Endnu friere fosterdrab

Når vi hævder at livet opstår ved fødslen og ikke ved undfangelsen, så må vi logisk nok finde det etisk korrekt, at udnytte videnskabens nyeste teknologi og bruge de ufødte fostre som reservedele til at hjælpe syge mennesker.

Hvis vi er villige til at tage dette skridt, så er vi afklarede og i balance med den officielle holdning, at abort ikke er fosterdrab.

Føler vi derimod et vist ubehag ved tanken og tøver med at bruge fostrene, så er det på tide at se os selv i øjnene og ærligt erkende, at en vis dobbeltmoral hersker i abort debatten.

Kynisme har i flere år præget holdningen til abort, det er blevet til et indgreb på linie med fjernelse af polypper eller blindtarm.

Det spirende liv omtales ikke og de mennesker, som bringer det ind i debatten får hurtigt et strøg af kristen fanatisme. Vores fortrængning er lige så hyklerisk, som fortidens dobbeltmoral, hvor unge gravide kvinder måtte ligge underliv til kvaksalvernes indgreb.

De fleste aborter i Danmark udføres inden 12. svangerskabsuge, men 3% udføres senere efter særlig tilladelse. I Norge diskuteres det nu, at udvide grænsen så den nærmer sig lovgivningen i England, hvor abort gives op til den 28. svangerskabsuge.

Det bringer os i den situation, at skellet mellem aborter og for tidligt fødte børn, der overlever ved de teknologiske fremskridt forsvinder.

I det ene rum på hospitalet smider man barnet i skraldespanden, i det andet puttes et barn i samme alder nænsomt i kuvøsen og overlever.

Når vi bruger termer som : "Kvinders ret til at bestemme over egen krop og reproduktion" så skubber vi realiteterne fra os. Det lyder jo plausibelt nok - men at kalde mennesker for "produktion", herunder også de ufødte børn, åbner op for et uhyggeligt perspektiv.

Retten til fri abort anses for at være en af feminismens største sejre. Derfor må abort-kritikere per definition være antifeminister. Men feminismen har gennem tiderne haft flere ansigter.

Fra borgerskabets suffragetter, der kæmpede for stemmeret med livet som indsats, over opgøret med biologismen, en holdning som forklarede alle ulighederne med kvindernes anderledes biologi og natur, til 1960'ernes feminisme baseret på en socialistisk køns og klassekamp.

Fra undersøgelser ved vi, at flere faktorer gør sig gældende når nutidens kvinder vælger abort. Årsagen er ofte civilstatus, forholdet til barnets far, uddannelses og arbejdssituation, økonomi eller som almindelige familieplanlægning.

Årsagen variere efter aldersgruppe, men udstiller alligevel den ulighed som stadig hersker mellem kønnene i samfundet. Derfor hævder jeg, at antallet af aborter i Danmark snarere skal læses som den kendte feminismes fallit.

Kvinderne oplever stadig så store uligheder i samfundet, at de vælger abort.

Begrebet "søstersolidaritet" - et forsøg på at konstruere et fællesskab mellem kvinder i modsætning til mænd, bør afløses af en post- feministisk holdning om "samfundssolidaritet" , hvor kvinder som ligestillede, ligeværdige borgere har så gode muligheder, at aborttallet kan reduceres væsentligt.

Retten til at bestemme over egen krop, er ikke ensbetydende med retten til at være ligegyldig over for livet. Post - feminismen fodrer et langt større individuelt ansvar af den enkelte.

Ingen forestiller sig i dag, at danske politikere vil ændre abortlovgivningen i restriktiv retning, men en udvidelse ud over den 12. svangerskabsuge må ikke ske, og det er nødvendigt, utrætteligt at arbejde for en nedsættelse af antallet af aborter. Antallet er faldende, men det sker slet ikke hurtigt nok, og vi ser en stigning blandt de unge kvinder.

Oplysning, undervisning og en ærlig holdning, om at abort er og bliver fosterdrab uden omskrivning, er stærkt påkrævet.

Lone Skov Al Awssi

Feminist og abort-kritiker.

Læs andres reaktioner på indlægget og deltag selv i debatten her