"Debatten om islam vaskeliggøres også derved, at sådanne 'kloge' folk bringer forvirring i den, så det ofte kan være meget svært at finde hoved og hale i den", mener tidligere sognepræst Ricardt Riis.
- Foto:Gerard Launet/colourbox.com
Ricardt Riis |
17. november 2010
"Må jeg så bede om en ordentlig diskussion, hvor argumenterne fyger om ørerne", skriver tidligere sognepræst Ricardt Riis
På religion.dk vil vi gerne blive klogere på, hvad der præger religionsdialogen i dag, og hvordan den så ud for 10 år siden. Derfor har vi stillet vores panelister spørgsmålene:
Hvordan oplever du, at forholdet mellem religionerne har udviklet sig gennem de seneste 10 år? Hvordan ser udviklingen ud for den generelle religionsdialog i samfundet, og hvad har du erfaret fra dit engagement på religion.dk?
Her er det tidligere sognepræst Ricardt Riis, der svarer:
Dialog med eller om muslimer
Ti år er gået med dialog på religion.dk. Til at begynde med var der tale om en dialog med muslimer. Senere har det indskrænket sig til at være en dialog om muslimer.
Og hvis nogen nu tænker ét eller andet sted i sin sorte sjæl, at det nok i virkeligheden er ham Riis' skyld, for han er altid så hård ved muslimer, så bryder jeg sammen med det samme og tilstår, at jeg da så sandelig
er hård ved muslimer. Jeg er ligeså hård ved muslimer, som jeg er ved kristne.
Indrømmelser må gå begge vejeMen, læs lige, hvad jeg skrev den
5. august 2004! (Ja, jeg har i anledning af denne artikel været ved at gennempløje arkiverne). Her havde jeg nævnt en del ubehagelige ting fra islams historie og nævnede – for balancens skyld – også nogle ubehagelige ting fra kristendommens historie, og skrev så:
”Og så er vi vel færdige, ikke! Nu har vi fået tingene til at gå nogenlunde op, oven i købet med en vis overvægt af ondskab til den kristne side. Så må selv de mest ømskindede muslimer da være tilfredse, og så kan vi slutte af, ikke? Nej, ikke på vilkår! Nu begynder først det væsentlige.
For i vor vesterlandske verden blev der jo engang i 1700-tallet et borger- og et statsbegreb til, som bevirker, at vi alle, kristne som ateister, føler, at det, inkvisitionen foretog sig, det, calvinisterne troede og tænkte og forestillede sig i Amsterdam, det kan vi ikke mere gå med til, det var forkert, det er en del af vor kristne fortid, som vi ikke kan og ikke vil tage ansvar for.
Og på ganske tilsvarende måde forventer vi da minsandten af vore muslimske folkefæller, at de tager afstand fra deres fortid, fra deres ghettoisering af de kristne og jøderne, fra deres manglende religionsfrihed med drab på frafaldne. Det manglede da bare! Er de demokrater eller ej? Og ikke noget med noget fedteri frem og tilbage; det hele var nok ikke så slemt, og det var i hvert fald meget værre i den kristne del af verden. Nej, et ordentligt og klart nej til den slags fortidig undertrykkelse.
Jamen, hvis vi stiller os an som sådanne hårde negle, så vil der bare ske det, at de moderate muslimer bliver kastet i armene på fundamentalisterne, og det var vel ikke det, vi ville! Vrøvl. Er muslimer da ikke voksne mennesker? Er de ikke samtalepartnere? Skulle de ikke selv kunne indse og forstå ganske frit, at demokrati er bedre end despoti? Og for øvrigt, er det, jeg her siger, særlig hårdt? Og hvis det er det, skyldes det så ikke, at de historiske kendsgerninger er hårde krabater, som ikke er sådan at komme udenom?”
Den holdning til debatten og den holdning til muslimer står jeg ved.
Men, jeg må indrømme, at den holdning har givet mig ikke så få knubs undervejs. Og jeg må desværre også indrømme, at det ikke er helt let at se, om debatten – den her på religion.dk og den i samfundet som helhed – har ændret sig synderlig meget.
