Jakob, Josef og Samson som nøgne og seksuelt opstemte. Gud med kvindelige former. Gammeltestamentlige personer, der stimulerer hinanden seksuelt. Det er ikke hverdagskost på altertavler rundt i danske kirker, men 15 erotiske altertavler med førnævnte motiver af Samsø-lægen Kurt Bresson (1927-1996) kan i september ses på Galerie Eros i København.

Ifølge Bettina Sinnet Fornitz, der driver Galerie Eros, er der ikke meget, der tyder på, at Kurt Bresson udelukkende var ude på at provokere, da han skabte tavlerne. Han var en læselysten ung mand, da han i sin tidlige ungdom fik Det Nye Testamente i hånden og læste det fra enden til anden, og i gymnasiet meldte han sig ud af folkekirken. Men ikke fordi han ikke var troende, fortæller Bettina Sinnet Fornitz:

”Han kunne ikke acceptere, at menneskets krop skulle være
grundlæggende syndig. Han satte selv pris på at gå nøgen rundt i sin have, og han havde svært ved at acceptere, at det skulle være ukristeligt at vise sit køn frem.”

Bresson søgte at udleve sin interesse for kristendommen ved at læse teologi på universitetet, men skiftede hurtigt til medicinstudiet. Han blev derefter læge på Samsø, og det er i høj grad kærlighed til både Samsø og Det Gamle Testamente, der ifølge Bettina Sinnet Fornitz var motivet til tavlerne, snarere end ønsket om provokation:

”Det var et fritidsprojekt, der skulle berige omgivelserne, og han så bestemt ikke tavlerne som krænkende. De skulle få folk til at interessere sig for kristendommen og især Det Gamle Testamente. Hvis Gud skabte mennesket i sit billede, kunne Han da ikke også have kvindelige former?”

Men ville han ikke også provokere?

”Jo, men ikke krænke. Han satte sig virkelig ind i kristendommen, og han ville kun sætte spørgsmål ved nogle af de vedtagne sandheder om den. På tavlerne kommer der en livsglæde, en humor og en kærlighed til live, som tydeligvis ikke kun skal være en provokation.”

Der er en grænse
Selvom Bettina Sinnet Fornitz altså mener, at det ikke først og fremmest var Bressons formål at provokere, vil hun også understrege, at heller ikke hun forsøger at krænke nogen ved at udstille tavlerne:

”Mit mål er det samme som Bressons: At sætte spørgsmål. Jeg er selv kristen og blev ved første møde med tavlerne også en smule provokeret. Men da jeg begyndte at læse om Bresson og om hans tanker om kristendommen, kunne jeg se formålet med tavlerne. Jeg tror ikke, at en mand, der bruger to år af sit liv på at sidde og skære små detaljer ind i et stykke træ, bare gør det for at provokere.”

Men er der ikke en grænse for, hvad du vil udstille?

”Der er bestemt grænser, men det er noget, jeg vurderer fra gang til gang. Hvis jeg som kristen og kunsthistoriker fik ondt i maven ved at se et værk, ville jeg aldrig udstille det. Men i dette tilfælde er det så meget rigdom, der kommer en i møde, når man først har sat sig ordentligt ind i tavlerne. ”

Hvad nu hvis det var Koranen, der var motivet, i stedet for Det Gamle Testamente?

”Jeg ville aldrig gøre det med islam. Det er for sprængfarligt i bogstaveligste forstand at gøre det samme med islam. Dels har islam et billedforbud, som kristendommen ikke har, og dels ved jeg ved slet ikke nok om islam til at vide, hvad jeg selv kan stå inde for at offentliggøre. Men med kristendommen er jeg så meget inde i sagerne, at jeg mener at kunne argumentere for, hvad jeg udstiller og ikke udstiller af kunst med kristent perspektiv.”