Tysklands religiøse mur står stadig

”Jeg tror, det skyldes den ‘afdøde modstander’ ved navn DDR. I kommunismens tid blev man ofte kritiseret, hvis man gik i kirke. Et resultat af dette var en styrkelse af de interne bånd mellem kristne. Nu møder vi ikke længere den modstand, som får os til at holde sammen som menighed,” funderer den unge ildsjæl.

Sociologiprofessor Monika Wohlrab-Sahr fra universitetet i Leipzig fremhæver også, at kirken for medlemmerne havde nogle særlige funktioner, som nu er væk:

”Efter DDR-tiden er kirkemedlemskabet reduceret til en interesse i selve kirken som sådan. Det fungerer ikke længere som arena for en politisk protest eller som udtryk for et bestemt kulturelt ståsted,” siger hun.

Østtyskere er mindre religiøse
Monika Wohlrab-Sahr mener, at den fortsatte tilbagegang i kirkernes medlemstal langt fra er overraskende, hvilket også hænger sammen med et særligt ikke-religiøst træk i den østtyske mentalitet:

”Det er tydeligt, at det ikke kun er kirken, men også religion i det hele taget, der spiller en langt mindre rolle i øst end i vest. En religiøsitet uden for kirken eksisterer i det østlige Tyskland kun marginalt,” vurderer kultursociologen.

Og hun mener, at årsagen til det ikke kun er, at befolkningen gennem flere generationer er blevet statsligt opdraget til at være ikke-religiøs:

”Verdsligheden er også noget, folk har valgt selv. Det ligger i deres selvforståelse ikke at være religiøse. Den østlige del af Tyskland har altid har haft en særlig stærk tradition for religionskritik,” fortæller Monika Wohlrab-Sahr og peger på, at socialistpartiet da også gjorde sig umage med at overtage tidligere tiders religionskritiske oplysningstanker i sin ideologi.

Kirkens funktioner er erstattet
Teologen Niels Thomsen, som er østtysk gift, har i mange år fulgt de kirkelige forhold i Østtyskland nøje. For ham at se er det tydeligt, at kirken generelt har fået en højere agtelse i folks bevidsthed siden kommunismens sammenbrud. Man ser den som noget, der hører med til det kulturelle landskab.

Når folk så alligevel ikke ønsker at melde sig ind igen, skyldes det ifølge Niels Thomsen dels den økonomiske faktor. Mange af de relativt vanskeligt stillede østtyskere holder sig tilbage fra at skulle begynde at betale kirkeskat. Desuden har de ganske enkelt vænnet sig til ikke at være medlemmer:

”Fra Danmark kender vi det fænomen, at det først og fremmest er de særlige kirkelige handlinger, som markerer livets overgange, der kan få medlemmer af folkekirken til at komme i kirke. Men i Østtyskland har man vænnet sig til de erstatningsformer, man indførte i det gamle DDR, for eksempel den såkaldte Jugendweihe, altså ungdomsindvielse, som svarer til borgerlig konfirmation i Danmark,” siger Niels Thomsen.

”I DDR havde sådan en markering nogle klare ide¬ologiske undertoner, men nu fortsætter den bare uden politisk indhold. I Wittenberg, hvor jeg boede i nogle år, ligger andelen af unge, der bliver kirkeligt konfirmeret, på 10-15 procent, mens deltagere i Jugendweihe ligger på omkring 60 procent af en ungdomsårgang,” fortæller han.

Forudser udjævning af forskelle
Niels Thomsen forventer, at Tysklands ”religiøse mur” gradvist vil blive nedbrudt i de kommende år, fordi sekulariseringen vil gå hurtigst i Vesttyskland.

”Jeg tror, at kirkemedlemstallet i øst har nået sin bund, mens det i vest stadig vil være i rivende tilbagegang,” siger han.

I Den Store Danske Encyklopædis artikel om religion i Tyskland udtrykker teologiprofessor Peter Widmann en tilsvarende forventning. Hos ham er begrundelsen, at der vil ske en gradvis omfordeling af befolkningen: Når kristne flytter fra vest til øst, vil det styrke kirkemedlemstallene i øst.

Sådan en tendens er synlig i Berlin. Men på landsplan er der endnu ikke noget i de kirkelige medlemsstatistikker, der indikerer så meget som en begyndende udjævning.