Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Er alle religioner lige gode? til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Er alle religioner lige gode?

"Jeg forestiller mig livet som en vej, der hele tiden deler sig i nye skilleveje, hvor vi selv må vælge, hvilken af vejene, vi vil gå. Det afgørende her er motivet for vore valg," skriver forfatter Ben Alex.

- Foto: Geof Sheppard/www.wikimedia.org

Svaret giver udtryk for panelistens holdning
Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.
flexblock
6 debatindlæg Hold mig opdateret

"Der er ingen grund til at fyre nogen kirke eller religion, så længe vi opfatter dem som vejskilte på vejen," svarer forfatter Benny Alex

Spørgsmål:

Kære Ben Alex

Tak for dit svar. Jeg har tænkt meget over det, og er også gået i gang med at læse din bog Vejen ud, og vil derefter læse din bog Mødet med Eckhart.

Jeg er selv kristen, men har i de senere år tumlet med mange forskellige spørgsmål, og har det svært med fortabelsesdelen i den traditionelle forstand. Jeg har ofte givet udtryk for, at én hengiven muslim på en eller anden måde måtte kunne finde nåde for Guds øjne, eller en hinduist eller andre hengivne mennesker. På den anden side kan jeg ikke helt overse, at Jesus siger, at han er vejen, sandheden og livet.

Jeg har i de senere år i forbindelse med mit arbejde (jeg er pædagog) arbejdet meget med den systemiske tankegang, og den tankegang gør meget op med én sandhed og ét svar, men går derimod meget ind for multivers og de mange forståelser. Den har sågar afskaffet skyld og skam, hvilket fik mig til at spørge, om tilgivelsen så også er væk? Jeg fik ikke noget svar, men stilhed.

Annonce
Alle de her tanker har jeg svært ved at sætte ind i et brugbart system med det resultat, at jeg tænker i paralleller en stor del af tiden. Dette betyder også, at jeg har svært ved at undervise mine børn i de kristne grundsandheder, da tankegangene ikke kan forenes særlig godt.

Og så kommer vi til dig! Du vender umiddelbart det hele på hovedet. Så vidt jeg kan forstå, mener du at buddhisme, hinduisme og mange af de andre retninger faktisk ikke går imod Bibelen, men er en del af en større sandhed.

Normalt ville jeg afvise disse ideer, men noget hindrer mig, og jeg bliver nødt til at stoppe op og finde ud af, hvad du tænker, og egentligt mener, for jeg føler en stor samhørighed med det, du beskriver i Vejen ud.

Jeg kan sagtens se mig selv i både omvendelse ét og to og er helt med på, at jeg aldrig kommer tilbage til den første frelselsesoplevelse, og at jeg ikke har alle de gode gamle argumenter til frelse, når jeg en sjælden gang forsøger at formidle min tro med ord til kollegaer og venner udenfor kirken.

Jeg er dog bekymret for dine ideer og tænker, at det vel ikke er Guds mening ”at fyre” kirken og så bare sige: ”Det er helt i orden venner! Alle trosretninger er lige gode, så længe I ikke slår hinanden ihjel?” Nogle gange tror jeg, at kirken slår ihjel i hvert fald, hvad angår liv, lyst og spontanitet i åndslivet, og som det er lige nu, hører jeg stadigt til en menighed, men føler mig fremmedgjort, og kan ikke finde frem til åndsfællesskabet som før i tiden.

Så vidt jeg kan forstå, har Jesus stadigt en central rolle for dig, men jeg har brug for at vide, om ”sandheden” er blevet større end Jesus? For mig er sandheden Jesus, ellers ville hans død jo have været unødvendig.

Du siger, at jeg skal holde op med at stille spørgsmål, men det er jeg opdraget til. Ingen spørgsmål - ingen udvikling. At holde op med det er jo egentlig bare det samme, de almindelige danskere gør hver aften, hvor de dulmer deres tanker i endnu en krimi eller et dokumentarprogram, der finder ugens syndebuk (ikke at der er noget forkert i fjernsyn, men tv er en god tankestopper).

