Bliver man religiøs af en kræftdiagnose?

"De ikke-religiøse bliver ikke nødvendigvis religiøse i løbet af sygdomsforløbet, men for den religiøse kan troen skabe mening i kaos", siger ph.d.-studerende Nadja Ausker, der forsker i i unge kræftramte menneskers religiøsitet

En kræftdiagnose kan give mange eksistentielle overvejelser. Men bliver man mere religiøs, eller begynder man at tro på Gud, fordi man har fået en kræftdiagnose?

Ph.d.-studerende på Rigshospitalet og Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier Nadja Ausker forsker i unge kræftramte menneskers religiøsitet. Hun har interviewet 21 unge mennesker, både umiddelbart efter de har fået deres kræftdiagnose og et år efter diagnosen.

Hun forsøger at finde ud af, om der sker ændringer i religiøsiteten i forbindelse med sygdom, og om de unge har ændret trosforestillinger. Bliver de grundlæggende tanker, sygdommen sætter i gang, besvaret ved hjælp af religion?

For de patienter, der allerede var religiøse inden sygdommen, kan religionen være et udgangspunkt til at finde en mening med sygdommen.

”Religiøsiteten kan give en måde at handle på og give en forståelse af sygdommen. Det bliver ikke nødvendigvis nemmere, men giver noget, patienterne kan reflektere ud fra. Religionens hovedformål kan være at skabe en mening i det kaos, man måske befinder sig i, når man er alvorligt syg. Patienterne kan altså forstå deres sygdom religiøst. Det giver dem konkrete muligheder for at handle, eksempelvis i form af bøn”, siger Nadja Ausker.

Religiøs coping
Religion kan ifølge Nadja Ausker give de kræftramte patienter nogle redskaber, som kan hjælpe dem i sygdomsforløbet. Coping (”Mestring”) er et begreb, der bruges om menneskers evne til at håndtere stressede situationer, eksempelvis sygdom. Ved hjælp af religionen kan de religiøse patienter bedre mestre og finde mening med deres situation.
 
”Der er nogle former for religiøsitet, der kan gøre, at man går hjulpet ud af krisen i den anden ende. Patienterne kommer styrket ud af krisen og får det bedre bagefter”, siger Nadja Ausker.

Det drejer sig ikke om, hvilken religion patienterne tilhører, men om patienterne bruger deres religion til at forstå deres situation i et positivt lys:

”Man kan eksempelvis tro på, at livet er meningsfuldt og have en tro på en kærlig og omsorgsfuld Gud,” siger hun.

Ikke alle bliver troende
Nadja Auskers erfaring er, at ikke alle tyr til religion i krisetider:

”De ikke-religiøse bliver ikke nødvendigvis religiøse i løbet af sygdomsforløbet. Det er ikke normen, at man bliver religiøs, fordi man bliver alvorligt syg. En del af de unge kræftramte mennesker, jeg har talt med, mener, at det ville være hyklerisk at blive religiøs, for det har de jo aldrig været før.”

Hun understreger dog, at det ikke behøver at være religionen, der er omdrejningspunktet for patienten. I stedet oplever Nadja Ausker, at positive tanker og optimisme ofte er vigtigere for patienterne:

”Der er en ide om, at hvis man tænker positivt og hvis man kæmper mod sygdommen, så er der større chance for at overleve, og det er den grundlæggende idé fra patienternes side” , siger hun.

Mange af patienterne, troende og ikke-troende, ville dog ikke have været foruden deres sygdom:

”Mange siger efterfølgende, at de ikke ville have været det foruden. De har lært noget af det, så på den måde giver det mening, at de har været syge. De tager nogle beslutninger i kraft af krisen, de har været igennem: At vælge nogle andre ting i live, for eksempel at sige sit job op eller tage en bestemt uddannelse.”

Om det er decideret sundt at have en religion, kan Nadja Ausker ikke svare på. Men én ting er sikkert for hende:

”Der findes ateister i skyttegraven”.