Egil Bargfeldt |
9. august 2010
De seneste dages voldsomme skovbrande i Rusland har fået landets ortodokse, religiøse leder til at mane til bøn. En bøn for ofrene og en bøn om regn
"Jeg anmoder alle om at samles i en bøn om, at regn skal falde over vores jord.”
Sådan udtalte patriark Kirill, Moskvas og Ruslands ortodoks-religiøse leder forleden i et forsøg på at bringe kirken ind i kampen mod ilden, som på det seneste har hærget landet.
Han besøgte for nyligt en af de værst ramte regioner, Nizhny Novgorod, og rettede i denne forbindelse en anmodning til befolkningen i de øvrige ortodokse regioner om at mobilisere en indsamling for de mange familier, som er blevet hjemløse i forbindelse med brandene.
Hedebølgen, som er den værste i 130 år har gjort landets mange tørvemoser til farlige brandfælder. Tørven, som i Sovjettiden blev brugt til brændsel, dyrkes i store sumpområder, som bliver drænet for vand. De tørlagte områder selvantænder ved de høje temperaturer, og brandfolkene forsøger derfor at oversvømme områderne,
beskriver Evgeny Serkirin, som er chef for Moskvas regionale brandkorps.
En beboer i et af tørveområderne
udtalte til reportere, at de gamle beboere mente, det var Guds vrede, landet bliver ramt af.
Men på trods af det massive røgdække i Moskva kommer de troende dog stadig i kirken. Det er på grund af røgen forbudt at åbne vinduerne, og kirkerne har ikke aircondition.
Den ortodokse missionær og rektor for de to kirker i byen, Hegumen Sergy mener ikke, røgen ændrer forholdet for de troende, selvom forholdene er svære:
"Når man forsamles og beder, opdager du ikke røgen og varmen", udtaler han i
Interfax-Religion.
Også de russiske muslimer samles til fredagsbøn som normalt.
"Muslimer beder for regn og bedre tider for alle, da vi alle ved, det er en prøvelse", udtaler Mufti Gulnur Gaziyeva i
Interfax.
Den russisk-ortodokse kirke har indtil videre samlet omkring 6,5 millioner rubler (ca. 1,2 millioner kr.) ind til ofrene.
De flere end 800 skovbrandene har indtil videre kostet 52 mennesker livet, over 4.000 mennesker er blevet hjemløse og over 650.000 hektar land er brændt.
I Moskva ligger røgen fra brandene tykt over byen.
Sundhedsmyndighederne advarer folk om at gå udenfor og opfordrer til at forlade byen, hvis det er muligt, da luftforureningen er seks gange værre end normalt.
Det brænder stadig i Rusland, så tiden må vise, om bønnerne om regn bliver hørt, før brandfolkene får bugt med ilden.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk