Er religion en vrangforestilling?

At fastholde min forestilling ville højst sandsynligt kræve meget snørklede forklaringer på, hvorfor verden synes indrettet sådan, at mine påstande om kongelighed hele tiden bliver modsagt. Den mentale gymnastik har sin pris, og heri ligger et andet kritisk aspekt ved patologiske vrangforestillinger: personens evne til at fungere virksomt i verden vanskeliggøres.

Mennesker, der lider af vrangforestillinger, er ofte meget stressede – ligesom deres omgivelser bliver det.

Vrangforestillingstest kan bruges på religioner
Som ved en hvilken som helst psykisk forstyrrelse er det funktionelle handicap det essentielle. Helt normale mennesker har alle former for overbevisninger baseret på delvise eller tvivlsomme beviser – menneskelivets luner gør, at dette er uundgåeligt.

Derfor er standarden for at afgøre, om religiøse overbevisninger er vrangforestillinger eller ej den samme, som det der kræves for enhver overbevisning: Bliver overbevisningen modsagt af så mange indlysende og troværdige beviser at for at fastholde den, bliver den troendes evne til at fungere normalt nedsat, idet han frembringer lidelse for sig selv og for mennesker omkring ham?

Generelt set er svaret her, af en række af årsager, nej.

Religiøse overbevisninger kan ikke be- eller modbevises
For det første gør religioner det i høj grad mest i overbevisninger, der er uden for rækkevidde af let beviselig evaluering. Sagt med andre ord: religiøse idéer har tendens til hverken at være verificer- eller falsiferbare.

For eksempel har de fleste globale religioner langtidsholdbare ritualer, der er blevet til for at tilvejebringe renselse af sjælen eller syndsforladelse.

Ritualer, som beskytter én mod kugler eller andre dødbringende projektiler har en meget kortere historie (hvis de overhovedet har én).

Ritualer, der påstår at udføre det sidstnævnte, er ganske enkelt for lette at gendrive med beviser. Det, der bliver udskilt fra religionerne over tid, er de skikke eller opfattelser, der trækker for store veksler på folks godtroenhed.

De idéer, der er tilbage, er genstridigt tilslørede for empirisk analyse. Det er meget vanskeligt at bevise eller modbevise, om en menneskekærlig Gud eksisterer, om der er en mening med universet, eller om mennesket både har åndelig og en fysisk natur.

Et hvilket som helst bevis man måtte fremføre vedrørende disse spørgsmål er i bedste fald flertydigt og åbent for mangeartede fortolkninger.

Religiøs tænkning bygger på naturlig kognition
For det andet viser et vigtigt forskningsresultat (der er dukket op inden for de sidste 20 års kognitive religionsvidenskab), at religiøs tænkning bygger rimeligt problemfrit på vores naturlige kognitionsmåder. I kraft af evolutionens design er vi tilbøjelige til at opfatte verden i tilsigtede, meningsfulde mønstre.

Religiøs tænkning fører ganske enkelt denne form for tænkning ud i dens meget logiske konklusion: Vi har tendens til at tænke, at verden er skabt med et formål og som et meningsfuldt sted, fordi det faktisk er det, den er.

Eftersom religiøs tænkning er naturlig for os, kræver det faktisk større anstrengelse at fastholde den skeptiske tankegang konsekvent. Det fører til en interessant hypotese:

I henhold til den relativt større mentale indsats, der kræves for at fastholde skeptiske overbevisninger, burde det være ateistisk tænkning, i højere grad end den religiøse tænkning, der er tilbøjelig til at glide over i det patologiske.

Religion er godt for psyken
Endelig, da religion er et fællesskabsbaseret foretagende, modvirker det i vid udstrækning uforpligtende individualisme. Selvom den har sine risici: et stift system af konformitet, stammekultur, indskrænkethed osv., fremmer den social integration mellem sine medlemmer, og det er generelt set godt for det psykiske velbefindende.

De religioner, vi har i dag, er ikke bare dumpet ned fra himlen. De har gennemgået en udviklingshistorie, hvor det vigtigste udvælgelseskriterium var, hvor godt de formåede at skabe tillidsvækkende, samarbejdende grupper, der var motiverede for samlet handling.

De bevæggrunde, religionerne har, og de handlinger, de fremkalder, kan være gode eller dårlige set fra et udenforstående perspektiv, men i det store hele er det psykisk gavnligt for medlemmerne at være en del af en sammentømret social gruppe.

Star Wars-religion er hårdt mentalarbejde
Således er der virkelig en afgørende forskel på én, der tilbeder wookieen Chewbacca i sin kælder og én, der går i kirke. Da de fleste af os er overbevist om, at Chewbacca er en fiktiv karakter (om end ikke uden en vis lådden charme) og ikke en guddom, er wookiee-tilbederen i høj grad alene om sine liturgiske aktiviteter.

Han må frigøre sig fra fællesskabet, mens han på samme tid laver et hårdt stykke mentalt arbejde for at opretholde sin overbevisning om ’wookien-som-guddommelig’ i mødet med en verden, der fastholder ’wookien-som-Star-Wars-figur’. Vrangforestilling eller ej; det er i det mindste bekymrende.

I modsætning til dette kræver religionen forpligtelse på et fællesskab, og dette befordrer typisk en tilpasset funktionsevne.

Religion modarbejder vrangforestillinger
Religion har derfor et væld af egenskaber, der faktisk modarbejder en patologisk vrangforestilling:

1. Religionens generelle idéer og skikke bliver kan ikke åbenlyst modbevises. 2. Det kræver meget lidt mental anstrengelse at opretholde de fleste religiøse forestillinger. 3. Religion opmuntrer til integrering i fællesskaber, hvilket fremmer det psykiske velbefindende.

Faktisk bekræfter de fleste empiriske studier, at religiøse mennesker er tilbøjelige til at være gladere og sundere, såvel som økonomisk, socialt og mellemmenneskeligt mere succesfulde end deres ikke-religiøse modstykker – helt i modstrid med teorien om religion-som-vrangforestilling.

Der findes undtagelser
Alt dette skal dog ikke forstås sådan, at religion aldrig kan være en vrangforestilling. David Koresh og Jim Jones er muligvis gode eksempler på religiøse ledere, hvis forvrængede tro på deres egen overhøjhed viste sig at være katastrofal for dem selv og deres tilhængere.

På samme måde er de forældre, hvis tro på religiøs helbredelse gør dem blinde for den skade, de påfører deres børn ved at fravælge almindelig medicinsk behandling, sandsynligvis også psykisk skadede.

Der findes religiøse vrangforestillinger, men hvis vi skal genkende dem, må vi opgive den enfoldige, udetaljerede tilgang.

Det var Freud (som mente, at religion var en vrangforestilling!), der sagde, at den sunde psyke skal være i stand til at gøre to ting: elske og arbejde.

Det er gode retningslinjer, hver gang vi indtager den usikre stilling, hvor vi dømmer andres overbevisning.

Matt. J. Rossano er professor i psykologi og fakultetsleder ved Southeastern Louisiana University.

Denne artikel er oversat af Vibeke Stubkjær Mumm og kan ses i originalen her.