Muslimer i den danske debatkultur
Jo, jeg kan da godt se, at der efterhånden er mange, der deler denne holdning, uden at jeg naturligvis bilder mig ind, at det er mig, der har bevirket det. Når Flemming Rose senere (i februar 2006 i Washington Post) begrundede offentliggørelsen af tegningerne med, at vi integrerer muslimerne i den danske satiriske tradition, fordi vi nu betragter dem som del af vort samfund, ikke som fremmede, så giver han udtryk for den samme holdning til muslimer, som jeg gør.
Og man kan måske tage hans oplysning om, at man i Jyllands-Posten i januar 2006 havde hele tre sider med indlæg fra moderate muslimer, der ikke ville have imamerne til at repræsentere sig i debatten, som udtryk for, at mange muslimer nu virkelig er ved at blive integrerede i den danske debatkultur. Og det vil jeg da gerne glæde mig over.
Akademikere undgår al negativ omtale
Men, i samme åndedrag må jeg undre mig over og dybt beklage, at denne holdning modsvares af en stærkt patroniserende holdning over for muslimer, ikke blot hos nogle debattører her på religion.dk, men også i samfundet i øvrigt, måske især blandt akademikere.
Disse sidste har 'opfundet' en metode til at undgå al negativ omtale af muslimer på. De kalder os, der prøver at trænge ind i islams væsen for at kunne forstå religionen indefra, for 'essentialister', fordi vi bilder os ind, at man kan nå ind til en religions essens.
Og hvis man først anerkender, at noget sådant er umuligt, så får man vanskelige kår, hvis man mener, at der er en kerne i islam. I hvert fald, hvis man - som jeg - siger det åbent.
Debatten har trange kår
Det vil sige: debatten om islam vanskeliggøres ikke blot derved, at det efterhånden er gået sådan, at ingen muslimer deltager i den, den vanskeliggøres også derved, at sådanne 'kloge' folk bringer forvirring i den, så det ofte kan være meget svært at finde hoved og hale i den. For når man ikke kan finde nogen 'essens' i hverken kristendom eller islam, så kan man ikke på fornuftig vis modstille de to.
Og selv om vi siger, at det da er meget godt, at islam ikke kan angribes, så må man spørge, om det også er meget godt, at kristendommen ikke kan forsvares. For det sidste er jo også en følge af den manglende 'essens' i religionerne.
En ordentlig diskussion
Nej, må jeg så bede om en ordentlig diskussion, hvor argumenterne fyger om ørerne på deltagerne, og hvor man drikker en øl med hinanden bagefter!
Man må vistnok alt i alt sige, at diskussionen har vist sig meget vanskeligere end ventet. Det er, som om vi vesterlændinge, eller altså: vi etniske danskere, først har skullet finde vore egne ben i den debat. Og det har taget skrækkelig lang tid, og har vist sig uhyre vanskeligt, ja, er vel en proces, der ikke er færdig endnu.
Når Martin Schwarz Lausten i sin bog ”Tyrkerfrygt og tyrkerskat” kan skrive, at beskrivelsen af tyrkernes handlinger var ”greuelpropaganda”, er det næsten, som om vi kan begynde forfra.
I hvert fald synes det at have lange udsigter med det 'fromme' ønske, jeg fremsatte i 2004; at muslimerne skulle nå dertil i demokratisk holdning, at de tog afstand fra de dele af deres historie, der byggede på vold, ligesom vi kristne har taget afstand fra de tilsvarende dele af vor historie, når ikke engang ellers kyndige folk vil tage afstand fra disse dele af muslimernes historie.
Dertil kommer så den diskussion, jeg her på religion.dk har haft med ateister, men den har vist kørt i samme skure hele tiden. Nej, forresten, man må vist sige, at ateisterne er blevet mere aggressive på det sidste.
Men, jeg har da overlevet indtil nu. Og når man endvidere tænker på alle de historiske spørgsmål, jeg har fået om Luther og andre emner, så har det, alt i alt, været dejligt at have været med så længe.
Ricardt Riis er tidligere sognepræst, blogger på www.eftertanke.dk og panelist ved religion.dk.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk