Læs udpluk fra de sidste fem års debat om Muhammed-tegningerne på religion.dk. Blandt andet opfordrede imam Ahmed Akkari Danmark til at åbne øjnene for omverden.
- Arkivfoto
Elisabeth Vestergaard Dørken |
30. september 2010
I dag er det fem år siden, Jyllands-Postens Muhammedtegninger blev trykt. Vi bringer uddrag fra debatten på religion.dk de sidste fem år
Aminah Tønnsen: Ønsker vi et samfund, hvor intet er helligt?
Forfatter og foredragsholder Aminah Tønnsen skrev
9. februar 2006:
Ved at fremstille Profeten Muhammad med en bombe i turbanen overskred Jyllands-Posten grænsen mellem kærligt ment satire og ondskabsfuld forhånelse. Muslimer ser ikke Profeten Muhammad som terrorist - og alle muslimer er ikke terrorister!...
Spørgsmålet er, om vi virkelig ønsker et samfund, hvor intet er helligt - et samfund, hvor vi med fuldt overlæg krænker hinandens følelser? Det er måske tilladt ifølge loven, men ikke særlig gavnligt for harmonisk sameksistens og samvirke.
Kim Ngyen: Forståelsen af satire er anderledes i Danmark
Buddhist Kim Ngyen skrev 21. februar 2006: Hvis buddhisterne fik præsenteret nogle chikanerende tegninger af Buddha, ville de fleste buddhister selvfølgelig markere og gøre opmærksom på, at vi ikke synes, at det er særlig pænt gjort, men vi ville slet ikke protestere med vold eller aggressive toner, for det ville kun føre til mere vrede, flere aggressioner og ufred, og det er ikke det, vores religion står for. (...)
Desuden skal man prøve at forstå, at man jo bor i Danmark, og her er den kulturelle forståelse af satire en helt anden end i andre kulturer. Man skal jo heller ikke tvinge andre til at kunne forstå ens kultur, når man er gæst i et land
Ahmed Akkari: Muslimer vil ikke finde sig i kritik af Muhammed
Imam Ahmed Akkari udtalte 24. marts 2006:Den aktuelle sag om muslimer, imamer, tegninger af Muhammad - fred være med ham - og om humor og satire drejer sig om at forstå, at ens frihed stopper der, hvor andres frihed starter. Alt andet, som i dag bliver sagt, er irrelevant i forhold til sagens kerne…
Sagen drejer sig om, at Danmark skal åbne øjnene for verden. At Danmark forstår, erkender og accepterer, at det stadig hænger sammen med resten af verden. Muslimer kan og vil ikke finde sig i, at deres forbillede og særlige religiøse figur Muhammad - fred være med ham - bliver udsat for en bølge af uanstændig og målløs kritik.
Erik Bjerager: Vi står ikke i en konflikt mellem religioner
Chefredaktør Erik Bjerager skrev 24. marts 2006:Vi står ikke i en konflikt imellem religioner, men derimod i en konflikt imellem religion i det hele taget og sekularismen. Ikke mindst i Europa, hvor sekulariseringen i de senere årtier har taget mere og mere karakter af sin egen ideologi, er ytringsfrihed blevet gjort til noget helligt i sig selv. Det er den naturligvis ikke…
Et samfund, der mister fornemmelsen for, at noget er ukrænkeligt, forhærder sig og ender i forråelse.
Ricardt Riis: Man må lære af sit nye lands debatkultur
Debattør og teolog Ricardt Riis skrev 12. april 2006:Jeg mener, hvad er det egentlig, der er tale om i denne Muhammed-affære? Vi har hørt, at vi fremover må passe helt anderledes på med, hvad vi siger og gør, for vi lever i en global landsby; hvad der foregår hos os, kan ses af alle i hele verden, derfor kan vi ikke tillade os at sige hvad som helst.
Og det kan jo for så vidt være rigtigt nok.
Men det var først her, det slog mig: Jamen, det omvendte må jo også gælde! Den, der ser noget i et fremmed land, må ikke reagere umiddelbart, som var det noget, han så i sit eget land; han må tage landets kultur og debatmiljø i betragtning, når han bedømmer sagen
Jørgen Wahl: Muhammed-krisen har måske ikke været forgæves
Debattør Jørgen Wahl skrev 10. maj 2007:Alt i alt forekommer det undertegnede, at Muhammedkrisen på mange måder må have givet de muslimske lande grund til en hel del selvransagelse og derunder tanker om, hvorledes forholdene egentlig er i flere af deres egne lande, når der sammelignes med et af de mest gennemførte demokratiske lande i Europa.
Her kunne der måske drages en lære, som ville være til gavn og lykke for særdeles mange muslimer, og Muhammedkrisen ville ikke have været forgæves. Danske muslimer som helhed kunne måske så fremstå som rollemodeller for hele den muslimske verden
Lissi Rasmussen: Reaktionen kommer fra lande med konflikter
Lissi Rasmussen, leder af Islamisk-Kristent Studiecenter skrev 11. marts 2008:Det er tydeligt at se, at der, hvor muslimer reagerer på tegningerne, er i de lande, hvor der er konflikter og uro, og hvor dele af befolkningen føler sig undertrykt af deres regimer, og hvor de, der har magt, bruger tegningekrisen til at vise, hvor fromme muslimer de er. Det gælder især Iran, Palæstina, Sudan og Pakistan.
Det er interessant at bemærke, at der, hvor reaktionen var mest voldsom i den første tegningekrise og også førte til tab af menneskeliv, nemlig Nigeria, har vi intet hørt fra i den anden krise. Her har man nemlig i mellemtiden fået ny præsident, som har skabt håb i befolkningen bl.a. ved at gribe ind overfor korruption.
Jacob Mchangama: Politiken anerkender, at muslimer er klageberettigede i religiøse spørgsmål
Om Politikens undskyldning for at have bragt Muhammedtegningerne, skrev Jacob Mchangama, chefjurist hos CEOP den 26. februar 2010:
…Politiken tager fejl, når man insisterer på, at forliget ikke får konsekvenser for ytringsfriheden. Ved at indgå forlig med advokat Yamani giver man vind i sejlene til den krænkelseskultur, som Muhammedkrisen var kulminationen på og som lever videre med kravene om at norske dagblade undskylder for at have bragt nye tegninger af Muhammed.
Man anerkender hermed, at muslimer som sådan er klageberettigede i forhold til ytringer, tegninger m.v., som strider mod religiøse dogmer, men ligger indenfor ytringsfrihedens grænser.
Karen M. Larsen: Vil Politiken også undskylde over for Indre Mission?
Gymnasielærer Karen Larsen om Politikens undskyldning, 26. februar 2010:
Det bliver spændende at se, om man fremover på samme vis vil give undskyldninger til f.eks. katolikker eller medlemmer af Indre Mission der måtte mene, at deres religiøse følelser er blevet krænket af artikler eller billeder trykt af Politiken…
Vi står i sandhed overfor nye tider på Politiken – med mindre naturligvis dette her er et billigt mediestunt, der skal iscenesætte Politiken som den mest politisk korrekte avis af alle i dette land.
Parvinder Singh Randhawa: En undskyldning skal vedrøre ens egne handlinger
Sikh Parvinder Singh Randhawa om Politikens undskyldning, 1. marts 2010:
Det er da meget muligt, at Tøger Seidenfaden ønsker at undskylde Politikens genoptrykning af Kurt Westergaards tegning, men det er ikke det, han gør. Selvfølgelig skal Politiken have frihed til at undskylde, hvis de ønsker.
Jeg vil dog værdsætte, at en undskyldning vedrører egne handlinger (for eksempel genoptrykning) og ikke modtagerens reaktion, gerne suppleret med en forklaring på, hvorfor man alligevel handlede, som man gjorde. ”Undskyld at du blev ked af det” er jo næsten snarere en fornærmelse.
Rabih Azad-Ahmad: Vigtigt, at Politiken siger undskyld
Rabih Azad-Ahmad,1. Viceborgmester i Århus Kommune sagde den 26. februar 2010 til religion.dk:Det vigtige er ikke, om de siger undskyld eller ikke siger undskyld. Det vigtigste er, at Politiken i dag har sendt et signal om, at de ønsker et samfund med gensidig respekt, fred og fordragelighed. At de har valgt at gøre det i form af en undskyldning er en redaktionel beslutning, som jeg ikke vil blande mig i. Det er hensigten bag, der er det vigtigste.
Martin Henriksen: Jeg er stolt af Muhammed-tegningerne
Martin Henriksen, MF for Dansk Folkeparti skrev 29. september 2010:Muhammedtegningerne blev epokegørende for dansk kultur, og derfor synes jeg også vi som danskere med sindsro kan sige, at vi er stolte af, at de tegninger blev trykt. Tryk dem igen, indtil alle forstår, at det må man godt. Stil kritiske spørgsmål, også til og om islam, og frem for alt: Stå fast!
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk