Nyateismen er en verdensopfattelse, der systematisk fortolker og devaluerer alting, mener teologiprofessor Alister McGrath

På baggrund af sit bidrag til bogen "Biology and Ideology from Descartes to Dawkins" af Denis R. Alexander og Ronald L. Numbers, har religion.dk bedt professor Alister McGrath om en kommentar til den nye ateismes ideologi.

Alister McGrath, professor i Theology, Ministry and Education på King’s College i London, svarer:

Udtrykket 'nyateisme' (New Atheism, red.) dukkede op i 2006, hvor det første gang blev brugt af Gary Wolf  til at betegne den voldsomme kritik af både religiøs tro og det kulturelle respekt ved religiøs tro, sådan som det blandt andet kommer til udtryk i Richards Dawkins forfatterskab.

Traditionel ateisme
De fleste ateister, jeg taler med, beskriver sig selv som mennesker, der ikke tror på Gud, guder eller på noget andet overnaturligt organ. Der er imidlertid en verden til forskel på 'Ikke at tro Gud eksisterer' og at tro 'Gud ikke eksisterer'.

Mange er ateister på baggrund af en fundamental overbevisning om, at spørgsmål om religion (og ikke-religion) er uvæsentlige, og derfor ikke fortjener særlig opmærksomhed. Denne type ateister har ingen forestillinger om Gud bortset fra, at emnet er uinteressant og i øvrigt har konfliktpotentiale.

Kendetegn ved nyateismen
Nyateismen er anderledes, for ifølge den findes Gud ikke, og de, der tror på Gud, er ganske enkelt vildfarende. Troende betragtes som potentielle terrorister, der er ude efter alle, der ikke mener det samme.
Mennesker, der tror på Gud, dæmoniseres som farlige mennesker, der er ført bag lyset; utilregnelige ”tros-tosser”. Den nye ateismes primære kendetegn er derfor ikke en manglende tro på Gud, men snarere en dybereliggende forestilling om, at religion, især teisme, er skadelig og irrationel, ganske som de godtroende mennesker, der bekender sig til den.

Nyateisme er en ideologi
Andre ateister er alarmerede over nyateismens dogmatisme og aggressivitet. I 2009 redegjorde ateisten Julian Baggini for sine synspunkter på nyateismen i det det norske humanistiske tidsskrift Fri Tanke.

Baggini understregede for det første, at nyateisme snarere er karakteriseret ved dens angreb på religion end ved dens egne overbevisninger. For det andet, at nyateisme på arrogant vis påberåber sig at have monopol på fornuften:

"Med dens snak om 'vildfarelse' og 'vrangforestillinger' vil nyateismen vise, at ingen kan være andet end ateist med mindre, vedkommende er decideret dum og ikke ejer sund fornuft".

Nyateisme er mere end blot religionskritik, for der er tale om en ideologi; en forenklet virkelighed, der både benægter og bortforklarer Gud. Ud fra et snævert ateistisk dogme om, at Gud ikke findes, repræsenterer nyateisme en verdensopfattelse, der systematisk fortolker og devaluerer alting. Alle, der mener, Gud findes, er både utroværdige og ført bag lyset.

Forskellige standpunkter
Naturvidenskaben synes kidnappet som våben imod religion, hvilket måske er det vigtigste aspekt ved nyateisme. Naturvidenskaben er fjende og kritiker af religion, fordi den samtidigt, ud fra nyateismens synspunkt, er garanten for rationalitet og objektivitet.

Mange naturvidenskabelige forskere er stærkt alarmerede over synspunktet, og mener, at naturvidenskabens integritet bliver ødelagt af eksempelvis Richard Dawkins.

”Nogle forskere opfører sig som 'Taliban', når de forlanger, at tro skal være videnskabeligt legitimeret”, udtalte Baronesse Susan Greenfield, én af Englands mest afholdte naturvidenskabelige forskere for nylig. 

”Al naturvidenskab er foreløbig, så at proklamere, at man har det definitive svar på alt, er et beton-synspunkt. Det ville være synd og skam, hvis unge mennesker fik den opfattelse, at man skal være ateist for at være naturvidenskabelig.”

Greenfields vise ord er en direkte udfordring for nyateismens stærkt forsimplede livsanskuelse. Vi må gøre vores til, at hendes synspunkter bliver hørt, og at der handles på baggrund af dem.

Alister McGrath er professor i Theology, Ministry and Education på King’s College i London.

Artiklen er oversat af Anne Lisbeth Nielsen.