Tak, fordi du gav dig tid til at svare på min mail sidste gang. Jeg håber, at du også finder tid til at svare på denne.

Med venlig hilsen
Anna

Svar:

Kære Anna

Tak for dine gode overvejelser og de betænkeligheder, som du formulerer så fint. Jeg svarer gerne, så langt, jeg kan se.

Først spørgsmålet om skyld, skam og tilgivelse: Jamen, hvis vi forudsætter, at der findes tilgivelse, og vi erkender vores behov for tilgivelse, så findes der jo ikke længere skyld og skam! Hvis vi stadigt bærer på skyld og skam, er det ensbetydende med, at vi netop ikke har erfaret tilgivelse. Hvor, der er tilgivelse, kan der ikke også være skyld og skam. Vi kan fortryde noget, og vi kan tage skylden for noget, men de gode nyheder er, at vi ikke behøver at bære på skylden.

Som kristen ved du, at skylden allerede er blevet båret og sonet en gang for alle. Jesus sagde om tolderen, der bad: “Vær mig arme synder nådig!” At han gik "retfærdiggjort hjem" vil sige fri af skyld og skam. Desværre er mange kristne blevet indoktrineret med, at jo mere skyldige, de føler sig, jo mere frelste er de. Men det er lige omvendt: Jo mere frelste, vi er, desto mindre skyldige føler vi os.

Dernæst skriver du, at jeg må mene, at alle religioner er lige gode og “ikke går imod Bibelen”. Om de er lige gode, ved jeg ikke, men hver især forsøger de at tegne et begribeligt billede af den Gud, som er ufattelig, og som findes hinsides alle religioner og systemer. De går ikke imod Bibelen, så vidt jeg ved, lige så lidt som Bibelen går imod dem.

Jeg tror, det er sundt for os, der er opvokset i en kristen eksklusivisme at huske på, at religion (inklusive den kristne teologi) dybest set er noget, vi selv har fundet på. Derfor vil den sandhed, som religionen udtrykker, altid være af relativ art.

Jeg forestiller mig livet som en vej, der hele tiden deler sig i nye skilleveje, hvor vi selv må vælge, hvilken af vejene, vi vil gå. Det afgørende her er motivet for vore valg. Vælger jeg den vej, som bekræfter mig i det, jeg allerede ved og tror på, og som giver tryghed og fritager mig fra at vove? Eller vælger jeg den vej, som udfordrer mig til at vove alt for sandhedens skyld? 

Den første vej kaldte Jesus “den brede vej”, den anden kaldte han ”den smalle vej”. Somme tider kommer vi til en rundkørsel med mange vejskilte og muligheder. På et vejskilt står måske “evangelisk kristendom”, på et andet står der “katolicisme”, på et tredje står der “buddhisme”, på et fjerde står der “tankefeltterapi”, på et femte står der “astrologi” og så videre. Der er lige så mange vejskilte, som der er religiøse systemer. 

Vejskiltene kan kun lede os til kanten. Her hører vejen op, og systemerne kan ikke længere hjælpe os. Vi må tage springet, og det er først i dette spring, at den åndelige vej begynder. I springet kommer sandheden os i møde og bærer os over afgrunden.

Ingen kan tage springet for os, vi må satse os selv og vores eget liv. Men, siger Jesus, den der mister sit liv her, vil vinde det, og sandheden vil sætte dig fri af alle systemer. Før var du fanget i religionens bur, men nu svæver du i frit fald, og først i dette fald oplever du at blive båret af evige arme.

Der er ingen grund til at fyre nogen kirke eller religion, så længe vi opfatter dem som vejskilte på vejen. Men, hvis de hindrer os i at gå hele vejen og gøre springet, så vi kravler op i vejskiltene i stedet for at gå vejen, gør vi bedst i at forsage dem. Ellers vil de lede os på afveje.

Jesus gik selv denne vej, da han forsagede sin fædrende tro. Og han forventer, at enhver efterfølger gør det samme. I en religion (den jødiske), som gjorde krav på at være vejen – den eneste vej til Gud – sagde Jesus: “Nej, jeg er vejen, sandheden og livet.” Det samme gælder enhver efterfølger af ham, der forsager et system, som mener at have monopol på Gud, og kaster sig ud på dybet, hvor nåden ikke længere er en trossag, men bliver til erfaring.

Religionen er ikke længere din vej. Du er selv blevet vejen. Jeg håber, disse tanker vil udfordre dig til at fortsætte din åndelige vej.

Med venlig hilsen
Ben Alex
Forfatter
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

Lad fingrene gå vejen!

nobody knew, publiceret d.24/01 19:01 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Er alle religioner lige gode?
Det var ikke bogstaveligt de skulle følge ham, Jesus fornyede!
Del Link

Fornyede?

jmp, publiceret d.24/01 22:19 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Er alle religioner lige gode?
Hvorhenne?
Del Link

Er alle religioner lige gode?

mio, publiceret d.25/01 20:11 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Er alle religioner lige gode?
Jeg synes det er mere interessant hvordan man forvalter sin religion, hvad man retfærdiggør i religionens navn. Det er ikke den enkelte religions skyld hvis den misbruges.
Del Link

Sv. Lad fingrene gå vejen!

nordmand, publiceret d.30/01 22:07 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Er alle religioner lige gode?
Kære Anna og Ben Alex

Jeg er på en måde lidt ked af det svar, jeg vil til at give.
Jeg tilhører den kirkelige højrefløj og regner med, at i hvert fald du, Ben Alex, vil være uenig med mig. Jeg tror simpelthen ikke, vi kan blive enige, og derfor havde jeg i første omgang heller ikke lyst til at kommentere på indlægget. Jeg tænkte: hvad nytter det? Det flytter jo ikke en sk...
Men helt nytteløst er det måske alligevel ikke. I det mindste kommer der et modsvar. Banen mellem os kridtes op.
Jeg kridter den dog ikke op for bare at få det gjort. Jeg gør det, fordi jeg tror enhver kristen er kaldet til det, hvor nytteløst og ligegyldigt, det end virker.
Jeg kridter heller ikke op for at være sur og skælle ud. Jeg gør det, fordi jeg holder af jer. Hmm, det lyder mærkeligt og nok lidt patetisk, men det gør jeg virkelig. Jeg skriver ikke for at øge afstanden mellem os, selvom jeg næsten forventer, at det bliver resultatet. Hvor håbløst det end måtte se ud med vores meningsuenighed, så håber jeg til det sidste på, at Gud vil bryde igennem med sit åbenbarende lys og vise os allesammen sandheden - mig selv inkl, og føre os sammen.
Jeg tror ikke, at jeg besidder den endelige sandhed. Det får højrefløjen ellers tit skudt i skoene: at de tror, de ejer sandheden, og måske opfører vi os også sådan nogle gange. Men det har vi slet ikke ret til, for vi ejer den vitterligt ikke. Derimod går vi efter den, for vi tror, der findes én sandhed. Alt andet er filosofisk og strengt logisk set umuligt (men det er en helt anden diskussion). Vi er også overbeviste om, at vi faktisk har set og forstået noget af den, men altså ikke at vi ejer det hele af den. Ydmygheden er derfor stadig på sin plads - for os alle sammen.
Det, jeg forsøger at sige, er altså, at jeg nu spiller ind med dét, jeg er overbevist om er sandheden, og så ønsker jeg, at vi sammen kan bevæge os videre mod den fuldkomne sandhed, som vil blive åbenbaret den dag Jesus kommer igen.
Jeg rækker min hånd ud. Ikke forstået sådan, at I skal komme over til mig og forblive her, men som en kærlig bøn til, at I vil overveje min overbevisning og forhåbentlig lade jer overbevise af den, og derfra vandrer vi videre sammen og beriger hinanden på vejen mod målet: frelsen i Jesus ved tro på hans død og opstandelse.
Men nu til spørgsmålet:
Er Kristendommen eksklusiv, eller er alle andre religioner også veje til Gud?
Kristendommens svar må basere sig på Bibelen. Bibelen er den suveræne afgrænser af Kristendommen. Det kan man bare spørge enhver historiker og teolog om.
Og går vi til Bibelen får vi et entydigt svar:
ApG. 4,12:"Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved."
Og det navn er Jesus (ApG. 4,11). Frelse, Himlen, fællesskab med Gud findes der altså kun gennem Jesus. Men så siger en del teologer (og her tager de fejl), at det ikke er noget problem, for Jesus har jo lige netop skabt fred mellem alle mennesker og Gud. Det er derfor sandt, at han er den eneste, der kan skaffe frelse, men det har han også gjort for alle: Kristne, muslimer, hinduer, ateister, jøder osv.
Heri tager de dog fejl, når vi igen går til Bibelen, for som Jesus selv siger:
Joh. 3,18:"Den, der tror på ham , dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn." og dommen er:
Matt. 25,41:"Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige, som er bestemt for Djævelen og hans engle." Troen på ham er altså nødvendig. Man indlemmes kun i freden gennem troen på ham.
Gud tvinger ingen ind i den fred! Han søger hele tiden at overbevise folk om sin kærlighed, men tvang bruger han ikke - i hvert fald ikke hvis vi spørger Bibelen (for at få Kristendommens forklaring).
Er jeg nu bare ude på at prædike dom og helvede? På ingen måde!
Jeg er ude på at proklamere Guds kærlighed! En eksklusiv kærlighed. Der findes kun én af den slags, for der findes kun én Gud. Men kærligheden er givet til alle! Gud døde for alle!
Hvad stiller vi nu op med den? Tager vi imod den, eller vender vi os væk fra Gud og samværet med ham?

Jeg håber, I forstår dette i bedste mening!! Det er på ingen måder en kold skulder. Jeg ønsker derimod, som sagt, at vi sammen kan vandre videre og undersøge den grænsesprængende (han sprængte dødens grænser) kærlighed og sammen blive klogere på den og mere afhængig af den.

Kærlig hilsen Jakob
Del Link

Er alle religioner lige gode?

Jytte, publiceret d.09/02 22:44 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Er alle religioner lige gode?
Kære Jakob,
Ja, det er ikke så rart at diskutere - vi vil allerhelst være enige og have det godt sammen. Det vil jeg give dig ret i.Men sådan er det bare ikke altid...
I 28år har jeg været der, hvor jeg havde det trygt og godt, som "kristen fundamentalist" - hvor jeg, som du, kunne slå op i bibelen og finde de rigtige svar. Jeg var oplært i det og det var som sagt trygt og godt, og dejligt lige at kunne slå op i "facitlisten".
Men huha som Gud dog har rystet mig i min grundvold de sidste par år.
Du husker nok et sted i bibelen, hvor en dug bliver sænket ned foran Peter, og han skal spise de "urene dyr". Peter reagerer i første omgang med rædsel, for det er så meget imod det "skriften siger".
"Ikke tale om, Herre!" siger Peter.
Men Gud udvider Peters horisont, så han ser, at frelsen også er for hedninger.
Mon Gud kan udvide vores horisont på lignende måde i dag?
Eller står vi så meget fast på "skriften", så vi ikke tillader Gud at åbne vore øjne og udvide vores horisont?
Så vidt jeg ved har Jesus ikke befalet nogen at nedskrive "Det nye testamente". Hvordan kan vi så være så "skriftkloge" og "skriftfastlåste". Det er som om historien gentager sig. De skriftkloge havde alle de rigtige svar fra de gamle skrifter (+ deres egne love) på Jesu tid - Jesus var en værre oprører, som stillede spørgsmålstegn ved de skriftkloges fastlåste svar.
I dag har vi så en "oprører" som Ben Alex, der sætter spørgsmål ved de fastlåste svar. Hvordan er vi kristne blevet lige så fastlåste i skriften (nu "Det nye testamentes skrifter")som de skriftkloge var på Jesu tid?
Der var måske en god grund til, at Jesus ikke skrev noget selv.
Del Link

