John Lennon-badges til salg i New Yorks Central Park, den 6. oktober 2010. John Lennon, som blev skudt og dræbt den 8. december 1980 ville være blevet 70 år den 9. oktober 2010.
- Scanpix
Peter Fischer-Nielsen |
9. oktober 2010
Ville verden have været et bedre sted uden religion, som John Lennon sang i Imagine? Religion.dk har spurgt panelisterne i anledning af, at han ville være fyldt 70 år den 9. oktober
Hvis John Lennon stadig havde levet, ville han lørdag den 9. oktober være fyldt 70 år. I den anledning spørger vi panelisterne på religion.dk om deres holdning til John Lennon og budskaberne i hans sang Imagine: Ville verden være et bedre sted uden religion og uden forestillingen om himmel og helvede?
Hans Hauge, lektor på Nordisk Institut, Aarhus Universitet:
Jeg forbinder Beatles med min studentertids fester. Og det er sådan set dét. Det er også noget gymnasialt over denne lille sang. Man kan som ung forestille sig alt muligt og drømme. Hvis vi begynder med sidste strofe, kunne man godt sige: Det er realiseret som globalisering. Den siger VK-regeringen hurra til. Drømmen er realiseret. Strofen før er udtryk for kommunismen. Den kan man ikke forestille sig. Tænk sig ikke at have bil eller mobil. Jeg sidder i det gamle Østberlin og skriver dette. Med DDR døde den drøm. Drømmen om at afskaffe nationer – countries – det er jo EU's drøm. Den er på vej.
Første strofe er den mest spændende. Den siger, at der er en himmel og et helvede. Med andre ord: Prøv at forestille dig verden uden Gud. Det er let, men det er en drøm.
Carsten Korsholm Poulsen, undervisningskonsulent i Indre Mission
Ville verden være et bedre sted uden religion og uden forestillingen om himmel og helvede? Kun hvis vi mennesker blev væsentlig bedre, end vi er! For det vil altid kun blive ”dreaming” (som han selv skriver) at forestille sig, at al egoisme og gruppedannelsestendenser i os mennesker fordufter op i en lyserød tåge af fred og kærlighed. Ville verden være et bedre sted uden religion og uden forestillingen om himmel og helvede? Det ville bare betyde, at alle mennesker prøvede at leve på en løgn – eller en ”drøm”, som han skriver.
Jeg tror at virkeligheden – på godt og ondt – er, som Gud beskriver det i Bibelen. Og derfor gir det ingen mening at diskutere, om verden blev et bedre sted, hvis man fornægtede virkeligheden. Men det giver egentlig god mening at spørge, om tilværelsen for den enkelte person kan opleves bedre, hvis man har den livsopfattelse, som Lennon drømmer om. Det virker da meget tiltalende: Alle er dybest set gode mod hinanden, og der er ikke noget i tilværelsen, der er så ondt, at det retfærdigvis må straffes og udslettes (”helvede”). Og dette liv er så godt for alle mennesker, at ingen ser mening i at se frem til en evighed i et bedre liv (”himmel”).
Problemet ved denne oplevelse må vel alligevel være, at den så nemt må anfægtes. Det kræver ikke mange berøringer med andre mennesker, en tv-avis eller mit eget indre, før jeg må indse, at så idyllisk er tilværelsen vist alligevel ikke? Og hvad er en drøm værd, hvis man dybest set godt véd, at det kun er en drøm og ikke virkelighed?
Aminah Tønnsen, muslimsk forfatter og foredragsholder:Jeg stiftede bekendtskab med John Lennon som en del af The Beatles, på en spejderlejr nær Whitby i England i sommeren 1963. Et par af de lokale deltagere havde deres transistorradio med, og der var vild jubel, når "Twist and shout" blev spillet for fuld udblæsning i forbindelse med den daglige top 10-liste. Der var vist ingen, der lagde særlig mærke til teksten - det var musikken og lydstyrken, der var vigtigst!
En verden i fred og uden vold, griskhed og hungersnød drømmer vi nok alle om; men en verden uden Gud og tro kan jeg vanskeligt forestille mig. Jeg vil nødig undvære den tryghed og harmoni, som min tro giver mig i hverdagen.
Imagine er helt klart bedst i en instrumental-udgave. Det gælder i øvrigt for mange af de sange, der har været populære i min tid.
Ben Alex, kristen forfatter og grafiker:Lennons sang “Imagine” fra 1971 er en profetisk fremtidsvision, og det er forbavsende her 40 år efter at måtte erkende, at der ikke kun var tale om en drømmers idealistiske vision af en verden uden modsætninger.
Der var tale om en virkelighed, som nu er ved at tage form. I løbet af disse 40 år har en stor del af jordens befolkning gjort et kvantespring i bevidsthed fra et dualistisk verdensbillede til et mere ikke-dualistisk – noget som aldrig tidligere er sket i den målestok i menneskehedens historie.
Jeg tror, Lennon havde ret, og at vi er på vej ind i en ny tidsalder, hvor religion, nationalisme, imperialisme, kapitalisme og alle de andre ismer, som har været med til at definere den gamle verdensorden, langsomt opløses og er ved at blive erstattet af nye paradigmer. Som kristen tror jeg, at den bevidsthedsrevolution, som så småt er i gang, er en forløber for Kristi fredsrige på jord.
Safia Aoude, muslim og jurist:
Et liv uden trængsler til at udvikle sig. Et liv uden himmel at stræbe efter.
Lennons opskrift på et ejendomsløst, lykkeligt broderskab hvor alle lever i nuet virker skræmmende på mig. Man må huske, at Lennon, da han skrev sangen, har været påvirket både af stoffer og kommunismens propaganda.
På den anden side kan jeg godt forstå, mellem linjerne, hvad Lennon prøver at udtrykke; nemlig håbet om en verden uden smerte og krig.
Ærgerligt, at han blev skudt i 1980. Jeg er overbevist om, at hans ønske om at finde et åndeligt ståsted, et håb om forløsning og et løfte om en bedre verden ville være opfyldt den dag, han ville have opdaget islam.
Dhamu Chodavarapu, hindu og debattør:Desværre er det en grov misforståelse af John Lennon. Han forestiller sig, at der ikke vil være problemer i verden, at man lever i fred og fordragelighed med hinanden, hvis blot man har en forestilling om, at der hverken er himmel eller helvede, dvs. uden religion. Han beskylder religion for at forårsage drab og død. Men folk har dræbt hinanden uanset religion eller ej.
Det er ikke religion, der opfordrer til at dræbe eller dø for, men de såkaldte religionsvagter, der i deres magtgrådighed opildner undersåtter til sådanne umenneskelige handlinger.
Som det siges: ”skær den syge arm af”, det er en afskyelig forbrydelse at forbyde mennesker at tænke selv. Hvis John Lennons ”dream” skal opfyldes, må vi alle lære at tænke selv og vurdere vores handlinger – ikke bare slavisk følge religiøse magthavers anvisninger.
Det er min drøm, at verden opdager religion med kritik. Religion med kritik kaster lys, hvor ukritisk underkastelse kaster stagnation og mørke.
Jonatan Cohn Maxild, jødisk studerende:Lennon forestiller sig i sin sang ”Imagine”, at vi kan fravælge Gud og dermed religion. Hermed må Lennon forudsætte, at Gud ikke eksisterer. Om dette er tilfældet, er dog et spørgsmål, som ikke endegyldigt kan besvares. Men man kan vel altid gisne.
Hvad nu hvis Lennon har ret? Hvis Gud nu blot er en såkaldt social konstruktion, har dette så gjort verden dårligere stillet? Det er svært at sige.
Der er selvfølgelig noget forkert i, at man har bygget samfund, kulturer og identiteter op omkring noget, som slet ikke findes. Og man kan ikke komme udenom, at der er blevet ført krige og begåede grusomme handlinger i netop Guds navn.
Men på den anden side kan man påpege, at vi i visse tilfælde har det med at acceptere løgne, hvis de for det første er i en større sags tjeneste, og hvis de for det andet ikke gør andet ondt end selve løgnen. Og i forlængelse heraf, kan man jo overveje om disse ugerninger, der er udført i religionens navn, ikke alligevel havde fundet sted, såfremt der ikke fandtes religion?
Altså med andre ord at det ikke er religionen eller gudstroen, der er den afgørende faktor for dårlig adfærd, men at det nærmere er menneskelige karaktertræk som grådighed, misundelse, magtbegær og lign., der får mennesket til at begå slette gerninger, og at dette så ligger skjult bag religiøse udsagn.
Hvad skulle denne større sags tjeneste så være, som religionen og gudstanken har forårsaget, og som ville kunne berettige deres pladser i vores samfund? Jeg tror i hvert fald ikke, at man kan komme udenom f.eks. Biblens betydning for moral. Du skal elske din næste, du må ikke stjæle, du må ikke være utro, og paradoksalt nok - i forhold til forudsætningen om at Gud ikke findes – du må ikke lyve, tilhører alle en større mængde af moralske imperativer, der i mine øjne har meget høj værdi. Både som middel for andre måske mere funktionelle formål, men også som mål i sig selv.
Jeg tror derfor ikke at Lennon - selv med hans antagelse om at Gud ikke findes - nødvendigvis har ret, når han hævder, at verden ville være et bedre sted uden religion. Snarere er det modsatte nok tilfældet.
Lene Andersen, jødisk forfatter og foredragsholder:
Den virkelighed, som Lennon beskriver, svarer til den måde, chimpanser, gorillaer og ret beset også alle andre dyr lever på. Hvis Lennon gerne ville bytte, fint med mig!
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk