Jeg ved ikke helt hvorfor jeg kastede mig ud i at læse Richardt Riis' indlæg - den manglende debat-deltagelse fra muslimsk side er der ikke noget nyt i - men hen mod slutning af artiklen faldt jeg alligevel over noget der vedkom mig:


Det er muligt at den diskussion kører i samme skure hele tiden, hvilken skure det så end er (og hvad er en skure?), men er diskussionen med ateisterne ikke netop den slags som Riis længes efter - folk der vil have argumenter, argumenter, argumenter?


Pudsigt nok vil jeg jo sige at det er den anden side som er blevet mere aggressive! Og endnu mere pudsigt, eller ironisk, er det jo at Richardt Riis på den ene side beder om "en ordentlig diskussion, hvor argumenterne fyger om ørerne", og på den anden side ikke kommer med noget argument for at ateisterne rent faktisk er blevet mere aggressive.

Der er mange måder at brug ordet "aggressive", og det er da muligt at Riis bruger en definition som gør det muligt for ham at retfærdiggøre at kalde ateist-debattørene på religion.dk/k.dk for "aggressive", men så er det også nemt at sige det samme om den anden side.

Hvis vi kalder det aggressivt at angribe: der er langt flere artikler på k.dk/religion.dk som er skrevet af troende som angriber ateister, end der er artikler skrevet af ateister som angriber troende. Som regel nøjes ateisterne med at forsvare sig i kommentarene. Riis' artikel og mit svar er eksempler.

Hvis vi kalder det aggressivt at forsøge at skade/undertrykke andre: det er vist kun blandt de troende at man kan finde folk som siger at visse befolkningsgrupper (kvinder/ateister/homoseksuelle) skal holdes udenfor, på den ene eller anden måde.

Hvis vi kalder det aggressivt at fremføre sine holdninger uden argumenter og stadig forvente at folk skal godtage holdningerne: det er vist ikke nødvendigt at gå i detaljer her!

Negative fordomme om Islam.. en kvindelig beretning
Min vej til Islam

Man kan godt sige, at vejen til min overbevisning om at Islam er sandheden, har været lang og snoet, men også en vej fyldt med glæde og succes. Islam har altid været en del af min hverdag og mit liv, idet jeg har haft muslimske veninder, klassekammerater osv. Men jeg kunne i sin tid ikke føle den store forskel, mellem de forskellige livsanskuelser.

Jeg er vokset op i en almindelig dansk familie, hvor jeg ikke har følt at jeg manglede noget, hverken materielt eller følelsesmæssigt. Jeg har altid haft et rigtigt godt forhold til min mor, og jeg har altid haft forholdsvis løse tøjler og fik lov til mange ting. Min mor har altid fortalt mig at alle døre står åbne, for den vej jeg nu ville gå, og at hun ville støtte mig uanset, hvilken vej jeg nu ville vælge.

Jeg fik øjnene op

Det tidspunkt, hvor jeg virkelig fik øjnene op for, hvad der egentlig foregik i verden omkring mig, og for hvad Islam egentlig indeholdte, var i gymnasiet. Der var tit diskussioner og debatter om forskellige emner i frikvartererne, og diskussionen røg tit hen imod Islam. Der blev gjort mange antagelser fra ikke-muslimerne om f.eks., hvis nu at Islam ikke var sandheden, om så ens handlinger som muslim ikke havde været spildt eller forgæves. Og der blev talt om hvorfor der egentlig var alle de her "restriktioner" på forskellige områder i Islam. Der var heftige debatter om konflikten i Mellemøsten, 11. september 2001 og verdens kaotiske tilstand.

Jeg opdagede en hel anden verden end den, jeg selv kendte til i lille Danmark. Jeg fandt ud af, at mennesker generelt kun lever for dem selv og deres egen gavns eller interessers skyld. Folks målestok var ikke længere moral, hjælpsomhed og ærlighed men gavn, nytte og rodløshed. Dette afspejlede sig på samfundet. I aviserne kan man hver dag læse om endnu et koldblodigt mord, endnu en voldtægt, endnu en sag om pædofili, prostitution, selvmord, spiseforstyrrelser, dyremishandling, fattigdom, sult, krig osv.


Jeg opdagede at der i dag eksister så utrolig mange fattige mennesker, mens der eksisterer en elite på ca. 20 % af befolkningen, som ejer en andel svarende til 80 % af verdens ressourcer. Selvom de resterende fattige 80 % faktisk er dem, som har alverdens goder under deres fødder. Denne fordeling af chokerede mig. Hvordan kunne det gå så skævt til? Det chokerede mig virkelig, at skulle erkende dette og grublede over, hvordan det kunne havet gået så galt.


Jeg begyndte at tænke på min egen eksistens, og hvor godt jeg og min familie egentlig havde det - hvor heldig jeg var. Og jeg tænkte over formålet med livet: Var jeg blevet skabt med et formål? Var der noget der ventede mig efter døden? Fandtes der en Gud, og hvis der gjorde, hvem var Han? Hvad var kristendommen? Var Jesus bare en almindelig mand, som bare havde nogle evner? Hvad var treenigheden egentlig? Adam og Eva, Islam, Darwins teori, Big bang teorien versus skabelsen, Gud osv. Jeg gik lang tid og grublede over disse spørgsmål, diskuterede med folk, og undersøgte en masse.


Mit møde med Islam


På det tidspunkt jeg stødte ind i Islam mente jeg, at den var undertrykkende mod kvinden, og at den begrænsede individet, at det bare var et sæt af moral, med nogle få andagter osv. I det hele taget så var min indstilling til Islam negativ. Men hvad jeg ikke vidste, var, at jeg ville komme til at elske Islam mere end noget andet, og at jeg til sidst ville ende med at bruge mit liv for dens sag.


I starten virkede det hele meget spændende. Jeg fik svar på en masse spørgsmål, som eksisterede hos mig, men som bare aldrig havde fået et tilfredsstillende svar. Jeg fandt ud at alle mine tidligere holdninger, blot var fordomme. Derefter blev det kun endnu mere spændende. En muslim kom til mig, hvor jeg på en intellektuel måde og med beviser fik opklaret, at der eksisterer en Skaber. Denne opklaring vendte op og ned på min verden. Jeg havde altid gået og spekuleret over om der nu var en Gud, en højere magt, der sad på toppen og styrede det hele, og lige pludselig kommer der nogen og fortæller, at det kan bevises. Jeg gik i flere dage og spekulerede og grublede, for at finde modbeviser til det der blev fremlagt. Jeg ønskede utrolig meget at modbevise det hele, for så kunne mit liv, bare forblive ukompliceret og ansvarsløst som før.

Hvis der findes en Skaber så, kunne man ikke "leve stærkt og dø ung". Tanken om at der kun er ét liv, og at det skal leves fuldt ud, med fest og farver, ville blive knust. For med en Skaber skulle man forholde sig til et efterliv, et helvede eller et paradis. På trods af mine dybe overvejelser og spekulationer, kunne jeg ikke komme frem til en anden mulighed end, at der findes en Almægtig Skaber. Nu var det ikke længere et tvivlsspørgsmål, men det var et spørgsmål om fakta og om overbevisning. Og det var et spørgsmål om tid, før jeg fik øjnene op for Islam.

Jeg gik i et stykke tid og læste lidt, og forhørte mig om forskellige religioner. Og det var ikke svært at gennemskue, at det var Islam der er sandheden. Islam er et fuldendt system, som har svar til ethvert opstået problem og spørgsmål mennesket end måtte komme have. Muslimerne har et mirakel i deres hænder (Koranen), som ingen nogensinde har kunnet eller kan producere noget lig. Det var blandt andet det som gjorde, at jeg hurtigt kunne vælge Islam som værende den sande levemåde.

Kort tid efter, konverterede jeg til Islam, og efter to år med Islam i mit liv kan jeg fortælle, at det simpelthen er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget. Selvom der har fulgt mange hårde prøvelser med, så har jeg fået så utrolig meget igen. Mine tvivlspørgsmål har løst sig, og jeg har fundet den permanente tryghed og lykke, takket være Skaberen.

En af de kulturelle forskelle på islam og kristendommen er, at muslimer opdrages til at tro - ubetinget, mens kristne - og især i vort sekulariserede samfund - opdrages til at sætte spørgsmålstegn ved alt.
I kristendommen er det at tvivle bare et tegn på, at vi er mennesker med alle de fejl og mangler, det indebærer.
Islam betyder - i sin milde oversættelse - ubetinget hengivelse. Der må ikke sættes spørgsmåltegn ved Muhammed, Koranen eller hadith. Fortolkning af disse er forbeholdt nogle ganske få. At indrømme at der er lavet fejl og overgreb i islams navn er at unddrage sig denne betingelsesløshed.
Jeg har lige afsluttet læsningen af Gulshan Esthers fabelagtige bog "Når sløret revner". Hendes styrke er, for mig at se, hendes muslimske opdragelse til ubetinget tro, som hun fører med sig videre, da hun opdager Jesus. Hendes tvivl undervejs er ikke, om Gud findes. Denne bog belyser for mig meget klart de kulturelle forskelle imellem islam og kristendommen.