og The Church of Jediism. "The Temple Of The Jediorder" er registreret som en anerkendt religiøs organisation i USA og på sidstnævnte hjemmeside kan man klikke på ”Training” og downloade en gratis vejledning til, hvordan man kommer i gang med sin jeditræning.

LÆS OGSÅ:
”Star Wars blev først kult-film – så religion”

Ph.d.-stipendiat Line Nybro Petersen fra Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet mener, at selvom det er de færreste fiktionsbaserede religioner som bliver anerkendte religioner, er de gode indgangsvinkler til religionsundervisningen i folkeskolen:

”De fiktionsbaserede religioner tegner nogle af konturerne for de religiøse tendenser i vores samfund. Det er blevet mere typisk, at man tilpasser sin tro efter sine egne behov. Mange danskere er fascineret af karma eller reinkarnation, og det tilpasser de til deres egen tro. Der er i populærreligioner som cullenisme og jediisme et fokus på den personlige spiritualitet, som tiltaler de unge. Derfor er det en oplagt indgangsvinkel til religionsundervisningen i folkeskolen. De nye, fiktionsbaserede religioner skaber en god mulighed for at tale om religion som helhed og i en moderne forstand, hvor den personlige tro er i fokus,” siger hun.

Minder om new age
Jediisme kan anses som en etableret religion mener religionssociolog og ph.d.-forsker Markus Davidsen fra Aarhus Universitet:

"De fleste jediister ved godt, at Star Wars som helhed er fiktion. Men de opfatter læren om "Kraften" som en sandhed indsat i den fiktive ramme. Jediisme ligner en fankultur, fordi mange iklæder sig kapper og lyssværd, men jediisterne er overbeviste om, at "Kraften" findes i den verden, som du og jeg lever i." siger han, og fortsætter:

"Mange af de såkaldte jediister er vokset op med Star Wars. Siden de var børn har de været fans af science fiction-universet. De fortæller, at de som børn har prøvet at bruge Kraften til læse andres tanker eller få blyanter til at flyve. Men uden videre succes. Senere i livet har de så stiftet bekendtskab med former for new age-religiøsitet, som blandt andet er inspireret af østlige religioner, hvor et ikke-personligt gudsbegreb er centralt.”

"Jediisternes spiritualitet minder meget om new age, fordi meditation spiller en central rolle, hvori jediisterne prøver at opnå kontakt med "Kraften". De fleste lægger en vis afstand til filmene og siger, at de blot benytter begreberne fra Star Wars som en ramme for deres new age-tro. Andre siger ligeud, at deres religion er baseret direkte på Star Wars – altså ligesom cullenisternes religion er baseret direkte på Twilight," siger Markus Davidsen.

LÆS OGSÅ:Markus Davidsen om Star Wars

Læs mere om jediisme her

.

Drømmerejser til Pandora

Også James Camerons science-fiction film Avatar fra 2009 har været årsag til, at mange fans tager flugten fra virkeligheden og ind i eventyruniverset. De slanke blå na’vier, der bor på den eksotiske måne Pandora, er siden filmens premiere blevet genstand for stor fascination. Na’vierne fokuserer på respekten for naturen. Den centrale overnaturlige kraft, der sammenholder naturens harmoni, kaldes for Eywa. Markus Davidsen mener, at der ikke findes nogen decideret Avatar-religion, men at filmen har skabt en bevægelse på internettet, der rækker langt ud over de normale fansider:

”Der er ikke nogen Avatar-religion. Men der er mange forskellige individer, der udveksler erfaringer med drømmerejser til Pandora på forskellige netportaler. Mange af dem mener, at Pandora findes på et astralt plan. De hævder, at Pandora, som na’vierne bor på, findes i et højere eksistenslag, og at de kan rejse til Pandora, når de drømmer” siger han.

LÆS OGSÅ:
Religionshistoriker Britt Istofts syn på dyrkelsen af Avatar

LÆS OGSÅ:
Markus Davidsens artikel om det religiøse Avatar-fænomen

Læs mere om Avatar her

.

Twilight er en individuel spiritualitet

Det er særligt unge, som tager de fiktionsbaserede religioner til sig. De danske unge søger at få deres religiøse forestillinger udfordret, mener Line Nybro Petersen:

”Særligt Twilight-universet henvender sig til de unge og i særdeleshed til teenage-pigerne. Twilight behandler en særlig intens kærlighedsfølelse mellem Bella Swan og den modne vampyr Edward Cullen. De unge piger kan relatere til de stærke følelser, fordi de selv er i en alder, hvor de måske oplever den første intense kærlighed. Jeg har været til de tre Twilight premierer, og pigerne i biografsalen har nærmest eksplosive reaktioner, når der opstår et intenst øjeblik mellem de to hovedpersoner”.

Line Nybro Petersen mener dog, at religioner, som er dannet ud fra populærkulturen, har en svaghed i forhold til de etablerede verdensreligioner:

”Populærkulturens religioners udfordring er at fastholde det følelsesmæssige engagement over en længere periode. Alle Twilight-bøgerne er skrevet færdigt, og når de sidste film udkommer, vil der sikkert komme en ny bog-, film- eller tv-serie, som de unge så vil blive fascineret af. Det, der kendetegner de meget interesserede Twilight-fans, er, at de tidligere typisk var fascineret af Harry Potter-universet. Der dukker hele tiden nye populære bølger op, som vil erstatte de forrige."
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

Mennesket er skabt til samhørighed med Gud.

Karlo Brondbjerg, publiceret d.14/07 11:20 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Fantasy-religion hitter hos unge
Når vores gamle fundament; Bibelen fravælges, og vi ikke har noget at sætte i stedet, bliver de fleste unge rodløse, men tomrummet gnaver.

Fantasireligioner er blot et udslag af denne tomhed.

Der er to muligheder:
1: Enten eksisterer Gud
2: Eller også eksisterer Gud ikke....
Begge muligheder er frygtindgydende.

Karlo Brondbjerg
Del Link

Fantasy-religion hitter hos unge

Anker, publiceret d.14/07 12:05 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Fantasy-religion hitter hos unge
Karlo Brondbjerg skrev:
Når vores gamle fundament; Bibelen fravælges, og vi ikke har noget at sætte i stedet, bliver de fleste unge rodløse, men tomrummet gnaver.

Fantasireligioner er blot et udslag af denne tomhed.

Der er to muligheder:
1: Enten eksisterer Gud
2: Eller også eksisterer Gud ikke....
Begge muligheder er frygtindgydende.

Karlo Brondbjerg


jeg er enig i at mulighed 1 ville være ubehagelig, han virker ikke som en rar person, hvis man kigger på biblen.
Det er jo ikke til at vide hvornår han beslutter sig til at udryde os alle fordi vi ikke tilbeder ham nok.

men 2 kan jeg ikke se hvad problemet skulle være. Det kan godt være at det er svært at forestille sig at undværre hvis man tror på gud, men når man ikke tror på gud, er det nu meget normalt at han ikke eksisterer.
Del Link

Religion er fantasy

Dust, publiceret d.14/07 15:14 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Fantasy-religion hitter hos unge
Fantasy-religionerne er interessante, ikke mindst fordi de understreger hvor lidt der skal til, før folk begynder at tro på det overnaturlige, om det så er Na'vier, vampyrer, Jediriddere eller troldmandsskoler. Den helt centrale begrundelse findes ikke i disse fænomeners virkelighed, men i hvor fantastisk det ville være, hvis de var virkelige - faktisk så vidunderligt, at det simpelthen må være sandheden.

Det er naturligvis ønsketænkning i ren form, men hvis man oven i købet kan finde sig et community af mennesker, der kan bekræfte hinanden i at det er i orden at suspendere sin kritiske sans over for netop dette spørgsmål, er man ude over det problem.

På dette punkt adskiller fantasy-religionerne sig altså ikke fra de etablerede religioner - de har bare ikke så mange år på bagen.
Del Link

flexblock
flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock
flexblock

Nyhedsbrev

flexblock

flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​