Religiøse stemmer er tydelige i midtvejsvalget

Ifølge New York Times har 138 af midtvejsvalget kandidater forbindelse til Tea Party bevægelsen, og flere af disse har under valgkampen luftet kontroversielle og religiøst motiverede holdninger. Fra traditionelle værdipolitiske spørgsmål om homoseksuelle ægteskaber eller stamcelleforskning til de mere rabiate, anti-muslimske budskaber.

"Hvor er fødselsattesten?"
Ved mange af Tea Party-bevægelsens protestmøder har man kunnet høre det taktfaste tilråb “Where’s the Birth Certificate?” (“Hvor er fødselsattesten?”, red.) som et mistroisk spørgsmål til Barack Obamas nationalitet. På samme måde omtales Obama i mange Tea Party-kredse konsekvent som “Hussein”, primært for underbygge en skrøbelig konspirationsteori om, at præsidenten er muslim.

Tidligere på året var Tea Party-bevægelsens kandidat til New Yorks senatorpost en af de mest højlydte kritikere af det planlagte moskébyggeri på Manhattan et par gader fra Ground Zero, og senest har Judson Phillips, der er formand for Tea Party Nation - det tredjestørste netværk indenfor bevægelsen - opfordret sine 30.000 medlemmer til vælte Minnesotas demokratiske kongresmedlem Keith Ellison. Blandt andet fordi “Ellison er det eneste muslimske medlem af kongressen”.

Religiøsitet som demokratisk spin
Skriverierne om Tea Party-bevægelsens fundamentalisme og skingre budskaber har foreløbig fyldt meget i dækningen af midtvejsvalget. At der også er tale om en protestbevægelse med en solid kritik af konkrete politiske tiltag som bankpakker og helbredsreformer er ikke på samme måde nået op til overfladen, og det kan der være flere forklaringer på.

Glenn Greenwald, der er journalist på netmagasinet Salon har peget på, at de demokratiske kandidater har en klar interesse i at flytte fokus til Tea Partybevægelsens fundamentalisme og retoriske udskejelser. På den måde slipper de nemlig i højere grad for selv at forholde sig til kritiske spørgsmål omkring Obamas politik.

Inden for selve Tea Party-bevægelsen finder man muligvis en anden del af forklaringen. Forfatteren Jonathan Raban deltog i februar ved bevægelsens konvent i Nashville og skrev efterfølgende en længere reportage om sine oplevelser til New York Review of Books. Her fremgår det tydeligt, at bevægelsen er splittet omkring trosspørgsmål og den anti-muslimske populisme. Det er især bevægelsens mere drevne politikere, der vælger den religiøse retorik - muligvis fordi de i højere grad sigter mod at mobilisere en kristen vælgergruppe.

Den store, hvide elefant
USA’s største religiøse vælgergruppe er hvide evangelikale kristne, og ud af dem stemmer knap 70 pct. normalt på republikanske kandidater. Det er med andre ord en af de vigtige befolkningsgrupper, når det gælder kampen om højrefløjens stemmer, også fordi mange konservative, religiøse amerikanere rent faktisk stemmer ved midtvejsvalgene.

Demokraterne har de senere år fået et mere positivt image blandt de religiøse vælgere. Ved valget i 2008 svarede 38 pct., at det Demokratiske Parti var venlig stemt over for religion. Det var 12 pct. flere end ved det foregående midtvejsvalg i 2006, men trods alt 14 pct. færre end de 52 pct., der beskrev republikanerne som det religionsvenlige parti.

Republikanerne og demokraterne har omtrent samme tag i katolikker og i ikke-evangeliske hvide protestanter, mens der ved det seneste valg var hele 85-90 pct., der stemte demokratisk.

Selvom tre ud af fire demokratiske vælgere altså jævnligt kommer i en protestantisk eller katolsk kirke, fylder kristne demokrater bemærkelsesværdig lidt i det samlede mediebillede. I USA er alle folkevalgte traditionelt tvunget til at reklamere med deres religiøsitet, men generelt set er demokrater meget mindre bramfri, når det handler om at kæde tro sammen med bestemte politiske synspunkter.

En sekulær politisk drejebog
Demokraternes sekularisme er udgangspunktet for pastor Daniel Schultz' nye bog "Changing the Script". Hans pointe er, at der brug for en fundamental ændring i den politiske drejebog, hvis den religiøse venstrefløj skal på banen i værdikampen.

For det første har de store tv-stationer det med at hive en evangelisk protestant eller en konservativ katolik i studiet - i begge tilfælde næsten altid en hvis mand - hvis de skal bruge et kristent perspektiv på en bestemt historie. Aggressive kristne højrefløjs-politikere, der går til angreb på homoseksuelle, immigranter eller muslimer, passer ifølge Schultz beklageligvis bare meget bedre til den tv-transmitterede offentlighed, end en progressiv kristen der taler om tolerance, kærlighed og barmhjertighed.

I lyset af den fastlåste situation kan det måske virke lidt paradoksalt, at USA’s første evangeliske præsident faktisk var den baptistiske demokrat Jimmy Carter.

Da Carter vandt præsidentvalget i 1976 var det blandt andet med hjælp fra millioner af evangelister, der for første gang i USA’s historie stimlede sammen bag den samme præsidentkandidat. Fire år senere havde de fleste evangeliske kirkegængere forladt Carter, blandt andet på grund af hans påståede feministiske sympatier og på grund af hans opbakning til den grundlovssikrede fri abort. Men selve fænomenet, "den religiøse vælgerblok", blev.

Siden Jimmy Carter har alle præsidentkandidater gjort et stort nummer ud af at passe deres kirkegang eller udtrykke en glødende kristen tro. Nogle husker måske billederne af tidligere præsident Bill Clinton, der under Monica Levinsky-skandalen hver søndag ankom til kirke med Bibelen i den ene hånd og konen Hillary i den anden. Eller senest George W. Bush hvis foretrukne politiske filosof som bekendt var Jesus Kristus.

Konservative kristne er ikke religiøs højrefløj
Et sociologisk forskningsprojekt fra University of North Carolina har vist, at op imod 70 pct. af USA’s konservative kristne hverken identificerer sig med eller støtter den religiøse højrefløj. Det betyder langt fra, at de identificerer sig med den kristne venstrefløj eller støtter demokraterne, men det antyder måske, at de politisk-religiøse identiteter er en anelse mere fleksible, end hvad mange går og tror.

I den amerikanske debat har flere forfattere og kommentatorer - blandt andre Daniel Schultz - forsøgt at pege på de mange kristne budskaber, som det Demokratiske Parti kan appellere til - beskyttelse af samfundets fattige og svage, fred, omsorg for skaberværket - hvis partiet vel og mærke tør og vil engagere sig i værdikampen.

Strategisk set står demokraterne måske med en større udfordring end republikanernes: at appellere til både progressive (den demokratiske venstrefløj, red.) kristne og sekulære progressive kan være en mere vanskelig linedans end det at omfavne kristne konservative og markedsfundamentalister i samme parti, som Tea Party bevægelsen og det Republikanske Parti eksempelvis gør.

Kristne og sekulære i samme båd
Jonathan Rabans reportage fra Tea Party-konventet fortæller om nogle af de splittelser, der eksisterer i græsrodsbevægelsen på højrefløjen. Reportagen afslører til gengæld også, at det på trods af reelle holdningsforskelle langt hen ad vejen handler om, at sekulære libertarianere ikke bryder sig meget om den rabiate og lidt firkantede stil, der kendetegner en del demonstranter og ikke mindst enkelte topfigurer i bevægelsen, blandt andre Sarah Palin.

I det demokratiske vælgersegment går skillelinjerne mellem de kristne og de sekulære ofte på ømtålelige, betændte politiske spørgsmål, fx abort og homoseksuelle ægteskaber. Her er det sjældent taktiske uoverensstemmelser, der deler vandene, men derimod grundlæggende værdier, og modstandere og tilhængere går oftere ind diskussionerne med hud og hår.

Endelig er der spørgsmålet om, hvad der forener forskellige grupper i en protestbevægelse. Med til historien om Tea Party bevægelsens succes hører også historien om økonomisk støtte fra velhavende donorer og ikke mindst det helt usædvanlig rygstød, som bevægelsen har fået fra tv-kanalen Fox News.

Udtrykket spontan græsrodsbevægelse får en lidt anden klang, når folkelige protester annonceres og organiseres på landsdækkende, kommercielt tv. Kritikerne har allerede fundet et navn til den nye form for aktivisme: kunstgræs- eller Astroturf-bevægelser.