En dag fik jeg nok af forbud. Mit oprør begyndte, og jeg væltede mig i haram. Den sorte engel på min skulder fik skrivekrampe og udviste stresssymptomer. Mine forældre anede intet. Jeg levede et dobbeltliv, men jeg var ude på tynd is. Jeg kendte mine forældres grænser. Jeg kendte religionens grænser. Men jeg kendte ikke mine egne grænser.

Muslimske unge kender ikke egne grænser
Præcis som mange af de unge jeg møder i dag. Som rådgiver på nymødom.dk taler jeg hver eneste dag med muslimske unge som er vokset op med de samme dogmer som jeg selv, og som samtidig lever et liv med sex og kærester. I hemmelighed. Det er klart.

For de ved udmærket godt, at deres handlinger og tanker ikke vil blive tolereret. Aktuelt er de unge muslimske kvinders uddannelsesniveau steget, og især studiemiljøet er et sted hvor de unge mødes. Fordi det er forbudt at bringe en kæreste med hjem, ja, det er forbudt overhovedet at have en kæreste, så mødes man i biler, solcentre og i ungkarlehybler som går på omgang mellem kærestepar.

De unge er alene
Jeg taler med kvinder som bærer tørklæde og går i moskeen, og samtidig har et aktivt sexliv. Før ægteskabet vel at mærke. Jeg møder kvinder, som har det bedste ry blandt familie og venner, men som indvendig bliver ædt op af skam og skyld. De ved ikke, hvordan de skal navigere i forhold til det andet køn, hvordan man beskytter sig selv og aflæser situationer.

Og når det sommetider sker, at kæresten viser sig at være voldelig, eller der opstår angst for graviditet og sygdomme, så står den unge alene. Helt alene og med en frygt for, at problemet vil blive endnu større, hvis deres forældre får kendskab til det valg, de har taget.

Forældrene vil ikke se problemerne
Når jeg holder foredrag for forældregenerationen, siger jeg det, som jeg ser det: I opdrager jeres børn til at blive de perfekte ofre. De har nemlig ikke redskaberne til at begå sig i et moderne ungdomsliv hvor det hele ikke er sort og hvidt. Og når livet går på tværs, er der ingen kære mor. Jeres børn har brug for jer. Men de tør ikke, fordi de er bange for jeres fordømmelse og straf’.

Hvordan reagerer de så, forældrene? Jo, de ryster på hovederne og siger ”det var dog forfærdeligt hvad de andre unge går og laver. Tsk, Tsk. Godt min lille Laila er en god pige.”

Og så går de hjem og messer videre om halal og haram, i stedet for at se de unge mennesker i øjnene. Ikke fordi de er blinde, men fordi de er bange. Bange for naboernes og Allahs dom. I nævnte rækkefølge.

Naivt at true med helvede og lokke med paradis
Min oplevelse er, at man blandt muslimer og i andre religiøse samfund har den naive tro, at hvis man himler op om helvede og lokker med paradis, så vil de unge makke ret. Men jeg må være helt ærlig og sige, at derfra hvor jeg står, så ser den strategi altså ikke ud til at virke. Tværtimod.

Forældrene dikterer halal og haram, fordi de vil beskytte de unge, men effekten er jo præcis det modsatte. Forældrene siger, at man skal fortælle sandheden, men gør det samtidig umuligt for de unge at leve et liv uden løgne.

Jeg er vokset op med en engel på hver skulder. Nu er de fyret og fløjet væk. Det sidste jeg hørte var, at den sorte laver noget freelance på nakken af Jyllandsposten. Og lad det blive ved det. Jeg foretrækker at se verden i farver og mine børn i øjnene.

Kristina Aamand er forfatter og foredagsholder og kommentarskribent ved religion.dk.