0 indlæg det seneste døgn
Vand fyldte det indre univers i begyndelsen,
og i vandet opstod livet, så vandet efter-
hånden blev fyldt med liv, indtil vandet sank,
og landjorden dukkede op af havet, hvorefter
de første dyr på landjorden dukkede op af
havet og begyndte at befolke jorden.
Universet består af et hulrum på 12713 kilo-
meter fra syd til nord, og 12756 kilometer
tværs gennem universet ved ækvator.
Omkring dette univers findes fem skaller: en
jordskorpe på en tykkelse fra 160 til 180 ki-
lometer, et lavalag på 200 kilometers tykkelse,
et lag på 2400 kilometers tykkelse, derefter et
lag, hvis tykkelse jeg ikke husker, kun at det-
te lag er det mest flydende lag, og tilsidst et
lag af bly, hvorefter der måske findes et luft-
tomt uendeligt stort univers udenfor det hele.
Jordskorpen vokser med ca. 15 cm om året, hvor-
ved dets omkreds ved ækvator nu er vokset til
godt 42000 kilometers længde.
Alt er altså blevet skabt i dette univers i for-
løbet af de sidste 3,5 milliarder til 20 milli-
arder år.
Grækeren Diogenæs boede i dette univers, som
findes inde i jorden, og hvori der findes mere
vand end land, således at gud har forsynet os
med rigeligt af ferskvand til at drikke af,
hvis det ikke nutiden næsten altsammen er
blevet forgiftet af alle de kemikalier, der
findes overalt i verden af idag.
Men endnu er vi kun to, der beboer det indre
univers, nemlig Diogenæs og mig, men ville
videnskaben gøre alt, hvad der findes af viden-
skab, åbent for alle, så vil måske flere flytte
ind ind i det indre univers.
Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Vandets betydning i verdens mytologier til din ven.
Vandets betydning i verdens mytologier
Læs også
Fakta
Vigtigste anvendte kilder
- Hans Jørgen Lundager Jensen: Kapitlet ”Vand som tema i religioner og mytologi” i bogen...
Læs mere
Emneord for denne artikel
I mange religiøse forestillinger om verdens skabelse og indretning er vand et afgørende element
Der er noget dobbelt ved vand.
Hvis vi får det i enten for små eller for store mængder, har det fatale konsekvenser for os. Det har en livgivende, men også en ødelæggende kraft. Oftest er vand vederkvægende for alt levende, men i forurenet form kan det være yderst ubehageligt.
Med vandets fundamentale vigtighed for alt liv er det ikke underligt, at mennesker til alle tider har tillagt vandet en betydning, som rækker ud over dets biologiske og dagligdags funktioner. I religionerne er det ofte ladet med symbolik, eller det anses for helligt i sig selv.
Vand indtager da også en prominent placering i mange mytologier. En mytologi er et system af religiøse grundfortællinger eller myter, som religionens tilhængere anser for absolut sande. Eller sande på et højere plan.
Annonce
Når floden er gud
I klassiske forestillinger om altings sammenhæng er menneskets verden typisk placeret i midten med den himmelske gudeverden ovenover og den dunkle underverden nedenunder. Ovenfra sender guderne vand i form af regn, og nedefra kommer det i form af kilder og floder.
Nogle gange betragtes det uundværlige vand ikke blot som gudernes gave eller belønning, men som guddommeligt i sig selv. I den græske mytologi vrimler det med mere eller mindre suspekte havvæsener, godmodige nymfer, der ofte holder til i kilder, og med flodguder, der både styrer floden og er identiske med floden selv. På tilsvarende vis kunne de gamle grækere finde på at kæde himmelguden Zeus så meget sammen med regnen, at de kunne udbryde: ”Zeus regner”.
Hvis vi får det i enten for små eller for store mængder, har det fatale konsekvenser for os. Det har en livgivende, men også en ødelæggende kraft. Oftest er vand vederkvægende for alt levende, men i forurenet form kan det være yderst ubehageligt.
Med vandets fundamentale vigtighed for alt liv er det ikke underligt, at mennesker til alle tider har tillagt vandet en betydning, som rækker ud over dets biologiske og dagligdags funktioner. I religionerne er det ofte ladet med symbolik, eller det anses for helligt i sig selv.
Vand indtager da også en prominent placering i mange mytologier. En mytologi er et system af religiøse grundfortællinger eller myter, som religionens tilhængere anser for absolut sande. Eller sande på et højere plan.
I klassiske forestillinger om altings sammenhæng er menneskets verden typisk placeret i midten med den himmelske gudeverden ovenover og den dunkle underverden nedenunder. Ovenfra sender guderne vand i form af regn, og nedefra kommer det i form af kilder og floder.
Nogle gange betragtes det uundværlige vand ikke blot som gudernes gave eller belønning, men som guddommeligt i sig selv. I den græske mytologi vrimler det med mere eller mindre suspekte havvæsener, godmodige nymfer, der ofte holder til i kilder, og med flodguder, der både styrer floden og er identiske med floden selv. På tilsvarende vis kunne de gamle grækere finde på at kæde himmelguden Zeus så meget sammen med regnen, at de kunne udbryde: ”Zeus regner”.
I oldtidens Babylon mellem floderne Eufrat og Tigris i det nuværende Irak var visdommens gudinde, Ea, også gudinde for de ferske vande. Hun findes afbildet med vand strømmende ud fra hver skulder. Det viser formodentlig, at babylonerne så de to store floder som guddommelige.
Nutidens indiske hinduer anser den store Ganges-flod for den helligste og mest virksomme af Indiens syv hellige floder, og for mange almindelige hinduer har det sin helt selvfølgelige forklaring i mytologien: Ganges var engang en modergudinde i gudernes verden, men blev tvunget ned på jorden. Her tog hun skikkelse af en flod, som fik sit udspring fra foden af selveste Vishnu, den hinduistiske overgud.
Fra vandkaos til kosmos
Ofte spiller vand en hovedrolle i myter om altings skabelse. Hos de ældste kulturer, vi kender fra Mellemøsten, møder vi oftest et verdensbillede, der groft sagt ser sådan ud: Himmelen er en slags hvælving, som er spændt ud over jordfladen. Jorden flyder på et bundløst hav, som den engang i urtiden er opstået af.
I en skabelsesmyte går bevægelsen normalt fra en kaos-tilstand, hvor alting er en ensartet masse, til en kosmos-tilstand, hvor verden er ordnet. Kaos er nogle gange beskrevet som et tomrum eller et uigennemtrængeligt mørke, men ofte er det et uendeligt urhav. Vandet er altså i flere religioner ikke blot vigtigt i forståelsen af verdens nuværende sammensætning. Det er også et urstof. Ganske logisk, når man tænker på, hvor elementær betydning vand har for alt levende.
Skaber vandet guder, eller skaber Gud vandet?
Den jødiske skabelsesberetning kan læses i Første Mosebog på Bibelens første sider. Den minder om flere forskellige myter, som kendes fra jødernes østlige nabofolkeslag. Mange forskere mener, at jøderne har hentet inspiration derfra.
Men der er mindst to væsentlige træk ved jødernes version, som ikke genfindes i andre kendte skabelsesberetninger fra oldtidens Mellemøsten. For det første er der spørgsmålet om, hvem der igangsætter og styrer den kosmiske ordningsproces.
Fra Babylon er overleveret det berømte skabelsesepos Enuma Elish. Her er det tilsyneladende kræfter i vandet selv, der drejer det første tandhjul: I begyndelsen findes et kvindeligt saltvandshav. Bevægelsen mod kosmos skubbes i gang, da det salte urhav blandes med det mandlige ferskvand, som hører til under jorden. Derved skabes guderne, som så kan begynde deres arbejde med at ordne jorden.
I den bibelske skabelsesberetning derimod, svæver ”Guds Ånd over vandende” forud for noget som helst andet. De andre skabelsesberetninger består ofte af trinraketter: Forskellige guder og halvguder giver sig, efter de selv er blevet skabt, i kast med at skabe dele af universet. Hvorimod det i den jødisk-kristne tankegang hele vejen er den samme gud, der skaber. Ganske vist taler Gud om sig selv i flertal: ”Lad os skabe mennesker i vort billede” (1. Mos. 1,26). Men alt andet i beretningen tyder på, at han er én og samme person.
Første skabelsesberetning – overskud af vand
I Bibelens beretning er der også en anden interessant forskel fra andre mellemøstlige skabelsesberetninger: Den rummer en dobbelthed, hvad angår vandets oprindelige status. Reelt består beretningen af to adskilte beretninger, hvis udgangspunkter faktisk er modsatrettede. Først får vi en gennemgang af de syv dage, hvor Gud skabte alt. Her tages der afsæt i en situation med alt for meget vand.
”Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel.” (1. Mos, 1,7)
Ved at flytte noget af vandet fra jorden op i et højereliggende depot, får Gud skabt et luftrum mellem jord og himmel og dermed løst problemet med jorden som ét forskelsløst kaos-urhav. Jorden var dog stadig oversvømmet, så næste dag sørgede han for under hvælvingen at adskille havet fra den tørre jord.
Anden skabelsesberetning – underskud af vand
Den anden af de to skabelsesberetninger koncentrerer sig om skabelsen af menneskets egen verden. Her er udgangspunktet i stedet mangel på vand:
”Ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden.” (1. Mos, 2,5-6)
Hvor Gud i den første beretning skaber mulighed for regn, får vil altså her tilføjet, at der også findes et vanddepot under jordens overflade. Kilden har i senere traditioner fået betegnelsen Livets brønd. I kristendommen har man undertiden trukket en linje herfra til dåben, som i øvrigt i sin symbolik spiller på vandets dobbelthed: dåben som både dødens og genfødslens sted.
Overordnet kan Bibelens tosidede skabelsesberetning siges at illustrere vandets dobbelthed på flere planer. På ét plan: overskud af vand kontra underskud af vand; på et andet plan: vandet som det destruktive element, der skal kontrolleres, kontra vandet som det livgivende element, der skal slippes fri.
Mange syndflodsberetninger
Vand er som bekendt livsnødvendigt for mennesket, men mange steder på jorden er vand en mangelvare. Det var det også i Mellemøsten på Det Gamle Testamentes tid. For jøderne – og for mange andre folkeslag gennem tiderne – var det derfor naturligt at tolke regn (eller et kildevæld i ørkenen) som udtryk for Guds eller gudernes velsignelse. Og hvis vandet udeblev, kunne det hurtigt opfattes som det modsatte.
Men når livets opståen og opretholdelse er så afhængigt af vand, er det nærliggende også at forestille sig vand i en rolle, hvis livet skulle gå under. Truslen om den permanente tørke eller om det stik modsatte: en vandflod eller syndflod. Fortællinger om en verden, der forsvinder i vand, er en af de mest udbredte mytologiske genrer. Den kendes fra Indien, Mellemøsten, Grækenland – og sågar Amerika:
Hos Maya-indianerne udrydder oversvømmelsen en menneskeslægt skabt af træ. Men af majs skaber guderne derefter en ny menneskeslægt, som bedre kan tilbede dem.
Nogle forskere mener, at den bibelske fortælling om Noas ark må være en kombination af andre lignende syndflodsberetninger, der kendes fra jødernes nabofolkeslag. Andre forskere opfatter det store udvalg af relativt overensstemmende beretninger som et indicium på, at en historisk syndflod faktisk har fundet sted.
Kosmisk sammenbrud som overgang
Man kan tolke et syndflods-scenarium som en omvendt skabelsesmyte, en tilbagevenden til den oprindelige kaostilstand.
”Netop på den dag brød kilderne fra det store urdyb igennem, og himlens vinduer blev åbnet,” fortælles det i Første Mosebogs syvende kapitel.
Det er altså barriererne for begge de kosmiske vanddepoter foroven og forneden, der skydes til side, hvorefter katastrofen indtræffer.
Fælles for de fleste beretninger er, at guden eller guderne, der som straf har igangsat det kosmiske sammenbrud, også sørger for, at enkelte mennesker overlever – eventuelt sammen med dyr og kulturgoder. Dermed kommer syndfloden til at markere en overgang fra mytisk tid til historisk tid.
LÆS OGSÅ: Vandet i religionernes ritualer
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
Stillinger
-
Studiejob tilbydes i Krifas salgsafdeling i aarhus
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Leder til opstart og drift af børnehaven SmåLand i Silkeborg
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Administrerende kordegn søges til Struer Kirke
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
