Hej Christian.

Du virker ikke, som om du ikke ved, hvad du tror på, da du beskriver det meget klart og sammenhængende. Men det, du spørger efter indirekte, er måske, hvor du skal gå hen for at finde en form for trosfællesskab, eller for at lære mere om den virkelighed, som du tror på, men som man jo ikke lige kan gå hen og finde en lærer, der underviser i, eller en uddannelse i?

Måske har du mest bare brug for et accepterende miljø, hvor du kan få lov at være den, du er, og tale om åbent om din virkelighedsopfattelse - også gerne med andre, der deler den.

Jeg synes, du simpelthen skal prøve at tage forskellige steder hen og møde folk:

Der findes jo forskellige miljøer af den slags, men det er ikke til at pege på et bestemt, fordi det er afhængigt af enkeltpersoner, om der er rart at være eller ej - ligesom der er store forskelle på miljøet fra den ene sognekirke til den anden afhængigt af præsten og menigheden og den stemning, de skaber sammen.

Jeg tror, det vigtigste er at finde et sted, hvor der er en stemning af ægte åndelighed - rummelighed og varme kombineret med en god virkelighedskontakt. Det kan man finde både blandt katolikker og protestanter og shamaner og healere og teosoffer og buddhister m.v. Bare man finder den rette "lomme" af dem, et godt åndehul.

Shamanisme vil jeg særligt nævne, fordi du måske ikke selv har tænkt på danske shaman-miljøer som en mulighed, der kunne være relevant for dig, men det kunne de evt. godt. De er måske mindre tekniske end buddhister, og jeg tror nok, at alle de elementer, du omtaler i din tro, passer på shamanisme. Reinkarnation er nok ikke specielt vigtig for dem, men de er åbne overfor den. Det vigtigste for dem er kraftbegrebet - virkeligheden som betinget af en universel kraft, ligesom du beskriver. Dine skæbneovervejelser kunne også være formuleret af en shaman. Du kan jo prøve dem. (Jeg kender ikke selv de danske shaman-miljøer, så jeg ved ikke, om der er rart eller ej, jeg kender bare noget til troens/retningens indhold.)

Det kunne måske også være rart for dig, hvis du ikke allerede har gjort det, at læse Denys Kelseys bog: "Then and now", og hans bog "De mange liv", som han har skrevet med Joan Grant. I alle fald er det to bøger, som på en meget klar måde beskriver en reinkarnationstro, der måske kan være god at spejle sig i, når man stiller de spørgsmål, du gør.
Jeg kunne forestille mig, at teosofien (ligesom jeg tror om buddhismen, men det er måske en uretmæssig fordom, for jeg kender ikke meget til den!) kunne være for teknisk og tung at binde an med. Det virker mere, som om det vigtige for dig er det følelsesmæssige, det med at høre til et sted, og måske også få information, men ikke alt for klinisk og dogmatisk, mere en slags "Levende Ord".

Hvis du går efter det levende ord, kunne du også måske have glæde af at tale med f. eks. nogle grundtvigianske kristne ell. lign. Du skulle bare finde frem til et miljø, der ikke var optaget af at fordømme reinkarnation - som ikke var bange for den, men godt kunne rumme den i et kristent perspektiv. De må være der, for jeg mener da, der var en undersøgelse for nylig, der viste, at en fjerdedel af alle, der definerede sig selv som kristne, troede på reinkarnation. Disse folk samler sig vel også på bestemte steder og hygger sig sammen.

Du kan også prøve at tage til et teosofisk foredrag, de bliver vist holdt med jævne mellemrum.

Der er mange muligheder, og jeg tror, det ville være rigtig godt og rart for dig at komme ud og tale med nogen om tro. I møderne med andre mennesker på steder, hvor man er åbne overfor åndelige ting - uanset hvilken tro, der er tale om, bare stemningen er god og accepterende - bliver man meget bedre klar over, hvor man selv har åndeligt hjemme, end man kan blive ved at sidde alene og tænke over det.

Men man skal selvfølgelig også passe på sig selv, når man bevæger sig ud - for vi er meget sårbare på det område, når vi kommer et sted hen som åben-hjertede søgende - og der er jo en del mennesker, som gerne vil dominere andre og "konvertere" dem (danne dem i deres eget billede). Så snart man mærker en form for pres, skal man være på vagt - evt. bare smutte straks. Det kan sådan set være en god regel, ikke kun på det religiøse område, også politisk og personligt og alt andet... Men intet sted er det vigtigere at kunne mærke denne tendens end i forhold til tro. For her rækker man jo faktisk ud mod "sit væsens hemmelighed", sin mest individuelle væren. Og så er det ikke så godt, hvis nogen roder rundt med én på den forkerte måde.

Jeg læste engang en bog med en god advarsel i: "Pas på, hvilket menneskes skygge du sætter dig i." Dvs. pas på, hvilken indflydelse du lægger dig ind under.

Det bedste kriterium er, om et miljø får dig til både at føle dig åndeligt hjemme og samtidig bakket op i, at du stadig har ret til at tænke og tale frit - at være dig selv, ærlig både indadtil og udadtil.

Held og lykke.

Troen er ikke kun et valg, personligt frit valg, men har at gøre med det drama der foregår mellem ens historiske skæbne, liv på den ene side og Gud som Kaldet i ens liv på den anden side og ens mod til at følge dette kald (i mit tilfælde Kristus (når Gud taler til os og kalder os; Damaskusbegivenheden eller begivenheden Kristus (på nøjagtig samme måde som Paulus gjorde det)); mellem en selv og Gud som den personlige anden, Du, i ens liv, dette sande kærlighedsdrama mellem billedet af en selv og det billede vi er skabte i og til og som taler til os i Kristus.

Det er vores længsel efter Guds fødsel i vores liv, men sørme også det er menneskets fødsel i Gud, mennesket der lader sig føde i Gud.

Det er Gud der i Kristus elsker os mere end vi elsker Gud.

Nærmere forklaring følger her:

Under et stort billede af Karl Marx har jeg skrevet følgende på min facebook:


Denne mand (altså hentydende til det store billede af Karl Marx) interesserer mig mere og mere og ja forundrer mig mere og mere som årene går, som jeg bliver ældre og klog, eftertænksom og begynder at kunne danne mig et overblik over den europæiske idehistorie, tanker og ideer der ændrede verden. SuperTankeren eller den største TænkeTank nogensinde måske. Hans ide om at de religiøse spørgsmål og det med Gud eller Guden, fuldstændig er udtømt og er at finde i diskursen om selvrealiseringen og broder søster samfundet (solidaritetssamfundet) er en genopdagelse af Paulus's tanker, hvor selvrealiseringen foregår i Kristus, the new man, The Anthropos, second Adam, the Heavenly Adam of the Cabbala (og selvfølgelig finder vi her den kroppende og sexede Madonna, hvor ellers og hvordan skal man ellers forstå inkarnationen og de nye skabninger, mennesker, vi er i Kristus). Både Karl Marx's store fortjeneste men også bias var at han fokuserede for meget på industriarbejderen, "the average man" her, som nok slet ikke eksisterer i rendyrket form. At overlade fremtiden til denne gruppes interesser i Rusland (sovjet) og i Tyskland, og andre steder på kloden, gik da helt galt for os i det 20 årh.. Både jøder og bønder blev lagt for had, og dræbes i horrible milliontal, så det blev også by (og stat, centralistisk statsstyring) mod land, mod stolte selvstændige duelige bønder.

Bønder og bonde et skældsord, men her i landet har Grundtvig om noget adlet denne slægt, fyldt deres tungt byrdefulde slidfulde lange dagligdag med ord, spirit, humør og lyst sind. Født på landet og vokset op blandt grise, køer, kalve, høns, gæs og kalkuner, hunde og katte og duer og deres afføring, fjer og pels og duft, deres pikken og biden og tungekys iøvrigt har præget mig, har gjort uudsletteligt indtryk på mig, dog ubevidst, fra underbevidstheden det virker ind på mit liv, denne sunde naturlige sanselighed og helt naturlige liv blandt dyrene, fordi jeg som 3 år gammel dreng pludselig bliver barn i en industriarbejder familie, qua mine forældres flytning fra land til by. Indtil godt konfirmationsalderen er jeg socialdemokratisk industriarbejder dreng, og så oplever jeg igen en forandring, fra nærmeste hold, nemlig hvordan et byggefirma, murermesterfirma bygges op fra grunden af, jeg følger med fra første parket. Så dertil mit eget liv fra gymnasium til Universitets miljøet i mange år (aktiv engageret evighedsstudent), har gjort at jeg kender 4 stænder (stand og kald) fra egen krop, deres tænkning, sprog, logik og etik og gejst, humør og gåpåmod, spiritualitet. Og alligevel til trods herfor vokser min beundring, respekt og forundring for manden Karl Marx for hver dag. Min personlighed der er fuldstændig præget af psykoanalysen som Zizek er gennemsyret heraf, gør at vi af den vej indser hvor meget marxismen (dialektisk materialisme og historiens udformning og mening) og kristendommen skylder hinanden og hænger uløseligt sammen. En synopsis mellem Paulus og Marx er lige så meget på sin plads som den helt uundgåelige mellem Paulus og Freud. Historie og skæbne former vores karakter og unikke personlighed. Et menneske der ikke har forstået disse historiske politiske miljøforhold, vil blive et let offer for manipulation og åndelig/religiøs, politisk demagogisk forførelse. At begribe sin fortid og historie, og skæbne; forsone og forlige sig med sin erfaringsbaggrund er et nødvendigt skridt på vej imod karakter og personlighed, imod åndelig (og politisk) selvstændighed og modenhed.

Rolig nu Kloge Karl Åge Marx, du går da helt i selvbiografisk selvsving nu.

Du reflektionssyge Hansimandsi jeg tror du skulle løbe dig en tur i solskinsvejret her ved Limfjorden.

mange kærlige julehilsner HansKrist.

PS:

ved ikke om det er nødvendig at nævne, men jeg er vokset op i en såkaldt "ikke Kirkelig" eller en ikke "Kirke -vant" familie. Min far var stolt af at være højlydt erklæret fritænker.

Men 2 bøger i folkeskolen fik afgørende betydning for mig; og det var Luthers lille Katekismus og det var geometri og algebraisk matematik, og iøvrigt fandt jeg ligheder mellem de 2 bøger og lærdomme, hvilket gør at jeg allerede dengang læste Luthers lille Katekismus (fandt senere ud af at det var Pauls ligninger mellem mennesket og Gud som Luther her havde kogt ned) som Alain Badiou har læst og forstået Paulus i hans fremragende bog "St Paul".

Jeg gik sammen med indre missionske og grundtvig missionske børn fra landet af, og jeg var dybt skuffede over at disse børn jeg vidste gik i søndagsskole, ikke tog Luthers lille Katekismus seriøs, når der blev ringet ud til frikvarter. Første store skuffelse de såkaldte kristne gav mig, var at børnene fra disse hjem ikke ville resonnere og filosofer, altså tænke, ud fra Luthers Katekismus. Følte jeg stod alene med disse høje og store tanker om "mennesket og mennesket i Kristus og Gud og Helligånden".

Da vi kom til geometri og algebraisk matematik i skolen, gik jeg fra at være nummer 3 i klassen til at være klart nummer 1 såvidt disse forhold gjaldt. Det var ordblinde mig, der her fik et kæmpe gennembrud og endelig lidt succes i skolen. Altid kunne jeg hjælpe lærerne hvis de gik i stå mht til bevisførelsen på tavlen i de geometriske algebraiske ligninger (Descartes matematik især). Jeg bandt uløseligt geometri og algebraisk matematik sammen med Luthers Lille Katekismus og jeg gennemgik Luthers mange ligninger mellem mennesket og mennesket i Kristus og Gud og Helligånden, nøje og systematisk for at tjekke om Luther dog ikke skulle have begået bare en enkelt lille fejl i disse sine ligninger. Men ikke en eneste fejl kunne jeg påvise ved Luther i den sammenhæng, fra da af var min respekt og beundring for Luther mageløst og dybtfølt, lidt hellig må jeg nok sige. Ofte tænkte jeg, hvordan kan det være Luther ikke bare begår en lille fejl i sine ligninger om Gud og mennesket.

Altså vi ser her en dreng fra et "ikke Kirkelig" hjem der er stensikker på at han er i besiddelse af evnerne til at analysere og gennemgå Luthers Lille Katekismus for eventuelle fejl. Denne teologiske stensikkerhed har fulgt mig lige siden. Den har jeg bare som dåbsgave, som en dåbsgave jeg samstillede med mit pludselige i skolen opdukkede naturtalent for gemometri og algebraisk matematik. I den sammenhæng ligner jeg Alain Badiou lidt har jeg erfaret i forbindelse med min læsning af hans bog "Saint Paul".

Som jeg dengang ret ofte stod alene mand imod alle de andre i meningsudvekslinger, hele min klasse (noget der gentog sig på Universitetet) og ja alene dreng mod alle de voksne i familien når vi skændtes, på samme måde fungerer har jeg måttet konstatere min debataktivitet på begge portaler (trosfrihed den anden) også her står jeg alene imod alt og alle. Ikke fordi jeg vil, men jeg kommer til det. Det skal lige siges som forklaring at jeg tog en autisme test og jeg scorede tårnhøjt her, så det er nok noget af forklaringen.

Dengang gik jeg meget alene med disse mine indsigter i Kristus qua Luther (med min ateistiske Kristusmystik). I dag hvor jeg har mødt Paulus; Berdyaev (J. Boehme); Barth; Tillich; Bonhoeffer; Zizek og Badiou er jeg selvsagt ikke så alene længere, som ovennævnte selvsvingende selvbiografiske dans med Karl Marx også viser jer.

Som I alle ser så mødte jeg og kom jeg til kristendommen som en total fri mand, det er som en fri mand jeg har mødt og stiftet bekendtskab med kristendommen, også en af grundene til at Berdyaev og mig har så meget til fælles, men næppe hele forklaringen, vi er nok begge derudover super velfungerende asperger, okay kun en gisning.

Ja, uden lidenskab kommer man ingen vegne. Det meste kristendom foregår i det sociale rum. Man er medlem af en kirke og en menighed og man opfører sig pænt og mageligt som en del af menigheden uden at forstå hvad kristendom er.

Den personlige oplevelse ligger meget langt herfra. Tvivl er et udtryk for intelligens, men tvivl bliver undertrykt med begrebet tro, der stort set betyder, at man skal beholde sin plads i den sociale sammenhæng.

Se på den velbjergede vestlige verden. Se på den etablerede velbehagelige tro, som kun fungerer indenfor den sociale trygheds grænser.

''Hils også på dem I ikke Kender'', sagde Jesus, men hvem gør det?

Ingen er tiltede i nuet, døde fra fader, Moder, Søster og broder og forholdende sig til det mennesker de står overfor dem i livets nu. Man vil hellere afvise virkeligheden og fortabe sig i trygheden og døden. Derfor går virkelighedens evige nu konstant én forbi.

At dø fra Fader, Moder, Søster og Broder er at dø fra fortiden, tilknytningen og erindringen om de, der udgørende éns tryghed og som befinder sig et andet sted end man selv gør lige nu.

Det er tanke, erindring og død.

Livets nu er uendelig flygtigt selvom det altid er tilstede. Altid dækker vi virkeligheden, som kræver at vi er voksne nok til at kunne være alene, uden tilknytning, forholdende os til det evige nu's bevægelse, med en afvisning, idet vi, i vore tanker klynger os til vores tryghed. Virkeligheden er en tom mængde, kun et sjældent øjeblik møder vi blikket fra én, som er tilstede.

Treenigheden er Faderen, Sønnen og Helligånden. Men den begynder med faderen, ikke med Helligånden. Prøv nu'et. Måske er det noget helt andet end du forestiller dig.

Det er dejligt at se, at du søger. Men det er ærgerligt at et menneske, som hedder Ole Skjerbæk Madsen, der kalder sig selv kristen og som er kaldet til at være "menneskefisker", til en levende og sand Gud, ikke giver sig tid til at vise dig den eneste og sande Gud, der eksisterer.

Lad mig forsøge. Men bær over med mig, for jeg kender Ham kun en lille smule. Jeg arbejder på at komme til at kende Ham endnu bedre.
Men det er en vej at gå, for at kunne kende Ham.

Helligånden, som er den Ånd Gud har sendt til alle mennesker, ja, endda alt levende, her på jorden, sagde en gang til mig: "Hvis du forestiller dig, at der er nogle mennesker, der har hørt om dig. Hvordan ville de mennesker så lære dig at kende?"

Lad os tage et eksempel.:

Jeg er et ganske almindeligt menneske, som bor i en by i Danmark. Du hørte en dag om, at der skulle være noget "særligt" ved mig.
Men det eneste du har hørt, er overlevering fra andre. Og måske kender de mig ikke engang. De har måske læst om mig på Facebook. Eller de har hørt en anden, en af mine bekendte, eller en af mine fjender, fortælle om mig.
Du har, måske, Googlet mig, men fandt ikke særligt meget om mig.

Alligevel er der et eller andet i dig, der siger, at du godt kunne tænke dig at møde mig.
Hvordan vil du nu bære dig ad?

Vil du stadig nøjes med at pløje gennem Facebook, for at læse mere? Fra andre, som påstår at de kender mig?
Vil du opsøge mennesker, som kender mig?
Vil du se på Google, eller andre steder, om der er en gruppe af mennesker, som kender mig?
Vil du se, om der er skrevet bøger om mig?

Eller vil du selv finde mig og besøge mig?

Hvis du fik min adresse. Hvordan ville du så komme og besøge mig?
Ville du tage dit allerpæneste tøj på? Købe en gave? Og køre hen til mit hus og banke på?
Eller ville du blot finde min adresse og komme som du er, uden gaver og det fine tøj, for at besøge mig?

Når jeg åbner for dig, hvad vil du så sige?

Forestil dig så, at jeg inviterer dig indenfor. For det gør jeg.

Vil du så fortælle en hel masse om dig selv?
Vil du fortælle mig, hvorfor du gerne vil lære mig at kende?

Og når du har været og besøge mig og mærker, at det jeg har at fortælle dig, gør dig glad og fri. Hvordan vil du så komme videre i vort venskab?

Vil du besøge mig en gang om ugen? Iklædt dit pæneste tøj? Eller vil du nøjes med at maile, eller sende mig en hilsen på Facebook?
Hvor tit vil du besøge mig?

Kunne man ikke forestille sig, at du faktisk kun kan komme til at kende mig, hvis du bruger en masse tid sammen med mig?
Måske skulle du ligefrem tage fri fra dit arbejde en tid, blot for at vi kunne være sammen, så vi rigtigt kunne lære hinanden at kende.

Og hvis du så virkeligt har fundet en ven i mig, hvordan vil du så værne om dette venskab?
Vil du komme nogle få gange og fortælle, hvor forfærdeligt du har det?
Vil du komme, for at få min hjælp?
Vil du komme, for at "pleje" venskabet, så det er til din fordel?
Vil du komme, for at få noget af mig?
Ville vort venskab bygge på kærlighed, eller på noget praktisk, der gavner dig?

Forestil dig den bedste ven, du endnu aldrig har haft..
En ven, som altid bakker dig op. En ven, som aldrig lader dig i stikken. En ven, som både er sammen med dig, når du er ked af det, træt af det hele, glad, fri, sur, sulten, tørstig, syg og måske ved at dø.

Ville du være en sådan ven, overfor mig?

Og sådan kunne jeg fortsætte......, men jeg tror at du har forstået forskellen mellem at have et helt personligt kendskab og venskab med Den Levende Gud. Den samme Gud, som Abraham, Isak & Jakob mødte. Som Moses mødte.
Som disciplene mødte. Og som jeg har mødt.

Spørgsmålet er blot: Kunne du tænke dig at møde Ham? Og hvordan ville du bære dig ad?

Lad mig afslutte med en lille dejlig historie, som Helligånden en aften fortalte mig. Og husk, det er kun en historie:

En dag var Kronprins Frederik ude at køre. Helt alene. Han kørte rundt ude på et øde sted, nede i Sønderjylland et sted.
Pludselig går bilen i stå. Den fine, store, spritnye, Audi A8, vil ikke mere.

"Frede" (Undskyld), sidder og kikker lidt rundt, for at se, hvad han kan gøre.
Han går ud og kikker ned i motorrummet, for at se, om det er noget, han kan fikse selv.
Men det kan han ikke.

Efter at have gennemtænkt mulighederne og indset at han faktisk har brug for hjælp, men er ganske afskåret fra dem han normalt har til at hjælpe sig, får han øje på et lille gammelt og slidt skur.
Det ligner nærmest et gammelt kolonihavehus, der burde have været malet for mindst 20 år siden.

"Frede" går der hen og banker på døren.

En mand kommer og åbner døren. Det er en gammel mand. Hvidt skæg, hvidt hår. Gamle, slidte bukser med seler. En hvid undertrøje uden ærmer. (Den kunne godt trænge til en vask)
Manden smiler og siger: "Mojn! Hvad kan jeg gøre for dig?"

Den gamle mand har hverken tv, eller radio, så han ved ikke, hvem det er, der har banket på hans dør.
Frederik tænker ikke nærmere over det, men finder det heller ikke nødvendigt, at sige, hvem han selv er. Det plejer folk jo at vide.

De snakker lidt sammen og den gamle mand insisterer på at kikke lidt på bilen. Måske kan han hjælpe.
2 minutter efter at den gamle har kikket på bilen, spinder de 8 cylindre igen og "Frede" er klar til at køre igen.

Men den gamle mand siger: "Kom nu med indenfor, unge mand. Du kan da godt lige komme med ind og få en bid brød og lidt at drikke, inden du kører videre"

Og de går begge ind.
Manden finder sit rugbrød frem. Han har et bæger med leverpostej og lidt kærnemælk, som han byder på.

De sidder og snakker om alt muligt. Frederik nyder denne stund. Han nyder hjertevarmen fra den gamle mand. Og han nyder, at være "ukendt" og almindelig, uden den normale fletteren.
Han nyder at tale ligefrem og varmt med den rare, gamle mand.

Da de har siddet et par timer og "Frede" virkelig har nydt selskabet, siger Frederik: "Tusind tak for et dejligt måltid mad. Og mange tak for at du hjalp mig med bilen. Må jeg kalde dig min ven?"
"Hvis du nogensinde kommer til København, så må du altså komme og besøge mig. Du skal være hjertelig velkommen. Jeg vil se dig som min ven"

De skilles og "Frede" ruller hjem, med et smil om munden og et varmt hjerte.
Den gamle mand lukker døren og sætter sig stille ned i sin stol igen.

Ca. et års tid efter at denne lille hændelse har fundet sted, sker det, at den gamle mand en dag skal til København. Han skal besøge noget familie. Et medlem af familien er død.

Den gamle mand rejser med tog og da hans ærinde i København er ovre, kikker han på uret, for at sikre sig, at han ikke kommer for sent til toget.

Men der er god tid. Så, på vejen i taxaen, kommer han i tanke om den flinke unge mand, som var og besøge ham, for nogen tid siden.
Han finder det stykke papir, han har i lommen, frem og beder Taxachaufføren om at køre hen til den adresse, der står på papiret.

Taxachaufføren smiler, men siger ingenting.

Da taxaen ruller over slotspladsen, går det pludselig op for den gamle mand, hvem det var, der havde været på besøg hos ham, for nogen tid siden. Og han bliver helt befippet og ombestemmer sig.
Han siger til taxachaufføren at han har ombestemt sig og hellere vil køres direkte ned på banegården.

Da Helligånden havde fortalt mig denne historie, spurgte Ham mig, til slut:

"Hvad tror du Kronprins Frederik ville føle, hvis han hørte, at den gamle havde været i København og ikke havde mod til at komme ind og besøge ham?"

"Tror du, at det venskab, som blev skabt, i den lille hytte, over leverpostej og kærnemælk, ville være noget man kunne veje i verdslig rigdom og menneskelig anerkendelse?"

"Tror du ikke Kronprins Frederik fik en ven, som han altid vil holde nært til sit hjerte? Og tror du Kronprinsen gør sit venskab og sin egen "værdi" op i det ydre?"

Til sidst vil jeg sige, til enhver som læser dette.:

Jesus Kristus Lever! Han ER den samme, som mødte Abraham, Isak & Jakob!
Han ER den samme som talte med Moses!

Ja, Han er den samme, som kom her til denne fattige verden, for at være vores ven. Midt i vores fattigdom.

Tror du ikke at Han bliver ked af det, hvis du vender din taxa?

Kald på Ham. Ganske som du er.
Tal til Ham. Ganske som du er.

Og Han vil svare dig!

P.s.: Guds adresse er: Kalder du, og Herren vil svare,
da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!
Hans navn er. Jahve. Jesus Kristus. Immanuel. Messias.

Glædelig Jul.