Araberne reddede liv under Holocaust

Dette burde ikke komme som en overraskelse for nogen, når man husker, at der havde været et blomstrende jødisk fællesskab i Mellemøsten frem til 1940’erne og 1950’erne, da nutidens spændinger overskyggede en historie om sameksistens.

I 2006 udgav forskeren Robert Satloff en bog med titlen: ”Among the Righteous: Lost Stories from the Holocaust in Arab lands”, som gav de gode nyheder om arabisk barmhjertighed en mere nøgtern kontekst.

I en artikel i Washington Post skrev han, at ”araberne i disse lande var ikke så forskellige fra europæerne: Mens krigen rasende omkring dem, lod de fleste stå til og gjorde ikke noget, mange deltog helt og villigt i forfølgelsen af jøderne og nogle få modige hjalp endda med at redde jøderne”.

Nuværende konflikt gør blind for heltegerninger
Det er vigtigt at anerkende disse ”modige få”. Selvom det var begrænset, er sådanne heroiske handlinger inspirerende, og udbredelsen af dem er et udtryk for håb. Historier, der skildrer handlinger af moralsk mod på tværs af religiøse skel, må nødvendigvis fremme god vilje mellem alle mennesker, særligt mellem arabere og jøder.

Desværre, som i andre mellemøstlige spørgsmål, bliver muslimers opførsel under Holocaust opfattet gennem den forvrængede prisme af den nuværende arabisk-israelske konflikt. Vestlige medier forvrænger gerningerne yderligere ved uophørligt at fremhæve den retorik, der fremføres af provokerende arabiske og iranske politikere, der benægter eller nedtoner Holocaust.

Dette skaber et budskab om, at muslimer er anti-semitiske og bidrager til en islamfobisk social-politisk stemning. Som følge heraf konkluderer mange i Israel og i Vesten, at rapporter om arabisk moralsk mod under nazisternes regering blot er distraktioner i vore dages sprængfarlige politiske kontekst.

Sådanne rapporter er ikke distraktioner. Ifølge de jødiske såvel som de arabiske hellige bøger, betyder det at redde ét liv, at hele menneskeheden er frelst. Endvidere kan det være en lægende for både arabere og jøder at inviteres til at tænke på Holocaust uden den arabisk-israelske konflikts kontekst.

Holocaust-metafor overdrives
Vi må minde os selv om, det bare var i det sidste århundrede, at konkurrerende statsbygning og en voksende nationalisme placerede araber og jøder i en dødbringende politisk konflikt. Den kolonialistiske udnyttelse af de to parter har også spillet en rolle.

Arabisk modstand over for jøder er overvejende politisk; den er hovedsagelig et resultat af palæstinensisk lidelse og politisk ydmygelse. Tilsvarende er jødisk og kristen modstand mod arabere og muslimer blevet opildnet af terroraktioner begået af få, som påvirker millioner af menneskers omdømme.

Både arabere og jøder udtrykker deres frygt for fjenden for at tilføre troværdighed til deres moralske fortællinger med malplacerede og overdrevne referencer til den nazistiske periode.

Nogle jøder rationaliserer deres udførlige besættelsesstrukturer og bygger ekskluderende mure og checkpoints for at undgå et påstået fremtidigt Holocaust. Hvad angår araberne, er der nogle af dem, der rationaliserer voldshandlinger med påstanden om, at de lever i en nazistisk-lignende besættelse.

Fortællinger kan nedbryde mure
Der er dog en anden måde at opfatte appliceringen af Holocaust-fortællingen på nutiden. Historier om muslimer, der frelste jøder under Holocaust tjener fredsprocessen.

Skeptikeren, der stiller spørgsmålstegn ved betydningen af disse historier, går glip af pointen: disse sandfærdige historier er moralfortællinger, der har potentialet til at nedbryde nogle af de mure, der er blevet opført mellem arabere og jøder.

Nutidens moralske helte er de arabere, der giver afkald på deres stolthed for at anerkende Israels eksistens; israelere, der ofrer bosættelser på Vestbredden for kunne afgøre konflikten; jøder, der taler for territorial tilbagetrækning for at ære det palæstinensiske håb om et land; og palæstinensere, der begrænser deres drømme om ubegrænset ret til tilbagevenden for at medvirke til den regionale sikkerhed.

De fortællinger om mod, som skete for syv årtier siden, kan sammenlignes med den tapperhed, som bliver udvist af nutidige arabere og israelere, der har lært at tilgive og som arbejder hårdt for at skabe fred.

Ghassan Rubeiz er arabisk-amerikansk kommentator, forhenværende mellemøstlig sekretær for Kirkernes Verdensråd. Denne artikel blev skrevet til Common Ground News Service (CGNews).

Artiklen er oversat af Vibeke Mumm Stubkjær