Dommens dag

Peter Rubæk, publiceret d.12/02 10:02 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Er alle religioner lige gode?
Kære Anna

Det vigtigste på livets vej mod den sandhed, som Jesus talte om, er at være kritisk overfor de forskellige religioners forståelsesgrundlag og den måde, de bliver udlagt på. At være kritisk er ikke at afvise, men at stille kritiske spørgsmål og at forholde sig til de forskellige svar og påvirket af dem at finde sit eget svar på de spørgsmål, vi stiller. Kun som selvstændige tænkende mennesker kan vi med vor egen sandhedsforståelse og gennem vor udvikling nå frem til den sandhed, som Jesus talte om.

Kristendommens forståelse af fortabelse og frelse giver ingen mening i den betingelsesløse guddommelige kærlighed og det, Jesus talte om, når han talte om dommens dag, hvor vi får den strengeste og mest retfærdige dom samtidig med tilstedeværelsen af den betingelsesløse guddommelige kærlighed, som ingen dom fælder.

Omkring dommen og den betingelsesløse guddommelige kærlighed vil jeg med DR2’s udsendelse om nærdødsoplevelser fortælle om en ude-af-kroppen oplevelse, hvor jeg som i en drømmeoplevelse stod ansigt til ansigt overfor den betingelsesløse guddommelige kærlighed i dommens oplevelse.

I oplevelsen at stå overfor Guds ansigt var en uforglemmelig oplevelse. Der udstrålede en kærlighed, og jeg følte en stor glæde og fredfyldthed selv i de indledende spørgsmål, som foregik på tankeplan. Det første spørgsmål var i sin enkelthed: ”Hvordan har du det med at står her og se det, du ser?” Jeg tænkte på mine handlinger og kunne ikke i min bevidsthed erindre, at jeg havde noget, som jeg havde dårlig samvittighed over, så jeg tænkte, at det var dejligt og en stor oplevelse at står overfor Guds ansigt. Det andet spørgsmål var: ”Hvordan har du det med at står her og se det du ser. Det er i orden, at det er, som det er, men hvordan har du det med det?” Jeg følte stadigvæk en indre glæde ved at står overfor Guds ansigt. Det tredje spørgsmål var: ”Hvordan har du det med at står her og se det du ser. Det er i orden, at det er, som det er, men hvordan har du det med at vide, at du er gennemskuet?” På det tredje spørgsmål opstod der en kulde inden i mig, som gjorde mig opmærksom på, at der var noget, jeg ikke var opmærksom på.

Da jeg vendte tilbage til min dagsbevidsthed, var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde oplevet dommens dag, og at dommen afsiges af vor egen samvittighed, hvorved ordet: ”Med det bæger vi har målt andre, bliver vi selv mål” bliver virkeliggjort.
Del Link

flexblock

Stil dit eget spørgsmål til religion.dk

Kategori (vælg en af de nedenstående kategorier) *

*

*

*

NB: Alle felter med * skal udfyldes
flexblock
splitblock
flexblock
splitblock
flexblock

Stil et spørgsmål

Kategori*

*

*

*

NB: Alle felter med * skal udfyldes
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock
flexblock

Nyhedsbrev

flexblock

flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​