Det var ikke bogstaveligt de skulle følge ham, Jesus fornyede!

Hvorhenne?

Jeg synes det er mere interessant hvordan man forvalter sin religion, hvad man retfærdiggør i religionens navn. Det er ikke den enkelte religions skyld hvis den misbruges.

Kære Anna og Ben Alex

Jeg er på en måde lidt ked af det svar, jeg vil til at give.
Jeg tilhører den kirkelige højrefløj og regner med, at i hvert fald du, Ben Alex, vil være uenig med mig. Jeg tror simpelthen ikke, vi kan blive enige, og derfor havde jeg i første omgang heller ikke lyst til at kommentere på indlægget. Jeg tænkte: hvad nytter det? Det flytter jo ikke en sk...
Men helt nytteløst er det måske alligevel ikke. I det mindste kommer der et modsvar. Banen mellem os kridtes op.
Jeg kridter den dog ikke op for bare at få det gjort. Jeg gør det, fordi jeg tror enhver kristen er kaldet til det, hvor nytteløst og ligegyldigt, det end virker.
Jeg kridter heller ikke op for at være sur og skælle ud. Jeg gør det, fordi jeg holder af jer. Hmm, det lyder mærkeligt og nok lidt patetisk, men det gør jeg virkelig. Jeg skriver ikke for at øge afstanden mellem os, selvom jeg næsten forventer, at det bliver resultatet. Hvor håbløst det end måtte se ud med vores meningsuenighed, så håber jeg til det sidste på, at Gud vil bryde igennem med sit åbenbarende lys og vise os allesammen sandheden - mig selv inkl, og føre os sammen.
Jeg tror ikke, at jeg besidder den endelige sandhed. Det får højrefløjen ellers tit skudt i skoene: at de tror, de ejer sandheden, og måske opfører vi os også sådan nogle gange. Men det har vi slet ikke ret til, for vi ejer den vitterligt ikke. Derimod går vi efter den, for vi tror, der findes én sandhed. Alt andet er filosofisk og strengt logisk set umuligt (men det er en helt anden diskussion). Vi er også overbeviste om, at vi faktisk har set og forstået noget af den, men altså ikke at vi ejer det hele af den. Ydmygheden er derfor stadig på sin plads - for os alle sammen.
Det, jeg forsøger at sige, er altså, at jeg nu spiller ind med dét, jeg er overbevist om er sandheden, og så ønsker jeg, at vi sammen kan bevæge os videre mod den fuldkomne sandhed, som vil blive åbenbaret den dag Jesus kommer igen.
Jeg rækker min hånd ud. Ikke forstået sådan, at I skal komme over til mig og forblive her, men som en kærlig bøn til, at I vil overveje min overbevisning og forhåbentlig lade jer overbevise af den, og derfra vandrer vi videre sammen og beriger hinanden på vejen mod målet: frelsen i Jesus ved tro på hans død og opstandelse.
Men nu til spørgsmålet:
Er Kristendommen eksklusiv, eller er alle andre religioner også veje til Gud?
Kristendommens svar må basere sig på Bibelen. Bibelen er den suveræne afgrænser af Kristendommen. Det kan man bare spørge enhver historiker og teolog om.
Og går vi til Bibelen får vi et entydigt svar:
ApG. 4,12:"Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved."
Og det navn er Jesus (ApG. 4,11). Frelse, Himlen, fællesskab med Gud findes der altså kun gennem Jesus. Men så siger en del teologer (og her tager de fejl), at det ikke er noget problem, for Jesus har jo lige netop skabt fred mellem alle mennesker og Gud. Det er derfor sandt, at han er den eneste, der kan skaffe frelse, men det har han også gjort for alle: Kristne, muslimer, hinduer, ateister, jøder osv.
Heri tager de dog fejl, når vi igen går til Bibelen, for som Jesus selv siger:
Joh. 3,18:"Den, der tror på ham , dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn." og dommen er:
Matt. 25,41:"Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige, som er bestemt for Djævelen og hans engle." Troen på ham er altså nødvendig. Man indlemmes kun i freden gennem troen på ham.
Gud tvinger ingen ind i den fred! Han søger hele tiden at overbevise folk om sin kærlighed, men tvang bruger han ikke - i hvert fald ikke hvis vi spørger Bibelen (for at få Kristendommens forklaring).
Er jeg nu bare ude på at prædike dom og helvede? På ingen måde!
Jeg er ude på at proklamere Guds kærlighed! En eksklusiv kærlighed. Der findes kun én af den slags, for der findes kun én Gud. Men kærligheden er givet til alle! Gud døde for alle!
Hvad stiller vi nu op med den? Tager vi imod den, eller vender vi os væk fra Gud og samværet med ham?

