Dialog forudsætter vilje til kompromis
Som udgangspunkt mener jeg, at man selvfølgelig altid skal forsøge at komme i dialog med folk, også ens modstandere. På den måde kan man nogle gange bryde barrierer og fordomme ned, og man kan blive bedre til at forstå, hvorfor folk har det standpunkt, de nu engang har taget.

Men både dialog og forhandling forudsætter, at begge parter flytter sig. De skal flytte sig fra deres eget standpunkt hen imod et kompromis. Derfor er man også før enhver forhandling nødt til nøje at overveje, hvilke punkter, man er villig til at give efter på. Her bliver det svært at forhandle med Taleban.

Hvilke kompromisser og indrømmelser er vi villige til at indgå for at skabe fred med talebanerne? Skal vi give køb på ytringsfriheden og det endnu skrøbelige demokrati? Eller hvad med de afghanske pigers ret til skolegang? Skal alle forbrydelserne mod menneskeheden fra dengang Taleban havde magten i 1990’erne genoptages? Hvor straffen for utroskab er stening, tyve får afhugget hænder og fødder og frafaldne bliver halshugget? Under ingen omstændigheder.

Der er to slags talebanere
Der er selvfølgelig forskel på talebanerne. Groft kan de opdeles i to slags. Ekstremisterne og dollar-talebanerne.

De sidste er økonomisk motiverede af f.eks. muligheden for at indkræve beskyttelsespenge. De er af den type, man kan forhandle med, når tilstandene bliver for trængte, og de ikke længere har nogen fordel af deres gøren. Det er også dem, vi i sidste ende ikke vil have de store problemer med, når der engang bliver fred i Afghanistan.

De første derimod, er ubevægelige i deres udlægning af islam. Deres idealsamfund er et sharia-samfund, men sharia er helt uforeneligt med demokratiet. Det er nonsens at tale om 'demokratisk sharia'! De to størrelser er som ild og vand.

Nato stiller naive krav
Nato’s krav om, at Taleban skal respektere den afghanske forfatning, er en utopi. Det kommer aldrig til at ske. Det er håbløst naivt at tro, at de ekstremistiske talebanere vil anerkende de afghanske love som værende højerestående end Koranen eller shariaen.

Derfor bliver vi (den afghanske regering, det internationale samfund og Nato) nødt til at indgå kompromisser dér, hvor fanatikerne ikke er villige til det.

Konsekvenserne af et sådant kompromis er ubærlige! De er ubærlige, fordi man ikke kan flytte sig lidt på f.eks. ytringsfriheden. Hvis man går på kompromis med den, eksisterer den ikke længere. Ligeledes kan man heller ikke have begrænsninger i forhold til ligestilling af kønnene eller have ”lidt” religionsfrihed.

Enten har man disse friheder, eller også har man dem ikke.

Naser Khader er udenrigsordfører for Konservativt Folkeparti og kommentarskribent ved religion.dk.