Metodisten Chelsea Clintons bryllup med jødiske Marc Mezvinsky har pustet til debatten om ægteskaber mellem personer med forskellige trosretninger
Da Chelsea Clinton lørdag den 31. juli 2010 gav Marc Mezvinsky sit ”ja”, havde gommen bønnesjal og kalot på, mens bruden strålede i en Vera Wang-kreation uden religiøse symboler. Chelsea, der er datter af den tidligere præsident Bill Clinton og USA’s nuværende udenrigsminister, Hillary Rodham Clinton, er
metodist, mens hendes mand er
konservativ jøde.
Blandingen af religioner i ægteskabet er med det celebre bryllup kommet på dagsordenen i USA, skriver
USA Today. Clinton-Mezvinsky-formælingen belyser den tendens, som tegner til at blive mere og mere udbredt: National Opinion Research Center på University of Chicago melder således, at for tyve år siden delte 25% af gifte par i USA ikke tro. I 2008 kunne U.S. Religious Landscape Survey rapportere, at dette tal var vokset til 37%.
Chelsea Clintons forældre er selv eksempler på denne slags ”blandede” ægteskaber: Bill Clinton er
baptist, mens hans hustru Hillary er metodist som datteren.
Problematisk eller pragmatisk?De mere konservative troende kredse mener, at trosblandingen kan blive et problem for ægtefællerne, der må forhandle om ”din” og ”min” tro, også med hensyn til børn. Skal lille Peter døbes og i så fald inden for hvilken kirkelig retning, skal han fejre bar mitzvah, eller gælder der helt andre trosregler, alt efter hvilke religioner forældrene hver især tilhører?
Den pensionerede sydstatspræst Gerald Harris fra North Carolina er en af de konservative troende, som protesterer mod at blande religionstraditioner. Harris er redaktør for magasinet
The Christian Index (USA’s ældste religiøse tidsskrift fra 1822) og nægtede i sin gerning for eksempel at vie troende og ikke-troende. Han siger ifølge USA Today:
"Det vil blive sværere og sværere for folk at stå klippefast ved deres tro ... den absolutte sandhed er det, der er på spil her."
Også andre frygter, at de gamle religiøse traditioner forsvinder med sammenkoget af regler og skikke, som blandede trosretninger i ægteskabet nødvendigvis må afstedkomme. En af dem er Steven C. Wernick, vicepræsident for United Synagogue of Conservative Judaism:
”Det vi ved om, hvilket stort arbejde det er at videreføre den jødiske tradition til næste generation, viser, at dette bedst sker i familier, hvor begge forældre er engagerede i den jødiske tro,” siger Wernick ifølge
New York Times.