Den postmoderne tanke, der gennemsyrer hele vores kultur, baserer sig netop på tanken om, at mennesket skaber sin egen tilværelse, og dermed selv definerer, hvad der er sundt og usundt eller godt og skidt. Og selvom dette naturligvis er en bevægelig størrelse, så er der i princippet kun én, der reelt har ret til at vurdere dette, nemlig ”mig selv”.

Det gode kan vise sig at være sygt
Nu er det imidlertid således, at det ofte har vist sig, at mennesker, der i en periode har følt sig rigtig godt tilpas i en religiøs sammenhæng, pludselig bryder ud og herefter betragter denne sammenhæng som farlig og ødelæggende. Personen har altså i en lang periode fejlagtigt været overbevist om, at tilhørsforholdet var sundt og godt.

Eksempler herpå er den stadig aktuelle Sostrup sag, hvor en nonne i en årrække var overbevist om, at den måde hun udøvede sin religion på, var sund og god for hende, men i længden fandt ud af, at den var en katastrofe, som havde ødelagt en stor del af hendes liv.

Ligeledes en bekendt af mig, der i nogle år var dybt overbevist om, at hun havde fundet livet og lykken i healermiljøet InJiva, men pludselig opdagede, at hun blev udnyttet både personligt og økonomisk og med triste helbredsmæssige konsekvenser.

Der findes talrige lignende eksempler, og flere af dem udtrykker både en frustration; ”havde jeg blot vidst bedre” og et behov for fremover at kunne være med til at ”advare mine medmennesker”.

Spørgsmålet er derfor, om det alligevel giver mening at opstille nogle kriterier - og dermed generelle retningslinjer for, hvad sund og usund religion eller sund og usund religiøsitet er?

I virkeligheden mener jeg, at det er ganske banalt og indlysende, men det er som bekendt ikke ensbetydende med, at vi mennesker ikke ind imellem mister blik for det banale og indlysende i tilværelsen.

Religion er sund, når...
Jeg vil påstå, at det er:

• sund form for religion, når det menneske, der udøver den, ikke er bundet økonomisk eller personligt af sin religion
• sund religion, når vi med den kan finde mening med tilværelsen og hvile i tanken om, ”at det ender godt”
• sund religion, når vi med den finder nogle holdepunkter i livet, som vi kan referere til og hvile i, når livet udfordrer os, og især når det gør ondt
• sund religion, når vi med den kan holde modet oppe, både hos os selv og de mennesker, der omgiver os
• sund religion, når vi med den kan være et nåderum for andre mennesker, og når vi med den føler os forpligtede på at nære omsorg for og værne om livet i os selv og vores medmennesker

Religion er usund, når...
Jeg vil påstå, at det er:

• usund religion, når vi med den kredser om os selv og overvejende skuer indad i os selv
• usund form for religion, når vi med den er bundet til nogle regler eller dogmer, som hindrer vor naturlige livsudfoldelse
• usund religion, når vi i den fastlåses økonomisk og personligt eller, når vi bliver afhængige af goodwill fra en stærk leder eller andre, der er tilknyttet det religiøse samfund, den religiøse gruppe, og at denne goodwill afhænger af en bestemt opførsel
• usund religion, når vi med den ikke bare begrænser vort eget liv, men også andres liv, gennem restriktioner og moralske holdninger, der problematiserer livet med vores nærmeste
• usund religion, når der i den sammenhæng, hvor den udøves, stilles spørgsmålstegn ved vores personlighed, og vi herefter tilbydes supervision og udviklingssamtaler, eller særlig undervisning til programmering af vores tankesæt og navneændringer, og ydermere, når de sider af os, som ikke lige passer ind i den pågældende sammenhæng, betragtes som dæmoner, der skal drives ud
• usund religion, når man med den skaber fjendebilleder, som oftest omhandler dem uden for fællesskabet eller dem, der stiller spørgsmålstegn inden for fællesskabet. Der er som bekendt ikke noget som fjendebilleder, der kan skabe sammenhold, og derfor er det også et ganske banalt middel, der bruges i usunde fællesskaber
• usund religion, ligefrem katastrofal, når vi med den legitimerer vold, undertrykkelse og krig, når vi med den ødelægger livet for os selv og andre mennesker. Det er grusomt, hvad mennesker inden for stort set alle religioner igennem tiden, har begået af ugerninger i Guds navn, men det er vist en anden diskussion, som ikke hører hjemme her!

Christina Phillipstatt er cand. teol. og generalsekretær i Dialogcenteret.