Daniel Madsen |
20. september 2010
"Det at bære hijab er ikke nødvendigvis et udtryk for, at en kvinde undertrykkes af sin mand eller sin religion", skriver dialogkonsulent på Zanzibar Daniel Madsen i sin blog
Zanzibar er en overvejende muslimsk kultur (mere end 90% af befolkningen er muslimer). Vores hushjælp er også muslim og har i sidste måned praktiseret ramadanen med faste og bøn. Hun går normalt med tildækket hoved, når hun er udendørs, men i ramadanen har hun også gået med slør – eller hijab.
På den ene side af sløret er der mange forestillinger om en muslimsk religion, hvor mænd har ret til at bestemme, hvordan deres kvinder skal se ud, om kvindeundertrykkelse og om kvinder der ikke står op for deres ret. Det er vel mange af disse forestillinger, der har ført til forbud mod kvinders tildækning i det offentlige rum flere steder i Europa de sidste år.
Men hvad er der på den anden side af sløret? Her på Zanzibar har vi en god mulighed for at finde ud af det, eftersom mange kvinder har båret hijab under ramadanen. Da Hannah snakkede med vores hushjælp om det, forklarede hushjælpen, at for hende var sløret en måde at være alene på. Når man bærer sløret, bliver man ikke stoppet på gaden – man får lov at gå i fred. Hun bærer altid hijab i fastetiden for bedre at kunne koncentrere sig om bønnen og stilheden.
Noget, man sjældent får at se på Nørrebro i København er, hvad der så sker, når ’de tildækkede kvinder’ kommer ind i et hjem, hvor de kan tage sløret af. Derfor har det været ganske forfriskende at opleve, hvordan vores hushjælp har leget lige så vildt med vores børn i fastetiden, som hun plejer at gøre. Når man ser en stor ”mama” som hende ligge på børnenes legeværelse og lære dem afrikanske børnelege, så er det altså svært at få øje på kvindeundertrykkelsen.
Dette er ikke for at neglicere den kvindeundertrykkelse, der finder sted – også inden for islam, som når kvinder pålægges at bære hijab. Men jeg ville ønske, at flere af dem, som har en holdning til kvinders hovedbeklædning også fik mulighed for at se, hvad der er på den anden side af sløret. Det at bære hijab er ikke nødvendigvis et udtryk for, at en kvinde undertrykkes af sin mand eller sin religion.
Daniel Madsen er ansat af Danmission og koordinator af
Zanzibar Interfaith Centre.