Krokodilletårer eller ej, jeg tror vi vil opdage, at vi savner Dialogcenteret. Og det især på fire områder, hvor Dialogcenteret har spillet en særlig rolle, som andre nu må overtage i en eller anden form:

Vi vil savne hjælp til sektofre
Problemet er ikke så udbredt og markant, som i Dialogcenterets første årtier. Nutidens åndelige strømninger er ikke i samme grad i modforhold til samfundet i øvrigt og som regel ikke så lukkede og manipulerende samfund, som skrækkulterne i 70-erne og 80-erne.

Men der findes stadig bevægelser, der potentielt øver stor psykisk og social skade på folk, som kommer i berøring med dem. Der er brug for nogen, som advarer mod sådanne bevægelser og står til rådighed med hjælp og støtte til dem, der forsøger at gøre sig fri af sekternes skadevirkninger.

Få har som Dialogcenteret erfaringer på dette område og ingen har den tid og de ressourcer, der skal til, for at stille adækvat hjælp, støtte og rådgivning til rådighed på fuld tid. Der findes enkelte præster og psykologer med videre, som har erfaringer på området, men de har samtidig andet arbejde at passe og kan ikke sidde klar ved telefonen, når behovet viser sig.

De få personer, der er kendt for at have arbejdet med sådanne problemstillinger i forvejen, vil få mange af de henvisninger, der før gik til Dialogcenteret. Og de præster og sjælesørgere, som kommer i kontakt med sektofrene, vil savne Dialogcenteret at henvise til.

Vi vil savne kirkelig religionskritik
Religionskritik er ikke Dialogcenterets opfindelse, og mange sekulære religionsforskere har gennem årene givet udtryk for, at det slet ikke er muligt at drive objektiv religionskritik ud fra et kirkeligt ståsted som Dialogcenteret har gjort det.

Nogle af dem, som er blevet kritiserede af Dialogcenteret har da også ment, at kritikken ikke var objektiv og saglig, og kun havde til formål at hævde kristendommen på bekostning af andre livstydninger. Spørgsmålet er imidlertid, om det overhovedet er muligt at være objektiv i religionskritikken? Driver man kritikken på grundlag en agnostisk eller ateistisk livsindstilling, er der for mig at se mindst lige så stor tendens til, at religionskritikerens subjektive ståsted farver både observationer og konklusioner i en bestemt retning.

Det er langt mere ærligt at indrømme, at religionskritikken udøves fra et bestemt ståsted med dens deraf følgende særlige begrundelser og vinkler. En balanceret religionskritik får vi bedst, hvis den udøves i en dialog mellem religionskritikere med forskelligt udgangspunkt og livssyn. Og i den dialog har kirken brug for bidrag fra kvalificerede apologeter.

Det er også godt for religionskritikken selv, for den forudsætter nu engang mennesker, som selv kender til betydningen af en religiøs livsforståelse, og som helt grundlæggende forstår, hvad religion er og gør i den enkeltes liv. Forstår man ikke det, bliver det overordentlig svært at få øje på, hvor religionens konstruktive potentialer ligger. Dermed bliver religionskritikken til ren og skær religionsbekæmpelse, hvilket igen fører til, at afstanden mellem religionsudøverne og religionskritikerne bliver stadigt større.

De, som har brug for at høre religionskritikken, hvor den er berettiget, lukker ørene, og de, som kritiserer, bekræftes i deres opfattelse af de religiøse som snæversynede og ureflekterede. Vi kommer til at savne nogen, der som Dialogcenteret insisterede på at stå med et ben i begge lejre.

Vi vil savne kritik af usunde kirkelige tendenser
Dialogcenteret har ikke været blege for også at rette det kritiske blik indad mod kirkelige grupperinger, som har udvist parallelle usunde tendenser, som dem, de kritiserede i de nyreligiøse bevægelser. Man kan diskutere om kritikken altid har været berettiget – men den diskussion er vi nødt til at tage hele tiden, og vi kommer til at savne nogen, som vover at sætte den i gang.

Vi vil savne missionsvinklen i religionsmødet
Endelig har Dialogcentret altid fastholdt, at kirken har en missionsforpligtelse i mødet med de andre religioner. Skal dialogen have saft og kraft, og ikke bare være en kønsløs snakken hinanden efter munden eller søgen efter laveste fællesnævner, så må man ville noget med den.

Skal dialogen være ærlig og give livsforvandlende mening, så må man bringe det ind i samtalen, som er definerende og betydningsfuldt for én selv. For kirken er det naturligvis evangeliet, og når kirken er i dialog, er det evangeliet selv, der træder ind i dialogens rum og sættes i spil. Og det er mission. Kirkens missions- og dialogarbejde kan ikke meningsfuldt skilles ad.

Kommer vi til at savne Dialogcentrets påmindelse herom?

Lars Mollerup-Degn er dialogsekretær i Areopagos og kommentarskribent ved religion.dk.