Jeg håber, I forstår dette i bedste mening!! Det er på ingen måder en kold skulder. Jeg ønsker derimod, som sagt, at vi sammen kan vandre videre og undersøge den grænsesprængende (han sprængte dødens grænser) kærlighed og sammen blive klogere på den og mere afhængig af den.

Kærlig hilsen Jakob

Kære Jakob,
Ja, det er ikke så rart at diskutere - vi vil allerhelst være enige og have det godt sammen. Det vil jeg give dig ret i.Men sådan er det bare ikke altid...
I 28år har jeg været der, hvor jeg havde det trygt og godt, som "kristen fundamentalist" - hvor jeg, som du, kunne slå op i bibelen og finde de rigtige svar. Jeg var oplært i det og det var som sagt trygt og godt, og dejligt lige at kunne slå op i "facitlisten".
Men huha som Gud dog har rystet mig i min grundvold de sidste par år.
Du husker nok et sted i bibelen, hvor en dug bliver sænket ned foran Peter, og han skal spise de "urene dyr". Peter reagerer i første omgang med rædsel, for det er så meget imod det "skriften siger".
"Ikke tale om, Herre!" siger Peter.
Men Gud udvider Peters horisont, så han ser, at frelsen også er for hedninger.
Mon Gud kan udvide vores horisont på lignende måde i dag?
Eller står vi så meget fast på "skriften", så vi ikke tillader Gud at åbne vore øjne og udvide vores horisont?
Så vidt jeg ved har Jesus ikke befalet nogen at nedskrive "Det nye testamente". Hvordan kan vi så være så "skriftkloge" og "skriftfastlåste". Det er som om historien gentager sig. De skriftkloge havde alle de rigtige svar fra de gamle skrifter (+ deres egne love) på Jesu tid - Jesus var en værre oprører, som stillede spørgsmålstegn ved de skriftkloges fastlåste svar.
I dag har vi så en "oprører" som Ben Alex, der sætter spørgsmål ved de fastlåste svar. Hvordan er vi kristne blevet lige så fastlåste i skriften (nu "Det nye testamentes skrifter")som de skriftkloge var på Jesu tid?
Der var måske en god grund til, at Jesus ikke skrev noget selv.

Kære Anna

Det vigtigste på livets vej mod den sandhed, som Jesus talte om, er at være kritisk overfor de forskellige religioners forståelsesgrundlag og den måde, de bliver udlagt på. At være kritisk er ikke at afvise, men at stille kritiske spørgsmål og at forholde sig til de forskellige svar og påvirket af dem at finde sit eget svar på de spørgsmål, vi stiller. Kun som selvstændige tænkende mennesker kan vi med vor egen sandhedsforståelse og gennem vor udvikling nå frem til den sandhed, som Jesus talte om.

Kristendommens forståelse af fortabelse og frelse giver ingen mening i den betingelsesløse guddommelige kærlighed og det, Jesus talte om, når han talte om dommens dag, hvor vi får den strengeste og mest retfærdige dom samtidig med tilstedeværelsen af den betingelsesløse guddommelige kærlighed, som ingen dom fælder.

Omkring dommen og den betingelsesløse guddommelige kærlighed vil jeg med DR2’s udsendelse om nærdødsoplevelser fortælle om en ude-af-kroppen oplevelse, hvor jeg som i en drømmeoplevelse stod ansigt til ansigt overfor den betingelsesløse guddommelige kærlighed i dommens oplevelse.

I oplevelsen at stå overfor Guds ansigt var en uforglemmelig oplevelse. Der udstrålede en kærlighed, og jeg følte en stor glæde og fredfyldthed selv i de indledende spørgsmål, som foregik på tankeplan. Det første spørgsmål var i sin enkelthed: ”Hvordan har du det med at står her og se det, du ser?” Jeg tænkte på mine handlinger og kunne ikke i min bevidsthed erindre, at jeg havde noget, som jeg havde dårlig samvittighed over, så jeg tænkte, at det var dejligt og en stor oplevelse at står overfor Guds ansigt. Det andet spørgsmål var: ”Hvordan har du det med at står her og se det du ser. Det er i orden, at det er, som det er, men hvordan har du det med det?” Jeg følte stadigvæk en indre glæde ved at står overfor Guds ansigt. Det tredje spørgsmål var: ”Hvordan har du det med at står her og se det du ser. Det er i orden, at det er, som det er, men hvordan har du det med at vide, at du er gennemskuet?” På det tredje spørgsmål opstod der en kulde inden i mig, som gjorde mig opmærksom på, at der var noget, jeg ikke var opmærksom på.

Da jeg vendte tilbage til min dagsbevidsthed, var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde oplevet dommens dag, og at dommen afsiges af vor egen samvittighed, hvorved ordet: ”Med det bæger vi har målt andre, bliver vi selv mål” bliver virkeliggjort.