Arendt udgav i 1951 værket ’The Origins of Totalitarism’ (på dansk: 'Det totalitære samfundssystems oprindelse'), som hurtigt gjorde hende kendt. Arendt forsøgte i værket at undersøge og identificere totalitarisme, en altomfattende tilstand, hvorunder hun regnede både nazismen og stalinismen.

Det totalitære får grobund i samfundet, fordi det offentlige og private bliver blandet sammen, mente Arendt.

Når skellet mellem det offentlige og det private forsvinder, bliver mennesket en slags medløber, som ikke er i stand til at skelne sig selv som individ fra gruppen, og som derfor risikerer at miste grebet om sine egne handlinger. Til gengæld får administrationen og institutionen mere plads, præcis som Arendt mente, var tilfældet i nazismens samfundstanker.

Arendt og arkitekten bag Holocaust

Den tyske oberstløjtnant Otto Adolf Eichmann blev pågrebet af israelske efterretningsagenter i Argentina i 1960. Han blev herefter sendt til Israel, hvor han efter en lang retssag blev henrettet den 31. maj 1962. Henrettelsen betød, at han var den første til at få en dødsdom i det israelske retssystem nogensinde.

Eichmann var kendt som selve ’arkitekten’ bag Holocaust, og havde været en af hovedpersonerne bag den massive deportering og udryddelse af op imod seks millioner jøder under Anden Verdenskrig.

Da Eichmann i 1960 blev pågrebet i Argentina, satte Hannah Arendt sig for at dække retsprocessen. Hun tog derfor til Israel for at reportere for The New Yorker og deltog efterfølgende i en række af retsmøderne for at beskrive såvel sagens udvikling som personlige overvejelser om Eichmanns person. Hendes optegnelser blev udgivet i avisen som føljeton og senere i bogen, ’Eichmann in Jerusalem. A Report on the Banality of Evil’, som udkom året efter Eichmanns død.

Bogen skabte stort røre, ikke mindst blandt jøder, fordi Arendt indikerede, at Eichmann måske ikke var den ondskabens fanebærer, som man forventede, og at der måske, på trods af de frygtelige forbrydelser, han havde udført og kontrolleret, faktisk gemte sig et menneske som alle andre bag facaden.

Ondskabens banalitet - et nøglebegreb

Det, der gjorde indtryk på Arendt, var, at Eichmann ikke, som man kunne have forventet fremstod som udspekuleret, kold og kynisk, men at han faktisk virkede normal – og egentlig en anelse underbegavet. Han havde, bemærkede hun blandt andet, ikke været i stand til at gennemføre sin uddannelse, og gentagne gange havde han i processen påtaget sig ansvaret for gerninger, som på ingen måde ville styrke hans forsvar. Flere gange under forhøret gentog Eichmann, at han ikke var jødehader, og at han blot havde udført ordrer.

Hvordan kunne sådan en mand stå bag så frygtelige gerninger, som dem, Eichmann gjorde?

Måske fordi ondskaben er tættere på os, end vi tror, fordi ondskaben nogen gange er en nemmere mulighed, fordi den er banal, mente Arendt.

Glemmer vi som mennesker os selv som individer, bliver vi nemlig en del af sammensmeltningen af det private og det offentlige, af det totalitære. Vi følger egentlig bare trop, løsrevet fra vores egne handlinger.

Ondskaben er for Arendt derfor et vilkår for alle moderne mennesker, der glemmer at se på det system, de befinder sig i. Ondskaben er en mulighed, en konstant fare, som opstår af tankeløshed. Derfor er ondskaben faktisk ikke andet end fraværet af tanke, og heri er dens banalitet, mente hun.

Eichmann var i sine gerninger, mente Arendt, et – ganske vist – frygteligt eksempel på tankeløsheden, fordi han simpelthen handlede med manglende samvittighed, fulgte ordrer.

Hvis ondskaben er et banalt grundvilkår i det moderne samfund, blev Eichmann for Arendt den påmindelse, som lod os se den i øjnene.

Men nogen skal straffes. Det kræver vores forestilling om retfærdighed. Afsluttende skriver Arendt i sine papirer, hvordan Eichmann straffes, ikke som individ, men som symbol på den ondskab, som jødeudryddelserne var.

”Ligesom du (Eichmann) støttede og udførte en politik, som ikke ønskede at dele jorden med jødiske mennesker og en række andre nationer – som om du og dine overordnede havde nogen ret til at beslutte, hvem der skulle, og hvem der ikke skulle bebo jorden – finder vi, at ingen, det vil sige intet medlem af den menneskelige race, kan forventes at ville ønske at dele jorden med dig. Dette er grunden – og den eneste grund, til at du skal hænges.”

Mange tog afstand fra bogen og Arendts teorier. Blandt kritikerne er Holocaustforskeren David Cesarani, der blandt andet har påpeget, at Arendt ikke deltog i alle retsmøderne, og at flere ting tyder på, at Eichmann faktisk var antisemitisk, og ikke nær så uovervejet, som Arendt præsenterede ham. Bogen kom faktisk til at præge resten af Arendts liv, og hun blev fremstillet som antijøde og forsvarer af Eichmanns gerninger. I USA blev en omfattende kampagne sat i gang for at diskreditere Arendt. I avisen ’Intermountain Jewish News’ kom en anmeldelse med titlen: ’Self-hating Jewess writes pro-Eichmann book’ (Selvhadende jødinde skriver pro-Eichmann bog).

I dag er Arendt - kritik eller ej - en hyppigt anvendt filosof - eller politisk teoretiker, som hun selv foretrak at blive kaldt, og hendes teorier og analyser bruges over hele verden.