Jeg oplever tit at blive kaldt både intolerant og hadsk, på grund af mine holdninger. Men i virkeligheden er det jo dem der siger det, der er intolerante over for mine holdninger.

Hvis det er forbudt at sige sin holdning, fordi andre debatører kan opfatte det som et ”surt opstød”, så er det jo udtryk for et menings-tyrani, i bedste glansbillede stil.

Desuden mener jeg ikke at det at være progressiv nødvendigvis er en god ting. ”Vi lever i år 2010, nu må i snart ændre jeres holdninger til x”. Men hvad har årstallet at gøre med om noget er rigtigt eller forkert? Og er det at blive mere tolerant, det samme som at blive mere holdningsløs? For mig er progressivitet i forhold til religion, et spørgsmål om forfald og udvaskelse af troen.

Jeg kan godt lide skarpe debatter hvor folk helt tydeligt afmærker hvor de står. Hvis en imam går ind for stening, så skal personen da give udtryk for det. Det hjælper ikke på vores forståelse af islam, hvis han pakker det ind.

Og det nytter ikke noget at bygge bro, i håbet om at imamen ikke mener det alvorligt. Man er nødt til at have klare linier, så man kan vurdere om det overhovedet giver mening at bygge bro. Man kan ikke bygge bro, hvis der ikke er noget at bygge på.

I forhold til forsoning, så oplever jeg ikke noget behov for forsoning. Hvis jeg mødte en anden debattør på gaden, ville jeg da give personen hånden og snakke lidt med ham / hende, uanset hvordan tonen i debatten ellers havde været.

Det samme ser man i det politiske liv, hvor en socialdemokrat kan stå og skælde en venstrekvinde ud fra folketingets talerstol, hvorefter de måske kan sidde og spise frokost efterfølgende. Det er ikke udtryk for at man er overfladisk. Det er udtryk for at man skelner mellem mennesket og dets politiske / religiøse ståsted.

Det der definerer det moderne demokratisk menneske, er ikke at man er holdningsløs af frygt for at træde nogen over tæerne. Det er at man kan være rygende uenige og stadigvæk finde ud af at omgås hinanden som mennesker.

Et af problemerne i debatterne opstår, hvis der skulle snige sig nogen skældsord ind i indlæggene. For en del dansk opdragede danskere er det ikke den store katastrofe; men for muslimer, der er opdraget med baggrund i mellemøstlig tænkedemåde er det en dødelig fornærmelse. De kulturelle skel gør, at jeg kan drikke en kop kaffe (eller en bajer) med en, som jeg er rygende uening med på mange punkter uden at det generer mig, mens det for en f.eks. pakistansk opdraget muslim ville være en umulighed. Bare det, at jeg jeg kunne nævne et ord som "svinekød", ville for nogen gøre al videre samtale umulig.
Vi danskere er vant til at diskutere, helst på vore egne præmisser. Det kan vi ikke automatisk videreføre til andre religioner og kulturer.
Spærgsmålet er så, hvem der skal opstille præmisserne for diskussionen - eller om begge parter er i stand til at afgive blot en lille smule af deres integritet for at skabe en dialog.

Hvis man lader andre mennesker opstille præmisser for diskussionen, så lader man dem ikke kun bestemme hvordan man selv skal diskutere, men også hvad der må diskuteres. Det svarer lidt til små børn der fuldstændig overtager styringen i familien, ved at græde når de ikke får deres vilje.

Hvis jeg boede i Pakistans eller Iran var jeg nok blevet henrettet for Guds-bespottelse for længe siden, fordi jeg fra tid til anden tillader mig at kritisere islam. Og jeg var sikkert også blevet forfulgt for at tro på Jesus Kristus.

Men nu lever jeg altså i et vestligt demokrati. Og det kan ikke være rigtigt at mennesker opdraget med en anden tankegang, skal diktere hvordan vi må diskutere.