Det eneste punkt, hvor der er "kønskvotering", drejer sig om præsterne, skriver Sprint om Indre Missions kvindesyn.
| Svaret giver udtryk for panelistens holdning |
| Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener. |
KVINDESYN: Lige i værd og ulige i evner, skriver Sprint om Indre Missions syn på mand og kvinde
Hvad er Indre Missions syn på kvinder?
Svar:
Mænd og kvinder er skabt i Guds billede.
Indre Mission (IM) har det gamle Lutherske syn på kvinder, der igen stammer fra Bibelens syn. Overordnet er synet, at kvinder udgør den ene halvdel af menneskeheden. Menneskeheden, som Gud har skabt og som Gud elsker.
Mennesket blev skabt i Guds billede -- som mand og kvinde.
Sådan står der i begyndelsen af Bibelen og det forstå IM således, at både manden og kvinden er skabt i Guds billede på lige vilkår. Begge har altså lige stor værdi. De er endvidere skabt således, at en mand og en kvinde kan blive forelskede og blive gift og dermed blive ét. De bliver en enhed på en helt speciel og fantastisk måde. Ud af denne enhed kan der komme nye mennesker.
Mand og kvinde er ikke skabt ens.
Kun kvinder kan blive mødre, kun mænd kan blive fædre. Også mange andre ting ved et menneske er præget af dets køn. Blandt andet derfor vil det ofte være en fordel at have både mænd og kvinder engageret i samme arbejde. Det giver flere vinkler at se tingene fra. Derfor har IM også både mænd og kvinder ansat, og der sidder både mænd og kvinder i hovedbestyrelsen, der er IM´s ledende organ.
Samfundet præger.
Men for at vende tilbage til det gamle Lutherske. Som alle andre strømninger i verdenshistorien var de Lutherske tanker også på nogle områder præget af samtiden. Og selv om det lå tydeligt i den Lutherske lære, at mænd og kvinder var lige værdige, så havde man samtidig præget fra datidens samfund, hvor kvinderne stort set havde deres plads i hjemmet og mændene tog sig af alle fremtrædende positioner.
Men alligevel kunne kvinder også den gang have stor indflydelse. Og efterhånden har dette samfundspræg ændret sig, så IM de sidste mange årtier har den situation, som jeg har beskrevet her.
Kvindelige præster.
Det eneste punkt, hvor der er en "kønskvotering", drejer sig om præsterne. Nu er det ikke IM, der kan ordinere eller indsætte præster -- det er kun biskopperne i Folkekirken.
Men IM kan vælge, om de vil bruge en præst eller ej. Og den fremherskende opfattelse i store dele af IM er, at Bibelen (og den Lutherske tolkning af den) siger, at en kvinde ikke skal være præst.
Dog er meningerne delte.
Den praktiske konsekvens er, at IM ved større arrangementer ikke bruger kvindelige præster af hensyn til dem, der opfatter dette som et brud på Guds vilje. Men i de lokale IM-sammenhænge kan man samarbejde med kvindelige præster, hvis man synes det.
Venligst
Carsten Korsholm Poulsen, "Sprint"
Undervisningskonsulent i Indre Mission
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk